Baader-Meinhof Banden på dødstrip

Medlemmerne af den tyske byguerilla-organisation Rote Armee Fraktion (RAF), eller Baader-Meinhof Banden, som den borgerlige tyske presse valgte at navngive den, var blodtørstige, hidsige, selvoptagede og mentalt uligevægtige, grænsende til det psykotiske.

Gruppens umiddelbare modstandere, den tyske stat og dens omfattende politikorps, var derimod velovervejede, snedige og dygtige, men samtidig tvungne til at gå på kompromis med de demokratiske spilleregler i den nødvendige kamp mod de hæmningsløse terrorister. Hård, men retfærdig.

Det er groft sagt plottet i den Oscarnominerede film Baader-Meinhof Komplekset, der har premiere i de danske biografer den 24. april, og som allerede længe har skabt hed debat i Tyskland, hvor RAF’s attentater og røverier op gennem 1970’erne og 80’erne stadig er et særdeles ømtåleligt emne – af mange karakteriseret som et decideret traume.

Terroristerne fra RAF fremstilles som både forvirrede, ukontrollerede og påvirkede af stoffer og alkohol – men samtidig som iskolde mordere, der udmanøvrerer Vesttysklands samlede politikorps, som her under kidnapningen af arbejdsgiverformand Hanns-Martin Schleyer. Foto: Nordisk Film

Flot og spændende actionfilm

Filmen bygger på den dokumentariske bog, »Der Baader Meinhof Komplex«, af Der Speigel-redaktøren Stefan Aust, som udkom første gang i 1985 og siden i en revideret udgave i 1998. Bogen, der udkom på dansk i 2008 med titlen »Rote Armee Fraktion« beskrives af mange RAF-sympatisører som »den mindst ringe« beskrivelse af RAF’s aktiviteter fra begyndelsen i 1970 til og med »det tyske efterår« i 1977.

Den knap 500 sider lange bog er med Austs ord hverken et anklageskrift eller en forsvarstale: »Den er ikke en dom, hverken i juridisk eller i historisk forstand«, som det hedder i forordet til den danske udgave, der udkom på forlaget Lindhardt og Ringhof.

Og selvom denne hensigtserklæring skrider flere steder i bogen – f.eks. da RAF’s attentat mod rigsadvokat Siegfred Buback i april 1977 i en billedtekst beskrives som »ondsindet« – er der ingen tvivl om, at Stefan Aust langt hen ad vejen holder den nødvendige distance til det omfattende dokumentariske stof, han behandler.

Og netop her står filmen i skarp modsætning til sit oplæg. For at starte med positivsiden skal især de uhyre præcise tidsmæssige og dokumentariske gengivelser af både perioden og konkrete historiske hændelser fremhæves. Og som en dramatisk og spændingsmættet action-docu er der ikke en finger at sætte på den flot producerede film, der har skabt så heftig debat i Tyskland, hvor det ikke mindst diskuteres om den er for sympatisk indstillet overfor RAF – bl.a. fordi rollen som Andreas Baader spilles af den stærkt populære skuespiller Moritz Bleibtreu.

De gakkede terrorister...

At det overhovedet kan diskuteres, må bunde i det særlige »tyske traume«, der den dag i dag martrer forbundsrepublikken. Set med denne anmelders øjne er der nemlig ikke det mindste sympatiske over den måde, som RAF’s medlemmer fremstilles i Baader Meinhof Komplekset.

Andreas Baader er en hidsig, ubegavet og voldelig sexist, der tyranniserer sin omgangskreds, skaber sig fuldstændigt sindssygt og opfører sig helt urimeligt uprofessionelt i betragtning af, hvilket omfattende og farligt projekt han har gang i. I pressematerialet omtales han som »en taberskikkelse, der vandt berømmelse som politisk terrorist«. At nogen overhovedet kan holde ud at være sammen med filmens Andreas Baader i mere end et par uger, er lidt af en gåde.

Hans sexede kæreste, Gudrun Ensslin, spillet af Johanna Wokalek, fremstilles som en kold, kynisk og utilregnelig heks, der med et skiftevis hånligt og hadefuldt blik sviner alt og alle til, mens hendes kulsorte øjenskygge tværes mere og mere ud, så hun til sidst minder om en skizo-paranoid pandabjørn. Selv ikke da hun er gået under jorden og forklæder sig i et forsøg på at undslippe en tusindtallig politistyrke, bliver der sparet på den åbenbart livsnødvendige kohlstift.

Baader og Ensslin, en slags skrupskør revolutionær udgave af Bonnie og Clyde. Foto: Nordisk Film

Ulrike Meinhof (Martina Gedeck) beskrives derimod som en evigt tvivlende, deprimeret, men højt begavet kvinde, der underkues og mobbes groft – i en grad så hun til sidst begår selvmord – af sine kumpaner, der kun holder fast i den skarpe intellektuelle top-journalist, fordi de selv knap nok er i stand til at stave til deres eget navn.

Resten af de ulideligt sure og tvære terrorister indtager deres forudsigelige roller som enten umælende håndlangere – f.eks. Jan-Carl Raspe, der beskrives som »assistent for Baader og co.« – eller ustabile og hysteriske stjernepsykopater.

...og den charmerende politichef

Overfor disse brovtende, psykisk syge skydegale fanatikere står en statsmagt, der godt nok har sin andel af kynikere og kryptofascister, men som først og fremmest personificeres af politichefen Horst Herold, spillet af Bruno Ganz, der i Danmark er bedst kendt for sin rolle som Hitler i filmen »Der Untergang«.

Herold udgør den velovervejede og altmodisch charmerende repræsentant for det ægte nuancerede demokrati, som ganske vist gør alt for at bekæmpe og fange sine fjender – og tilmed er særdeles snedig og teknisk visionær – men samtidig, til både kollegers og overordnedes forundring, er i stand til at sætte sig ind i og forstå statsfjendernes tankegang og politiske motiver.

Som en anden præhistorisk Obama påpeger politichefen faren ved at fare for hårdt frem mod de revolutionære fantaster, fordi det risikerer at drive dem endnu længere ud på voldens og desperationens overdrev, og argumenterer for dialog og en vis forståelse for deres frustrationer over systemet.

Entydig dæmonisering af skøre terrorister

Alt efter temperament og politisk ståsted kan man finde det tilfredsstillende at de selvbestaltede bypartisaner fra Rote Armee Fraktion både får den revolutionsromantiske glorie pillet af og samtidig får lov at kritisere og afsløre f.eks. den helt igennem farceagtige retssag mod dem i Stammheimfængslets specialbyggede retslokale, ligesom der retfærdigvis antydes visse uklarheder i forhold til den såkaldte »dødsnat« den 18. oktober 1977, hvor Andreas Baader, Gudrun Ensslin og Jan-Carl Raspe omkom i højsikkerhedsfængslet Stammheim – ifølge sympatisører myrdet af staten; ifølge staten (og senere også flere frafaldne RAF-medlemmer) som følge af kollektivt selvmord.

Og man kan til filmens forsvar pege på, at den ikke – som tilfældet er i forordet i bogen, den er baseret på – hævder at være »neutral«. Således hedder det f.eks. i pressematerialet fra Nordisk Film, der distribuerer filmen i Danmark, at gruppen »skræmte hele verden med deres koldblodige terror«; at de »mistede deres grundlæggende medmenneskelighed i dårlig planlagt, ukontrollabel terror«, men underligt nok alligevel »selv fra deres fængselsceller kan sprede død og ødelæggelse«.

Våbenfetichister med forskellige grader af psykiatriske diagnoser udgjorde tilsyneladende hovedparten af RAF’s medlemmer, hvis man skal tro filmen Baader Meinhof Komplekset. Foto: Nordisk Film

Denne entydige dæmonisering af de sjuskede og skøre RAF-medlemmer forandres ikke af filmens sporadiske antydninger af en vis, og i øvrigt historisk korrekt, folkelig opbakning til gruppen eller den pænt docerede kritik af de hårdhændede og torturlignende metoder fra stat og politi.

Set i det lys kommer det næppe bag på nogen, at filmen nu bruges til undervisning i de tyske skoler, ligesom der også til danske gymnasiale ungdomsuddannelser og VUC er udgivet et omfattende undervisningsmateriale.

Ingen kan selvfølgelig have noget imod, at hverken den væbnede kamp i 70’ernes og 80’ernes Tyskland eller forbundsstatens historie og praksis diskuteres og danner grundlag for undervisning. Men at det sker med udgangspunkt i en film som Baader Meinhof Komplekset gør desværre ingen klogere. Det cementerer blot den etablerede historieskrivnings dogme om væbnede oprørere som til nød velmenende, men i bund og grund skrupskøre fanatikere på dødstrip.

Baader Meinhof Komplekset
Instruktør: Uli Edel
Manuskript og producent: Bernd Eichinger
Premiere den 24. april 2009 i biografer over hele landet