Annonce

16. marts 2009 - 17:21

Professor: Markedet løser ikke klimaproblemerne

– Det er sandsynligvis først ved en stigning på over to grader celsius, at vi vil opleve massiv migration fra den fattige del af verden mod os i den rige del af verden. Pludseligt vil »deres« problem blive »vores« problem, lyder forudsigelsen fra Joni Seager, professor i geografi ved Hunter College i Canada.

På en videnskabelig klimakonference i Bella Centret i sidste uge var en af de seks hovedkonklusioner, at en temperaturstigning på mere end to grader vil blive meget svær at klare for dagens samfund og samtidig øge mængden af klimaforstyrrelser resten af dette århundrede.

Men på en konference om forbindelsen mellem klima og køn på Københavns Universitet i weekenden udtrykte Joni Seager skepsis overfor målsætningen om en maksimal stigning på to grader, og kritiserede den for at være et resultat af en mandsdomineret markedsanalyse, hvor klimaforandringer fremstilles som en global markedsmulighed med vindere og tabere.

Hendes begrundelse var, at klimaforandringer sandsynligvis først vil få fatale konsekvenser i den rige del af verden ved en temperaturstigning på over to grader, mens taberne vil være det globale og fattige syd, der allerede nu, ved den nuværende stigning på 0,7 grader, kan mærke konsekvenserne af et varmere klima.

JPEG - 158.1 kb
»En analyse af klimaforandringerne ud fra feministiske principper vil afsløre, at det globale marked i øjeblikket er ved at sælge vores planets skæbne til højestbydende«, siger feministen Joni Seager, der er professor i geografi. Foto: Peter Schwarz-Nielsen/Monsun

Maskulin markedslogik

Klimaproblemer er ifølge Joni Seager blevet reduceret til det, hun betegnede som et maskulint, globalt spil om komparative fordele og markedsrisici. Handel med CO2-kvoter, sagde hun, er det tydeligste eksempel på denne markedslogik. Hun kritiserede bl.a. den toneangivende klimaøkonom Nicholas Stern, som talte ved den videnskabelige klimakonference i sidste uge, for at anskue klimaproblemerne ud fra et synspunkt om, hvilke løsninger der bedst kan betale sig for rige lande og store firmaer.

Joni Seager efterlyste derfor radikalt anderledes analyser af konsekvenserne ved klimaforandringerne og de mulige løsninger på problemet:

– Kvinder har ofte en anden opfattelse af, hvem der er vindere og tabere. En analyse af klimaforandringerne ud fra feministiske principper vil afsløre, at det globale marked i øjeblikket er ved at sælge vores planets skæbne til højestbydende, sagde hun.

Civil ulydighed et vigtigt middel

Med henblik på FN’s klimakonference i København til december forklarede Joni Seager til Modkraft.dk, at der skal skabes et meget større pres, både inden- og udenfor de mure, der vil omgive beslutningstagerne. Udover lobbyvirksomhed til fordel for klimaet, fremhævede hun nødvendigheden af folkelig protest og aktivisme i form af civil ulydighed.

– Enhver social bevægelse som vi beundrer, som for eksempel den afrikansk-amerikanske borgerrettighedsbevægelse eller bevægelsen mod apartheid, har altid arbejdet med en kombination af politisk pres indefra og udefra. Civile ulydighedsaktioner er et vigtigt middel til i endnu højere grad at få sat klimaforandringerne på den politiske dagsorden, siger hun til Modkraft.dk.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce