Annonce

20. april 2009 - 19:34

Aktivister forsøgte at standse udvisning

En gruppe på omkring 35 aktivister forsøgte mandag kl. 17.30 at standse en udvisning af en statsløs palæstinensere i Københavns Lufthavn.

Ifølge Modkraft.dk’s journalist på stedet, lykkedes det omkring kl. 17.05 aktivisterne at komme fordi det talstærkt tilstedeværende politi og etablere en menneskeblokade af tre check-in-skranker i terminal 3. Her tog de opstilling arm i arm for at gøre det sværere for politiet at fjerne dem.

Aktionen var rettet mod tvangsudvisningen af en 58-årig mand. Manden, der har boet i Danmark i femogtyve år, skulle flyves til Libanons hovedstad Beirut, hvor han ifølge aktivisterne hverken har familie eller netværk.

Efter at aktivistene havde etableret blokaden, gik betjente i gang med at anholde dem en efter en. På grund af myldretid var terminalen fyldt med rejsende, der måbende betragtede optrinnet.

JPEG - 69.8 kb
Aktivister har dannet kæde foran check-in-skrankerne i lufthavnen for at hindre en tvangsudvisning af en 58-årig statsløs palæstinenser. Foto: Svend Espensen.

En aktivist fik næseblod efter en hårdhændet anholdelse, oplyser Modkraft.dk’s udsendte.

Ingen rettigheder i Libanon

Bag aktionen står en gruppe, der kalder sig »Aktionsnetværket Stop Udvisningerne«.

»Vi har før protesteret mod disse frygtelige udvisninger. Desværre er
der ingen ændring sket på området. Så nu protesterer vi altså igen.
Statsløse palæstinensere har stort set ingen rettigheder i Libanon. Og
tidligere sager har vist, at de danske myndigheder ikke bekymrer sig
om de udvistes sikkerhed«, skriver netværket i en pressemeddelelse.

Kl. 17.45 havde politiet fjernet alle aktivister fra terminalen. Omkring 35 var blevet anholdt og placeret i de såkaldte »futtog« på asfalten udenfor lufthavnsbygningen, omgivet af omkring tyve betjente, der havde filmet hele aktionen.

Aktivisterne har fået at vide, at de er anholdt og sigtet efter Luftfartsreglementet, og at de vil få en bøde på 800 kr.

Aktionen forhindrede ikke de danske myndigheder i at tvangsudvise den 58-årige palæstinenser til Libanon.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce