Hyldest til de døde bøsser

Forventningerne var skruet i vejret, da jeg forleden aften omsider fik bevæget mig hen i biografen for at se Milk. Den Oscar-belønnede fortælling om homorettighedsforkæmperen Harvey Milk, der tog turen fra skabet til udsprungen aktivist, og som opnåede et sæde i San Franciscos byråd i 1977.

Med en cocktail af lige dele regnbuefællesskab og uskyldsren tro på det parlamentariske demokratis evne til at rumme minoriteter regnede jeg med, at filmen ville appellere til min sentimentalitet på den helt rigtige måde. Harvey Milk er en martyr. Kun 10 måneder fik han i byrådet, så blev han myrdet af en anden politiker, den konservative familiefar Dan White.

Siden da har Milk været en mytisk figur i den amerikanske homobevægelses historie. Som skabt til at blive genoplivet på celluloid til minde om, at rettigheder ikke opnås uden kamp. Og at de kan mistes igen, så snart kampen dør ud.

Mænd nok?

Det var fedt at se en Hollywood-film, hvor to mænd kysser inden for de første fem minutter, uden at det i sig selv skulle gøres til et tema. I Milk er det ikke homoseksualiteten, der problematiseres, men derimod de heterosexistiske omgivelser og undertrykkelsen, der udpeges som fjenden. Et kæmpe fremskridt.

Så skidt med at bøssen bliver slået ihjel til sidst. Ligesom i Broke Back Mountain, den anden store Hollywood-bøssefilm af nyere dato. Og ligesom i talrige andre film om ikke-heteroseksuelle.

Men Milk er trods alt en biografisk film, og martyriet er en del af magien omkring hovedpersonen. Det var også fedt, at der endelig kom en film om USA’s første åbne homoseksuelle politiker.

Eller det vil sige næsten den første. For selv om filmen er blevet markedsført, som om Harvey Milk var den første, havde han strengt taget mindst fire åbne homoseksuelle forgængere i politik, heraf tre lesbiske.

Måske satte de ikke tilstrækkeligt med fingeraftryk på historien til at blive hovedpersoner i en film. Måske blev de ikke slået nok ihjel. Eller også var de ikke mænd nok?

Filmen fortæller historien om en mand omgivet af andre mænd, på nær en enkelt kvinde, der i filmen både personificerer kvindebevægelsen og den lesbiske bevægelse. De er helt overvejende hvide.

Synlighedskampen

Det paradoksale er, at den kamp, folk som Harvey Milk kæmpede, i høj grad handlede om synlighed for minoriteter:

»Som usynlige forbliver vi i et limbo – en myte, en person uden forældre, uden søskende, uden heterovenner, uden betydningsfulde job ...« skal han have sagt i en berømt tale i1978.

I dokumentarfilmen The times of Harvey Milk fra 1984 skildres det, hvordan det netop var som alliancernes mand, at Milk blev valgt til byrådet som et liberalt modsvar til datidens konservative kræfter og religiøse højrefløj.

Han stod ikke bare i spidsen for hvide bøsser, men indgik i en bred og næppe helt gnidningsfri koalition af minoritetsbevægelser, kvinder, arbejdere, sorte, kinesere, ældre og lesbiske i den på det tidspunkt befolkningsmæssigt meget sammensatte bydel omkring Castro.

En alliancetænkning, der blandt andet gav sig udslag i, at man arbejdede meget bevidst med synlighed i form af såkaldt »dobbelt repræsentation« på de politiske platforme.

Når der blev stemt dørklokker eller holdt møder, bestræbte man sig således på, at det aldrig var en mand alene, der repræsenterede bevægelsen.

Harmonisering

Man hugger en hæl og klipper en tå for at fortælle en god historie, det siger sig selv. Og jeg synes, filmen er både god og vigtig. Men den yderst traditionelle fortællemåde og stereotyperne, som præger Hollywood-film skurrer på en mærkelig måde i mod selve den historie, som bliver fortalt i Milk.

Fokus er på en individuel hvid mands liv og bedrifter snarere end på det politiske kollektiv, han indgik i. Som publikum får vi derfor fortællingen om en mand omgivet af beundrere, der arbejder for ham døgnet rundt.

Historien om en Harvey Milk, der ene mand formår at styre masserne, således at det pøbelagtige raseri over politibrutalitet og daglige ydmygelser forvandles til retfærdig harme og ledes ad det politiske systems mere legitime kanaler.

Synliggjort gennem en enkelt hvid mand får vi frem for alt serveret myten om en homoseksuel identitet i harmoni med sig selv på trods af bevægelsens flerkønnede og forskelligfarvede karakter.

Artiklen har tidligere været bragt som klumme i Information.