Med sproget som våben

»Mine forældre kæmpede imod magt/kampen flyder i mit blods skakt/åben dine øjne – se vi er mennesker/det eneste vi har at tabe er vores lænker.«

Ifølge de herskende kulturelle stereotyper udgør Babak Vakili noget nær en umulighed. Den 22-årige rapper er en ung mand med indvandrerbaggrund, der rapper om modstand, kapitalisme og statsvold.

– Jeg er vokset op på ydre Nørrebro og er mørk i huden. Derfor sætter mit udseende og min baggrund automatisk gang i en masse fordomme hos folk. Men når jeg rapper, og mine tekster oven i købet viser en form for samfundskritisk refleksion, tænker folk ofte »wow«, fordi det er sjældent at en rapper med indvandrerbaggrund laver politisk rap. Fordommene giver mig derfor mere opmærksomhed. Folk forundres, fortæller han til Modkraft.dk

Babak Vakilis forældre måtte flygte fra Iran, fordi de var en del af den revolutionære, venstreorienterede bevægelse. Selvom det er her hans samfundssyn stammer fra, føler han sig ikke politisk indoktrineret. Det er i højere grad hans uddannelse, der har sat særligt præg på hans rapkarriere.

Rapperen Babak Vakili optræder i forbindelse med en lærlinge-demonstration foran Undervisningsministeriet. Foto: Mark Knudsen/Monsun.

– Det er aldrig noget, jeg er blevet påduttet. Jeg skrev tekster i mange år, før jeg startede mit studie og lærte at sætte politiske holdninger ind i et større perspektiv, fortæller rapperen, der til dagligt læser statskundskab på Københavns Universitet.

Sproglig modmagt

»De ser mig som var jeg en stjerne/fordi jeg er indvandreren der rapper, men stadig har en hjerne.«

For Babak Vakili har det at være god til dansk gjort ham i stand til at forholde sig politisk til strukturelle forhold i samfundet. Han fortæller, at sproget først og fremmest har forbedret hans muligheder for at forstå omverdenen og fortælle andre, hvordan han selv har det. Dette har han forenet med de ting, han har læst på sit studie, og formuleret de samfundskritiske tekster, der placerer ham i hybriden mellem en tilpasset 2. generationsindvandrer og en utilpasset ung venstrefløjsaktivist.

– Sproget har rustet mig til at konfrontere fordomme og racisme. Hvis jeg til gengæld diskuterer politik på iransk, kommer jeg hurtigt i problemer, fordi jeg ikke er god til at formulere mig på det sprog. Jeg kender til frustrationen ved ikke at kunne sige, hvad man tænker. En frustration mange lader komme ud ad andre, mere fysiske, kanaler, siger han og forklarer, at ens sproglige evner hurtigt kan komme til kort, når man rapper:

– Det eneste det kræver er en mund og en hjerne. Men hvis du ikke kan et sprog særligt godt, bliver dine tekster ikke gode, og du kan ikke rime eller skrive linier, der har den nødvendige overvældende effekt. Hiphop er, ligesom alt andet kunst, godt, når det er uforudsigeligt, og dine evner som rapper afhænger af dine sprogkundskaber.

Hiphop er det sejeste...

»Har set de smukkeste mennesker gøre de grimeste ting/der er langt under deres værd – unge især/der står med ryggen imod solen – og kun ser skyggen af hvor smukke de er.«

Babak Vakili er sikker på, at undergrundsrapgrupper har en stor gennemslagskraft hos mange socialt belastede unge.

– Når der er koncert med de lokale rapgrupper i Mjølnerparken er det oftest for flere hundrede mennesker. På den måde er rapmusik en unik kanal til mange af de her unge mennesker.

Og rap kan give den same form for anerkendelse, som vold og kriminalitet kan gøre det, siger han og vedkender, at han selv har en rolle at spille:

– På den måde har jeg og andre rappere et ansvar. Hvis man kun rapper om pistoler og vold, vil man højst sandsynligt få år efter se sin lillebror rende rundt med en pistol. De forguder rapperne i miljøet, fordi hiphop er det sejeste, der er. Problemet er, at dem, småbrødrene også ser op til, skyder med våben og overfalder folk. Men det forhold har man en mulighed for at gå ind og ændre via rap.

Han husker selv en episode for et par måneder siden til en koncert i Sjælør, som er et godt eksempel på, hvordan mønstrene ofte er.

– Til arrangementer med mange unge fra belastede områder er det nærmest rutine, at der mellem koncerterne opstår tumult eller slåskampe, hvor de unge skal markere sig selv og spille smart overfor pigerne og hinanden. Jeg kender det til hudløshed, for jeg har selv været en del af det da jeg var yngre. Men i Sjælør var der en, der i stedet for at gribe ud efter en anden, greb mikrofonen og begyndte at lave human beatbox, hvorefter der hoppede en anden op og begyndte at rappe. De markerede sig selv og viste andre, at de var »the shit« på en anden måde. De fik ligeså meget respekt, hvis ikke mere, fra de andre unge, som derfor også selv skulle prøve.

...det er politik ikke

I modætning til mange af de unge, der deltog i kampen for et nyt ungdomshus, anses det ikke for særligt sejt at have en politisk, venstreorienteret, bevidsthed hos de unge i mange indvandrerkredse. Og Babak Vakili tror ikke, at der findes en spirende politisk eller kulturel bevægelse under overfladen her.

– Alle de her frustrerede unge har så meget energi og mange ting de vil ud med. Hvis det kunne omsættes til politisk aktivisme, ville vi have revolution i morgen. Men der er intet grundlag for en alliance mellem nogle af de her indvandrerkredse og den aktivistiske venstrefløj f.eks. Selvom nogle af disse grupperinger måske har været på gaden sammen under nogle af gaza-demonstrationerne har det været ud fra forskellige dagsordener, siger han og uddyber

– Venstefløjsaktivisterne har fundet sammen, fordi de er fælles om en sag. Men mange af de unge fra indvandrerkredsene er sammen, fordi de er blevet ført sammen rent geografisk – de er vokset op sammen i f.eks. Mjølnerparken. Men man kan håbe på, at det i sidste ende kan være med til at åbne op for en potentiel politisk bevidsthed og stillingtagen.

Citaterne er taget fra Babak Vakilis nyeste EP »Når alt kommer til alt«.