Annonce

19. marts 2009 - 17:34

Klimaaktivister i aktion

Den Lille Havfrue fik EU-dykkerbriller på, da aktivister fra Mellemfolkeligt Samvirke ville vise, hvordan »EU’s topledere lukker øjnene i stedet for at indfri deres klimagæld til de fattige lande, som rammes hårdt af klimaændringerne«,l som det hedder i en pressemeddelelse fra MS.

Aktionen fandt sted i anledning af et møde mellem EU’s statsministre den 19. og 20. marts, hvor EU’s position op til klimatopmødet i København i december skal fastlægges. Og ifølge MS risikerer klimatopmødet at blive en fiasko, hvis ikke EU sætter tal på deres forpligtelser over for verdens fattige.

– Den globale opvarmning kræver politisk handling nu. U-landene har ikke tid til at vente. Hidtil har de europæiske statsledere ikke vist lederskab på klimaområdet, siger Trine Pertou Mach, der er forkvinde i Mellemfolkeligt Samvirke.

JPEG - 84 kb
En aktivist fra MS giver Den Lille Havfrue EU-dykkerbriller på. Foto: Peter Bischoff.

Larm mod CO2-handel

Tirsdag den 17. marts var det knap 100 aktivister fra organisationen KlimaX, der var på gaden under parolen »Our Atmosphere is not your business«.

Demonstrationen var vendt mod konferencen »Carbon Market Insights«, hvor økonomiske tænkere og forretningsfolk ifølge klimaaktivisterne mødtes for at »planlægge privatisering af atmosfæren og sælge retten til at ødelægge den med CO2 til højestbydende«.

JPEG - 108.6 kb
Demonstranter fra KlimaX forstyrrer CO2-handlernes møde i Bella Center. Foto: Mark Knudsen/Monsun

»CO2-handel og andre markedsbaserede »løsninger« er falske, spekulatoriske og illegitime. De skal sikre, at regeringer og firmaer kan polere deres grønne image og se handlekraftige ud, mens vores samfund drives mod en klimakatastrofe«, skriver arrangørerne.

Demonstranterne tog metroen til Bella Center, hvor de larmede og bankede på ruderne, mens enkelte betjente så til. Aktionen vakte stor opsigt, og på et tidspunkt gik en af de delegerede fra konferencen ud og diskuterede demonstranterne. Efter godt en time tog demonstranterne tilbage til byen.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce