Annonce

24. april 2009 - 15:27

Om Socialistisk og Folkeparti

Skriver du ikke snart en kritik af SFs højredrejning. Det er da det der er allermest brug for, siger nogen. Du har fået den fine blog, så skal du også bruge den til noget. Og jo, det gør jeg med glæde.

Det burde være en rar følelse når et venstreorienteret parti bliver kæmpe stort og har meget succes. Det burde være tegn på bedre tider. Men glædesfølelsen er totalt udeblevet for mit vedkommende. Der er et slogan, der hed: ”Direkte afsky”, og måske er det aktuelt. Jeg håber virkelig ikke, at der er tale om en omgang psykoanalytisk mindreværd og at det er derfor jeg er blevet så urolig og sur.

Der må være andre og bedre forklaringer.

Måske skulle man starte med navnet. ’Socialistisk Folkeparti’. Der kører jo en klar pressestrategi fra SF’s hovedfjende DF om konsekvent at sige hele navnet selvom det er besværligt på de 15 sekunder man som politiker har i medier: ’Socialistisk Folkeparti’, siger de hver gang. Ideen må være, at når folk hører ordet ’socialistisk’ stemmer de ’dansk’ i stedet for socialistisk. Det er jo smart tænkt, men forskellen på de to partier bliver stadig mindre.

Skal man være hård ved folkesocialisterne– og det skal man, når de er kommet ved muffen – kan man starte med, at ta’ dem på ordet.

Socialister er en vag udgave af kommunister. Nogle der ikke tør gå hele vejen. Nogen der ikke helt tror på projektet, men nøjes med forstadiet til kommunismen.

Et folkeparti er til gengæld noget med gang i. Et parti for folket. Det lyder jo godt, men når det bliver til et parti der repræsentere folket, bliver det allerede lidt noget gris. Og når det bliver til et parti, der holder styr på folket er den helt gal.

I Tyskland er ’folket’ noget lidt andet end i kolonihave-Danmark. I Tyskland er man meget bange for ordet ’folket’, fordi folkets parti har en grim historie i tyskland. Især når det iklæder sig den socialistiske dragt.

For at samle op på en etymologisk udredning af ordene ’Socialistisk’ og ’Folkeparti’, er resultatet vel et slags halvhjertet halvautoritært parti, der i virkeligheden ikke helt selv tror på det gode. Et regeringsdueligt og ansvarligt parti, der ved hvordan folket skal ledes.

Spørgsmålet er om indpakningen passer til indholdet. Måske er navnet helt godt alligevel. I hvert fald er det interessant, at vi har to folkepartier i Danmark. Måske kunne de slå sig sammen til et parti. Man kan selv regne ud hvad et sådan parti kunne hedde. Eller måske kunne de nøjes med at danne regering sammen. Så ville folket virkelig være bredt repræsenteret.

Annonce