Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
10. april 2009 - 13:14

Kommentar: Bekvem anger

Blandt forårets film er den israelske instruktør Ari Folmans animerede krigsfilm »Waltz with Bashir«. Anmeldere har prist filmen, dens tema, dens udførelse, dens stemning, historie osv. Og det er der bestemt også grund til; filmen er flot, stemningen er fantastisk, temaet er vigtigt og historien er medrivende.

Og så er der ikke mere at vente sig af en film, skulle man tro.

For i ét perspektiv er det selvfølgelig nok, at en film er smukt lavet eller fotograferet, eller tager et alment tema under behandling. I et andet, muligvis relativt håbløst, perspektiv kan man vurdere film og anden kunst, som bidrag til en kritisk offentlighed. En offentlighed, hvor publikum konfronteres med historier, eller rettere historie, og pålægges at revidere forestillinger om fjenders væsen og egen moralsk fortræffelighed.

Og nu, da det er blevet slået fast, af Oscar-komiteen, af mig og i en så godt som enig presse, at filmen kunstnerisk set er i alt fald udmærket, så er det umagen værd at skrive i det alternative perspektiv. Om ikke for andet, så fordi det mangler.

Mellem erindring og fortrængning

I filmen møder vi Ari Folman, der ud over at være filmens instruktør er også er dens hovedperson. Da en ven og tidligere soldaterkammerat fortæller ham om et tilbagevendende mareridt, hvori han forfølges af glubske hunde.


Det viser sig, at vennen, da han i sin tid gjorde tjeneste i hæren under invasionen i libanon i 1982, led under det for en soldat uheldige handicap ikke at kunne skyde på mennesker. Derfor var det ham, der blev sat til at likvidere hundene i de arabiske landsbyer, for at disse ikke skulle vække de menneskelige indbyggere. Og derfor hjemsøgte hundene ham så mange år efter.

Ari derimod er ikke hjemsøgt. Han levet et fredsommelige liv i den kreative klasse og er omgivet af progressivt anlagte mennesker som han selv. Og han behøver ret beset ikke huske fortiden, for nutiden er ikke at kimse ad, og det vil fremtiden sikkert også vise sig at være.

Men efter at være blevet præsenteret for historien om den menneskekærlige hundemorder går det pludselig op for Ari, at han ikke selv kan huske ret meget fra tiden med kammeraterne i Libanon under invasionen. Så i forsøget på at huske det, som han havde glemt, opsøger Ari én efter én sine gamle soldaterkammerater, og får gennem deres erindringer stykket sin egen sammen.

Dette rekonstruktionsarbejde er fremdriften i filmen. Undervejs får man gennem kammeraternes beretninger fortalt om krigen og dens gru, men det viser sig, at det er en bestemt begivenhed, der har presset sig på som særligt fortrængningsværdig for Ari, nemlig hans egen og kollegernes rolle i massakrerne i flygtningelejrene Sabra og Shatila i september 1982.

Efter at Bashir Gemayel, kristen millitsleder og nyvalgt præsident for Libanon var blevet slået ihjel af en bombe, gik kristne falangister med israelsk accept ind i de to lejre og myrdede løs i flere dage. Udenfor holdt israelske soldater vagt, og himlen over lejrene var oplyst af israelske lysbomber, så morderne ikke behøvede at holde pause om natten.

Undladelsessynder

Det var med andre ord ikke det Ari og hans kammerater havde gjort, som Ari havde glemt og fortrængt, men hvad de ikke havde gjort. De var ikke direkte implicerede i mordene, de var blot en del af den hær, som havde tilladt morderne at udøve deres gerning, og deres væsentligste bidrag var at sørge for, at morderne havde lys at arbejde ved.

De »affyrede bare lysbomber«, som psykologvennen siger til Ari efter at have foreslået den teori, at fortrængningen indirekte havde med Holocaust at gøre; at lejrene som de israelske soldater havde bevogtet, i Aris 1982-bevidsthed ubevidst var blevet et billede på »andre lejre«, og derfor var så ubærlig, at de måtte fortrænges.

Det er hampre sager, må man indrømme, for en israelsk instruktør overhovedet at antyde et genremæssigt fællesskab mellem Israels rolle i massakren og Holocaust, hvortil vejen var brolagt med lydighed og folk, der »bare« så på eller »bare« skiftede sporene, så togene kørte de rigtige steder hen.

Et andet sted i filmen optræder en anden Holocaust-henvisning. Ari noterer sig, at synet af de overlevende fra massakren mindede ham om et kendt fotografi fra jødeforfølgelserne i Europa (samme fotografi, som Politikens tegner Per Marguard Otzen brugte som forlæg for en tegning, der kommenterede Israels fremfærd i Gaza i december 2008 – januar 2009. Se i øvrigt min artikel »Antisemitisk Rovdrift?« på Kontradoxa).

I det hele taget er der i filmen meget, som mange vil se som en heftig kritik af Israel, og af israelske ledere. Heller ikke Sharon går ram forbi. Han måtte som bekendt gå af som forsvarsminister efter at en undersøgelseskommission havde udpeget ham som ansvarlig for de israelske soldaters lidet flatterende rolle i massakren.

En modig film?

Mange vil se filmen som en modig film, der – ikke mindst ovenpå de israelske excesser i Gaza, og højredrejningen af Israelsk politik efter valget i februar – taler imod israelske politikeres og vælgeres krigsbegejstring.

Den kan også udlægges som et eksempel på, at Israel trods den popularitet, som typer som Avigdor Lieberman og Netanyahu nyder, faktisk findes en kritisk offentlighed, der er parat til at revidere nationens historie. Og jo, sådan kan man se den.

Selvfølgelig findes der intern kritik i Israel, og der er kritikere, der går hårdt til værks overfor det nationalt fortrængte, med det som den israelske offentlighed har glemt, fordi det er svært og ubehageligt at huske på.

Men hvor Ari i filmen rejser tilbage det, som er sværest for ham som individuel soldat, er den del af den israelske kritiske offentlighed, der ligger til venstre i den politiske mainstream, utilbøjelig til at huske det, som sætter de største spørgsmålstegn ved centrale komponenter i den israelske selvforståelse. Og den utilbøjelighed rokker filmen ikke ved.


Som film går den ikke så langt, som filmens Ari går som person. Den bevæger sig indenfor rammerne af, hvad der i Israel bliver betragtet som god tone, og snarere end at rette sin kritiske brod mod det, som er allermest kritisabelt, fungerer den inddirekte som en styrkelse af den ideologi, der har allermest behov for at blive kritiseret.

Bekvem anger

Det gør den, paradoksalt nok, i kraft af at være en god film. Dens tema behandles ordentligt, nemlig spørgsmålet om, hvad krige gør ved de (som regel unge) mennesker, der deltager i dem.

Det er et universelt tema, og dens behandling af det lægger sig fint i forlængelse af de bedre amerikanske film, der tager Vietnam-krigen under behandling, fx Coppolas »Dommedag Nu«, og Kubricks »Full Metal Jacket«.

Men ganske som i disse film undgår den fermt at beskæftige sig særlig meget med fjenderne eller deres motiver, for at være fjender.

Fjenderne bliver en slags tilbehør i terapien, og der er aldrig langt til den slutning, at det nærmest er deres skyld, at filmenes introspektivt anlagte protagonister må se sig selv forrået, og ukendelige for den bevidsthed, der ikke er i krig:

Krig er noget skidt, for den installerer en kynisme og en vilje til at acceptere grusomhed, der er umenneskelig. Men det er samtidig den abstrakte krig – krigen – der gør det muligt for filmen at undslippe det konkrete.

I »Waltz With Bashir« er ofrene for den israelske invasion af Libanon således ikke de tyve tusinde civile ofre for israelske bombardementer af det tætpakkede Beirut - eller andre af de uskyldige, der døde under Israels »Peace for Galilee«, som feltoget euphemistisk kaldtes af Israels ledere.

Filmens palæstinensiske ofre er før noget andet ofre for libanesiske falangister og først i anden række for israelsk politik og uvilje mod at gribe ind overfor de mordere, som Israel havde allieret sig med.

Ganske vist kan man sige, at passiv accept af forbrydelser ikke er bedre aktiv deltagelse i dem, men det er uden tvivl nemmere at komme overens med at have kigget på end med at have taget del.

Vi er bedre end det!

Analog til Folmans selv-terapi kan man betragte filmen som en slags terapi for det israelske samfund og for den israelske politiske kultur.

Terapiens formål kan betragtes som en psykologisk eksorcisme, der kan uddrive de dæmoner, der hjemsøger den del af den israelske venstrefløj, der ligger i mainstream. Og dæmonen er altså de israelske politikeres passive accept af falangisternes myrderier i Sabra og Shatila.

Men det er en dæmon, det er let for for den israelske hovedstrøms venstrefløj at uddrive, for de dæmonbesatte er i denne venstrefløjs først og fremmest politikere på højrefløjen, Begin og Sharon f.eks.

»Det var de andre«, kan den socialliberalt sindede zionist sige og tænke - og beklage at det er de andre, der skamferer israelske værdier. »Vi er bedre end det«, kan de sige, og afsværge alt andet end zionismen og deres israelske identitet.

Og så kan de liberalt sindede zionister bekvemt glemme den rolle, som arbejderzionismen har spillet i fordrivelsen af trekvart million palæstinensere i midten af det tyvende århundrede; de kan bekvemt glemme den rolle, som labour-helten og nobelprismodtageren Rabin spillede i den brutale krig mod palæstinenserne i de besatte områder under den første Intifada; Og de kan bekvemt glemme Ehud Baraks og Shimon Peres rolle i legitimeringen og eksekveringen af den nyligt overståede massakre mod menneskene i Gaza.

Og vi andre kan, hvis filmen får det som den vil, huske Israel som et land med en problematisk bagage, men med modige intellektuelle, der tør stille de svære spørgsmål og rive piedestalerne ned under de nationale koryfæer. Alt imens den grundlæggende ideologiske infrastruktur bliver stående med fundamenter for nye piedestaler, som nye og gamle militarististiske og små-fascistoide koryfæer kan blive stillet op på, mens progressive israelere græmmer sig over, at der bliver kastet smuds på israelske værdier.

Og det er den grundlæggende ideologiske infrastruktuktur, som »Waltz with Bashir« hjælper til med at vedligeholde og bekræfte for Israel selv og for resten af verden.

Den israelske historiker Ilan Pappe har om forskellen på den liberale og højreorienterede zionisme sagt, at hvor den sidstes strategi i forhold til palæstinenserne ofte har været præget af drakoniske forslag om fordrivelse og den slags, har den førstes (strategi) været at kede verden og verdenspressen ihjel med små massakrer og fordrivelser, der i den verdensoffentlige opmærksomheds korte rækkevidde ikke bliver lagt mærke til som det, den er, en strategi.

I »Waltz with Bashir« har kedsomheden fået en underholdende og æstetisk følgesvend, og skønt den sikkert ikke er tænkt som et bidrag til strategiens vedligeholdelse, så virker den sådan.

Lars Ploug er ph.d-studerende og sidder i redaktionen af bladet Palæstina-orientering, hvor artiklen også har været bragt.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce