Annonce

15. april 2009 - 15:06

Amnesty: Irakisk ledelse ignorerer mord på homoer

Menneskeretsorganisationen Amnesty International har i en direkte henvendelse til den irakiske præsident Nouri al-Maliki krævet en »omgående og koordineret indsats« i forhold til de mange målrettede mord på homoseksuelle i Irak. Det skriver den britiske avis The Independent.

På få uger er mindst 25 homoseksuelle mænd og drenge blevet myrdet af dødspatruljer, som ifølge irakiske homo-grupper modtager taktisk støtte fra den irakiske regering.

Ifølge Amnesty ser mordene ud til at være udført af militser og pårørende til ofrene, efter kraftig opfordring fra religiøse ledere.

Ifølge The Independent har den forbedrede sikkerhedssituation i landet givet homoseksuelle mod på at optræde mere i det offentlige rum – selvom homoseksualitet kan give op til syv års fængsel i Irak – og det fik en række gejstlige til at kræve homoseksualitet udryddet i det irakiske samfund.

Regeringen beskyldes for medvirken

For tre uger siden blev ligene af fire unge mænd fundet i Sadr City, en forstad til Bagdad, der kontrolleres af den ultrakonservative Shi’ite milits. Ligene havde alle et en seddel hæftet på sig, hvorpå der stod »pervers«. To dage senere dukkede yderligere to lig op, og i den forbindelse udtalte en anonym embedsmand til nyhedsbureauet Reuters, at de var »seksuelle afvigere«, der var dræbt af deres familier for at genoprette familiens ære.

JPEG - 118.9 kb
Iraks præsident Nouri al-Maliki skal fordømme angreb på homoseksuelle, »offentligt, ubetinget og i stærkest mulige vendinger«, kræver Amnesty International.

Ifølge Ali Hili, der er talsmand for organisationen Iraqi LGBT, der holder til i London, er der rapporteret 63 mord på homoseksuelle i de seneste fire måneder. Og siden december, skulle politifolk fra det irakiske indenrigsministerium have gennemført en lang række razziaer og arrestationer, og – ifølge Ali Hili – endda nogle af mordene.

– De fleste af de folk, der bliver anholdt, findes efterfølgende døde med tegn på tortur og brændmærker. Vi mener, at den irakiske regering har erklæret krig mod landets homoseksuelle, siger Ali Hili til The Independent.

Amnesty: Maliki skal fordømme mordene

I brevet fra Amnesty til den irakiske præsident, protesterer organisationen over, at den irakiske regering hverken har fordømt mordene offentligt eller sat en seriøs undersøgelse i gang.

– Amnesty International opfordrer Nouri al-Maliki til at fordømme alle angreb på homoseksuelle, offentligt, ubetinget og i stærkest mulige vendinger, siger Niall Couper, der er talsmand for Amnesty til The Independent.

Iraqi LGBT har tidligere oplyst, at over 500 homoer er myrdet i Irak siden en religiøs kampagne for »seksuel udrensning« blev sat i gang i oktober 2005.

Ifølge FN’s Assistance Mission to Iraq (UNAMI), har især The Mahdi Army, der ledes af religiøs shialeder Muqtada al-Sadr, været involveret i kidnapning, tortur og henrettelser af lesbiske, bøsser, biseksuelle og transkønnede.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce