Annonce

19. april 2009 - 16:15

Når børn laver homoer

»Men jeg har den holdning, at to homoseksuelle mænd ikke skal have mulighed for at adoptere […]. Det er ufatteligt vigtigt for mig, at der er en kvinde og kvindelig omsorg, for kvinder er altså gode til børn.«

Sådan sagde daværende sundhedsordfører Jørgen Winther fra Venstre i 2005 i forbindelse med Folketingets behandlinger af lovforslag L151. Lovforslaget var fremsat for at afskaffe paragraffen i loven om kunstigbefrugtning, som forbød enlige og lesbiske adgang til lægeassisteret kunstig befrugtning. Et forbud, som blev vedtaget kun ti år tidligere i 1996.

Lovforslaget blev vedtaget i 2006. Denne afskaffelse af et åbenlyst homofobisk forbud kan på mange måder ses som en homopolitisk sejr. Men som man kan læse i det indledende citat kommer rettigheder ikke uden en pris.

Forbuddet

I disse måneder diskuteres en ændring af adoptionsloven, så det bliver muligt for homoseksuelle par at fremmedbørnsadoptere. I den forbindelse er det interessant at vende blikket tilbage til de tidligere forhandlinger om homoseksuelle og børn. Det har aldrig været tilladt for homoseksuelle at fremmedbørnsadoptere, mens det for lesbiske inden 1996 var lovligt at blive insemineret.

I praksis var der få lesbiske kvinder, som fik adgang til kunstig befrugtning i offentligt regi, da området var reguleret af en række cirkulærer og vejledninger, som frarådede at tilbyde lesbiske kunstig befrugtning. Men fra 1996 blev det forbudt for alle – privat og offentligt ansatte – læger, at foretage kunstig befrugtning på kvinder, som ikke levede i et heteroseksuelt forhold.

I 2006 afskaffes dette forbud. Jørgen Winters udtalelse er i denne sammenhæng interessant, da han er en af de politikere, som både stemte for vedtagelsen af forbuddet i 1996 og for afskaffelsen af forbuddet i 2006.

Vedtagelse

Der skete altså en bevægelse i holdningerne til lesbisk forældreskab over de ti år. Forbuddet blev i 1996 indført med begrundelse i to hovedargumenter: Den heteroseksuelle patent på naturen og angsten for de faderløse barn.

Det heteroseksuelle forhold bliver gentagne gange i 1996-behandlingerne fremstillet som det naturlige. Lesbiske kan ikke leve op til forestillingen om naturlighed, »… da to lesbiske kvinder ikke har nogen som helst naturlig mulighed for at få børn«, som selvsamme Jørgen Winther siger i 1996.

At infertile heteroseksuelle par heller ikke har nogen »naturlig« mulighed problematiseres ikke. Derimod kan heteroseksuelle, med sundhedsministerens ord, have brug for, »at hjælpe naturen lidt på vej«.

Mere grusomt end den unatur, som de lesbiske repræsenterer, er muligheden for fædreløse børn. Margrethe Auken (SF) siger i 1996 med stor patos, at der skal være en far »at drømme om og længes efter, ellers er det dog helt forfærdelig sørgeligt«. Angsten for fædreløse børn finder sine argumenter både i norm og natur. Hans Peter Baadsgaard (S) siger:

»… når vi herindefra [Folketinget] skal lave regler for en virksomhed, skal vi nærme os det naturlige så langt som muligt. Det er nu en del af vores familieliv, det er en del af vores menneskesyn, det er en del af barnets hele opvækst, at barnet har en far og en mor.«

Argumenterne baserer sig på heteroseksualitetens patent på natur, men samtidigt fremstilles heteroseksualitet som vores menneskesyn, altså en kontingent performativ norm. Endelig ligger den populærvidenskabelige forestilling om ødipuskomplekset og lurer. Det er nødvendigt for barnet at have en moder- og faderfigur at spejle sig i, hvis barnet skal have en hel opvækst (læs: blive heteroseksuel).

Afskaffelse

I 2005 bliver emnet taget op i Folketinget for sjette gang. Men denne gang er det kendt allerede inden lovforslaget præsenteres, at det er muligt at afskaffe forbuddet med et lille flertal bestående af oppositionen og et fritstillet mindretal fra Venstres folketingsgruppe.

Den væsentlige ændring i forståelsen af lesbisk forældreskab kan spores til en ændring af forståelse af »den lesbiske«. Fra at være en farlig figur, som ikke kan varetage barnets tarv, er den lesbiske blevet en medborger, som har rettigheder.

JPEG - 166.7 kb
Når lesbiske italesættes som ansvarlige medborgere med rettigheder, der opfostrer sunde og raske børn, er der andre grupper, fx bøsser, der sorteres fra. Snarere end en udvidelse af den statslige anerkendelse kan man tale om, at tidligere ekskluderede samlivsformer transformeres ind i en genkendelig heteroseksuel ramme. Foto: Mia Joo Rosasco

Dette understreges af de folketingsmedlemmer, som støtter en afskaffelse af forbuddet, ved gentagne gange at kalde forbuddet diskriminerende. Endvidere afpolitiseres den (nye) lesbiske figur. Hun er ikke ude på at lave rav i den eller lave nye queer cyborgbørn.

Afpolitisering

Denne afpolitisering sker ved at gøre den lesbiske figur genkendelig i heteroseksuel forståelsesramme. Det er en helt bestemt lesbisk figur, der optræder i folketingsbehandlingerne: Den ansvarlige, bevidste, monogame lesbiske, som ønsker sig et barn og som kan frembringe »rigtigt gode og velfungerende børn«, som Karen Klint (S) formulerer det

Hermed assimileres homoseksualiteten ind i heteronormativiteten, mens andre former for seksualitet eller samlivsformer ekskluderes, som da Winther ekskluderer bøsser i indledningscitatet.

Winther kan skifte side i debatten, da der ikke tales om transgresserende lesbiske figurer. Det er derimod symbolsk heteroseksuelle lesbiske kvinder, der påtager sig heteronormative pligter, som girles på samme måde som heteroseksuelle kvinder (»kvinder er altså gode til børn«).

Hvor den heteroseksuelle familie og heteronormativiteten i 1996 blev brugt til at ekskludere de lesbiske, bliver den i 2006 brugt til at inkludere dem. Hvis lesbiske vil have adgang til kunstig befrugtning, må de garantere, at de er ligesom de heteroseksuelle.

Karen Klint (S) siger fx »Børn af enlige og lesbiske har vi hørt i dag trives utrolig godt ligesom alle andre børn...«. Jens Rohde (V) siger: »Hvor gerne vi end ville, er der ingen, der kan garantere børnene, at de kommer til at vokse op med en far og en mor«. De lesbiske skal altså imitere en heteroseksuel form. Dette understreges af, at den heteroseksuelle familieform ikke nævnes som en kategori for sig selv, men italesættes som »alle andre«.

Heteroseksualiteten udvides

Kampen for adgang til lægeassisteret kunstig befrugtning for lesbiske og enlige kvinder og nu kampen for retten til adoption bliver fremstillet som en kamp for ligestilling.

Men denne ligestilling forudsætter en bestemt præmis, nemlig at homoseksuelle er lige så gode som heteroseksuelle. Den heteroseksuelle organisering af samfundet gennem kernefamilien sættes aldrig til debat, men forbliver det domæne, som alle identiteter skal organiseres efter.

I første omgang ekskluderes bøssefamilier helt eksplicit af Winther. Kampen for ligestilling konstruerer dermed en god medborger, som er ansvarlig, monogam og bevidst og ekskluderer de grupper, som ikke lever op til eller slet ikke kan måles på disse heteronormative og borgerlige målestokke.

Det er en afpolitisering af de lesbiske mødre, som er ligesom alle »os andre« (det umarkerede, det heteroseksuelle), som flytter seksualiteten tilbage i den private sfære i samme bevægelse, som seksualiteten offentliggøres. Staten, eller mere korrekt lovgivningen, tillader lesbiske familier, som assimileres ind i den heteroseksuelle familiestrukturering og som opretholder en skelnen mellem privat og offentlig.

Legitimitet og eksklusion

For at kunne tildeles rettigheder må individerne kunne kategoriseres – således, at de bliver genkendelige i den politiske diskurs. De lesbiske, som tidligere transgresserede den heteronormative ramme i 1996, bliver i forhandlingerne i 2006 transformeret ind i den heteronormative diskurs. En transformation fra transgresserende queer til understøttende apolitisk symbolsk heteroseksuel.
Derfor bliver det muligt at forstå lesbisk forældreskab som en garant for »barnets tarv«, da de nu på samme måde som manden i 1996-forhandlingerne, er en garanti for den symbolske heteroseksuelle organisering.

Judith Butler skriver om den seksualpolitiske bevægelses kamp for ægteskabsrettigheder i essayet »Is kinship always already heterosexual?«:

»To demand and receive recognition according to norms that legitimate marriage and delegitimate forms of sexual alliance outside of marriage, or to norms that are articulated in a critical relation to marriage, is to displace the site of delegitimation from one part of the queer community to another or, rather, to transform a collective delegitimation into a selective one«.

Og det er netop denne flytning af illegitimitet, som er på færd. For at kunne tillade lesbiske og enlige kvinder at få adgang til lægeassisteret kunstig befrugtning, skal de grupper, som ikke kan tilpasses de heteronormative krav, sorteres fra. De første, der sorteres fra, er bøsseforældrene, som ikke kan varetage barnets tarv, idet de mangler en »kvindelig omsorg«.

Dette virker i bedste fald ironisk, eftersom det direkte modsiger argumentationen fra 1996 og da det i dag ser ud til, at bøsseforældre legaliseres. Men logikken er ikke ironisk. Der er tale om en inkludering og transformation af lesbisk forældreskab på bekostning af andre former for queer seksualiteter og identiteter. Individer med et mandligt kropstegn, så som bøsser, kan selvfølgelig ikke insemineres og derfor synes Winthers eksklusion af bøsseforældre unødvendig, da eksklusionen er selvfølgelig.

Men Winthers argument understreger pointen, at eksklusionen af andre identiteter er nødvendig, hvis en bestemt gruppe skal opnå rettigheden, om så eksklusionen kun er et signalpolitisk udsagn.

Fælder

Det, at bøsseforældre kategoriseres og italesættes, kan ses som et varsel på de aktuelle politiske forhandlinger om adoption og en yderligere udvidelse af det heteroseksuelle symbolske rum. Men det ville være en forkert konklusion at forstå denne udvidelse som en stadig større udvidelse af genkendelse og anerkendelse, da denne genkendelse og anerkendelse transformerer de subjekter, som legaliseres.

Kampen for homoseksuelles adgang til heteroseksuelle institutioner, såsom ægteskab og børnefamilier, er en nødvendig antihomofobisk kamp, men kampen indeholder fælder, som en progressiv position må erkende og navigere efter.

En kamp for statslig anerkendelse betyder, at de former for samliv, som kan transformeres til genkendelige lovlige former, kommer til at stå i et hegemonisk forhold til de former, der ikke kan transformeres, og som derfor vil blive ekskluderet fra den politiske og offentlige diskurs.

Lovliggørelsen skal derfor ikke ses som en udvikling hen imod en stadig større grad af inkludering, men som en transformation af de tidligere udelukkede positioner.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce