Ifølge det arabiske nyhedsbureau Alarabiya har de irakiske religiøse militser, som gennem længere tid har jagtet homoseksuelle i især Bagdad og omegn, taget en grusom torturmetode i anvendelse.
Militserne anvender en iransk produceret superlim kaldet »iransk tyggegummi«, der er så stærk, at den skal opereres af, hvis den kommer i kontakt med huden, til at lime de homoseksuelles anus sammen med. Derefter tvinges de til at indtage en væske, der udløser diarre. Og da anus er blokeret, medfører det døden for ofrene, forklarer den prominente irakiske menneskerettighedsaktivist Yina Mohammad til Alarabiya.net.
Den bizarre tortur er ikke bekræftet af International Gay and Lesbian Human Rights Commission (IGLHRC), men svarer til det mønster af menneskerettighedsovertrædelser, der rapporteres fra Irak.

Det London- baserede Iraqi LGBT oplyser imidlertid, at organisationen har talt med homoseksuelle i Irak, der har været udsat for »iransk tyggegummi«, men uden den diarrefremkaldende væske. Flere af dem blev efterfølgende nægtet behandling på hospitalet, oplyser Iraqi LGBT.
Anklagerne om den bizarre torturmetode følger efter en intensiv mordkampagne mod homoseksuelle, der på få år har kostet over 500 homoer livet. Ifølge lokale medier i Sadr City i det østlige Bagdad har den hidtil ukendte gruppe »Ahl al-Haq« (Sandhedens tilhængere) optrappet overgrebene på det seneste. Således skal tre forskellige lister med hver 10 navne på homoseksuelle mænd have cirkuleret i Sadr City i et par timer. Overskriften på listerne lød »I, prostituerede, vi vil straffe jer«.
Læs artikel på Modkraft.dk: » Amnesty: Irakisk ledelse ignorerer mord på homoer «
Læs artikel på Modkraft.dk: »Irakiske dødspatruljer massemyrder homoer«
Retsmedicineren på lighuset i Bab-al-Moazaam i det centrale Bagdad, Neman Mohsen, bekræfter overfor Alarabiyas reporter, at der i øjeblikket ligger syv lig af homoseksuelle mænd på lighuset. De er alle skudt i hovedet og brystet og smidt foran lighuset af ukendte gerningsmænd, forklarer han.
Stammeledere i Sard City er ikke meget for at give detaljer de mange mord på homoer, men ifølge Sheik Salal Al-kaabi, der er en af de stammeældste i Sadr City, skulle de stammer, »som disse perverse tilhørte, have erklæret deres liv værdiløse og tilladt deres død«.
– Men vi har også hørt, at en organisation, der kalder sig Sandhedens Tilhængere, er ansvarlige for mordene, og at de har skrevet »Dette er skæbnen for ludersønner« på de dødes bryst, siger Sheik Salal Al-kaabi til Alarabiya.
På den lokale politistation i Sadr City kan oplysningerne om målrettet tortur og mord på homoseksuelle dog ikke bekræftes.
– Vi har, ligesom alle andre, hørt rygter om disse sager, men vi kan ikke kommentere på noget, der ikke er bevist, og der er ingen beviser for disse forbrydelser, hverken i form at motiver eller med hensyn til arten af de kriminelle handlinger, siger Khalaf Abdul Hussein fra Legal Affairs Office på Sadr City Politistation.
Han understreger samtidig, at ingen i Irak, hverken grupper eller klasser, har ret til at gå det strafferetlige system i bedene, og at ethvert udenretsligt drab betragtes som en forbrydelse.
Både Amnesty International og IGLHRC har henvendt sig officielt til både de irakiske og amerikanske myndigheder samt FN med krav om beskyttelse af de homoseksuelle i Irak.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96