Flexicurity under afvikling?

Den danske flexicurity-strategi har igennem en årrække været udråbt som en succeshistorie. Den har været til inspiration for forskere, politikere og organisationsfolk, som ønskede at fremvise overfor omverdenen, hvor gnidningsløst den korporativistiske model virker i et dynamisk velfærdssamfund med både vækst og social stabilitet.

Men alt tyder på, at strategien er ved at være passé takket være en aktiv indsats fra VK-regeringen og Dansk Folkeparti – samt et passivt socialdemokrati og en lammet fagbevægelse.

Spørgsmålet er, om strategien kan overleve lavkonjunktur, faldende oliepriser og dermed faldende indtægter til den danske stat, faldende boligpriser og det, der efterhånden er en alvorlig recession i dansk økonomi.

Korporativismen har medvirket til, at fagbevægelsen, arbejdsgivere og staten gennem et historisk kompromis tilsyneladende ved fastholdelsen af flexicurity har skabt et velordnet system for konfliktløsning, og dermed har modellen medvirket til, at dansk erhvervsliv har haft en konkurrencefordel.

Set i dette perspektiv har det virket som om alle parter kun havde fordele af denne, i en global kontekst, temmelig unikke reguleringsstrategi af arbejdsmarkedet.

Arbejdsgiverne fik fleksibel arbejdskraft, der var opkvalificeret gennem det fintmaskede net af statslige arbejdsmarkedsuddannelser. Arbejdskraften var ydermere nem at ansætte og afskedige efter behov.

Lønmodtagerne fik adgang til kompetenceudvikling i arbejdsløshedsperioder og økonomisk sikring, og gennem den høje organisationsprocent en styrke til, gennem de kollektive overenskomster, at sikre sig – efter international målestok – rimelige løn- og arbejdsforhold.

Staten fik et erhvervsliv, der havde dynamikken og ikke mindst fleksibiliteten til at skabe yderligere komparative fordele i den internationale konkurrence. Det var den socialdemokratiske klassesamarbejdsmodel par excellence. Hvor den korporativistiske stat udgjorde det fundament, der muliggjorde, at flexicurity har været et reelt alternativ til mere rigide former for regulering af arbejdsmarkedet.

Strategien sikrede også, at arbejdstagerne ikke følte den utryghed omkring tab af arbejde, som man kender i mange andre lande. Dermed var et samfund med plads til alle skabt, selvom de mange på førtidspension og kontanthjælp med rette kunne føle sig hægtet af.

Officiel udgave

Regeringens, og dermed den officielle version af hvad flexicurity-strategien egentlig går ud på, kan eksempelvis læses på beskæftigelsesministeriets hjemmeside.

Her står der, at »flexicurity er et udtryk, der bruges til at beskrive det særlige danske mix af fleksibilitet (flexibility) på arbejdsmarkedet, kombineret med social sikkerhed (security) og en aktiv arbejdsmarkedspolitik med rettigheder og pligter for de ledige. Ordet er altså en sammentrækning af de engelske ord for fleksibilitet og sikkerhed. Denne ’gyldne trekant’ af fleksibilitet, sikkerhed og aktiv arbejdsmarkedspolitik fungerer som en slags uskreven kontrakt mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter. ’Flexicurity’-strategien virker kun med alle tre parters accept«.

Men der er en række strukturelle forandringer, der har medført, at den særegne type regulering snart kan begraves.

For det første er den korporativistiske model under afvikling, og man kan iagttage hvorledes velfærdsstaten er blevet transformeret til en konkurrencestat, hvis entydige kendetegn er et skift fra tryghed og social sammenhængskraft, baseret på kollektive rettigheder og social sikkerhed, til en langt mere individbetonet socialhjælp.

Transformationen indebærer altså, at de kollektive rettigheder erstattes af individbetonede pligter, hvor den enkelte på klassisk liberalistisk vis skal påtvinges eget ansvar for deltagelse i den overordnede samfundsmæssige opgave, der handler om at fremme vækst og øge hensynet til det private erhvervslivs behov.

Den korporativistiske model, hvor lige dele fagbevægelse, arbejdsgivere og stat forhandler sig frem til et kompromis, er på vej til at blive erstattet af en styrket front af arbejdsgivere og stat mod en markant svækket fagbevægelse.

Hidtil har betingelsen været, at Danmark ubestrideligt har haft en af de højeste organisationsprocenter i verden. Dette billede er vendt med ophævelsen af eksklusivretten og de sidste fire EU-domme, som alvorligt har svækket konfliktretten. Generelt set er fagbevægelsen alvorligt svækket – ikke kun på grund af konsekvenserne af EU-dommene, men også på grund af konkurrence fra de gule fagforeninger.

LO opgav f.eks. at få regeringen til at rejse spørgsmålet om konfliktretten på EU-topmødet i december i erkendelse af, at EFS (EU’s LO) havde opgivet at få konfliktretten fastsat juridisk bindende i Lissabontraktaten.

Især i den private sektor taber organisationer med kollektive overenskomster medlemmer, mens organisationer, der ikke dækker eller kun dækker få af deres medlemmer med kollektive aftaler, vinder. Hermed svækkes den danske aftalemodel, ifølge LO’s baggrundsanalyse.

For det andet – og i snæver sammenhæng med ovenstående – er det sociale sikkerhedsnet i den grad blevet strammet eller direkte nedskåret under den borgerlige regering.

Listen er lang, ikke mindst i forhold til dem, der ligger yderst marginaliseret, det vil sige de ca. 700.000 personer, der er afhængige af statslige overførselsindkomster (heraf førtidspension (236.000), dagpenge, efterløn (143.000), starthjælp, sygedagpenge (86.000) og kontant- og fattigdomshjælp).

Fagbevægelsen svigter denne gruppe, der befinder sig udenfor arbejdsmarkedet, men selvfølgelig har også regering og arbejdsgivere reelt opgivet at få dem i arbejde, men stiller ikke desto mindre stigende krav om uindfrielig aktivering som målrettet symbolpolitik, der i realiteten er regulær forfølgelse.

Her spiller det etniske kort også ind, idet der samlet sker en sub-proletarisering af mennesker af anden etnisk herkomst end dansk. Pointen er, at forringelserne rammer de svageste, uanset om det kaldes sociale reformer, arbejdsmarkedsreformer eller skattereformer m.v.

Flexicuritystrategien har ganske enkelt ikke omfattet denne store gruppe af mennesker, og den korporativistiske model har ganske enkelt ikke fungeret i forhold til at finde en løsning.

For det tredje drejer det sig om den hidtil statsligt garanterede opgradering og omskoling af arbejdsløse – nye, midlertidige – faglærte og ufaglærte, hvor den nys gennemførte arbejdsmarkedsreform fra regeringens og Dansk Folkepartis side har medført en »decentralisering« af »indsatsen« fra stat til kommuner.

En yderligere erodering af flexicurity-strategien henimod en offentlig sektor, der ikke længere er gearet til at beskytte arbejderklassen eller give den gode vilkår, men snarere har et mantra om, at alle skal arbejde til de dør – øge produktiviteten – og dem, der ikke kan være med, må ryge i svinget.

Der er blevet strammet i adgangen til efterløn, arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge, kontanthjælp og førtidspension. Fleksjob og skånejob er redskaber til at få personer med begrænset arbejdsevne ud på arbejdsmarkedet. Staten kræver aktivering af sine borgere.

Efter østblokken og Kinas overgang til kapitalistiske produktionsforhold var der ikke længere nogen ideologisk modvægt til kapitalismen, og dermed ikke noget behov for, at kapitalismen skulle kunne legitimere sig gennem fremvisning af velfærdstater i de skandinaviske lande, som et bevis for kapitalismens overlegenhed i sikring af velfærd for alle.

Globaliseringens mantra – med kampen mod islam som afledningsmanøvre – har været brugt af regeringen til at erodere danskernes kollektive rettigheder, hvilket i sidste instans kan få alvorligere konsekvenser for demokratiet og den meget omtalte sammenhængskraft, der skulle være det kit, der giver plads til, at de svage såvel som de stærke kan agere både politisk, økonomisk og kulturelt i samfundet under nogenlunde tålelige betingelser.

Socialdemokratisk medansvar

Det mangesidige angreb på velfærdsmodellen kommer ikke kun fra regeringen og dens støtteparti, men har i mange tilfælde nydt stadig opbakning fra Socialdemokraterne.

Faktisk startede nogle af de vigtigste arbejdsmarkedsreformer under Nyrups regeringsperioder. Eksempelvis var aktiveringsreformen første skridt i retning af en afvikling af flexicuritystrategien.

Hele problematikken omkring forbuddet mod eksklusivaftaler og EU-dommene, der begrænser konfliktretten og åbner en ladeport for udenlandske firmaers ageren på det danske arbejdsmarked med forringede B-overenskomster og horrible sikkerhedsforhold som resultat, er et andet punkt, hvor Socialdemokraterne er passive af frygt for at styrke EU-modstanden.

Laval-loven, som forhandledes i folketinget med LO’s medvirken, kommer aldrig til at sikre reel dansk suverænitet i forhold til kommende EU-domme.

På arbejdspladserne har arbejdsgiverne forsøgt et ideologisk korstog med amerikansk/japansk-inspirerede LEAN-managementmodeller, i et forsøg på at få medarbejderne knyttet så tæt til ledelsens dagsorden, at de i loyalitet overfor firmaets mål satte deres egne krav i anden række.

Den traditionelle fagforeningsbevidsthed skulle inddæmmes, og kollektive beslutninger i produktionsteams underlægges ledelsens overvågning og kontrol. LEAN and mean management og dens tvilling new public management har været gennemtvunget henholdsvis indenfor den private og den offentlige sektor, hvor sidstnævnte har været implementeret efter devisen: »Hvis vi ikke kan få den offentlige sektor privatiseret, kan vi i det mindste forandre den til vedhæng og støttepartner til at øge profitterne i den private sektor«.

De arbejdsløse skal piskes i aktivering i stedet for at få meningsfuld efteruddannelse i et uddannelsessystem, som er skåret til benet og druknet i bureaukratisk kontrol. Samtidig skærpes kravene til overhovedet at kunne være i dagpengesystemet, og presset på afkortning af dagpengeperioden stiger.

Denne kortsigtede prioritering vil blive yderligere forværret, når det enstrengede jobanvisningssystem træder i kraft og de økonomisk hårdt trængte kommuner overtager opgaven.

Regeringens overordnede mål er ikke i første omgang at fremme minimalstaten, men alle dele af det offentlige skal målstyres og markedsgøres, og man bruger gerne masser af kræfter og skattekroner på denne markedsgørelse for at sikre, at vejen er banet for en gnidningsløs overgang til udlicitering og dermed et arbejdsliv under det private erhvervslivs krav om profit.

Overenskomstkonflikterne i foråret 2008 var et eksempel på, hvordan regeringen tog den danske model som gidsel for en meningsløs kamp.

Parolen fra Anders Fogh var, at den danske model skulle respekteres. Det kunne han så sige med slet skjult skadefryd. Han havde fjernet regionernes og kommunernes reelle forhandlingskompetence, da de ikke længere havde indflydelse på deres økonomiske rammer og kun kunne flytte rundt på småbeløb.

Statsministeren fik også hurtigt lukket munden på de politikere inden for egne rækker, der havde talt om mærkbare lønløft til de offentligt ansatte. Tilbage stod fagforeningerne med udsigten til en langvarig konflikt og tømte strejkekasser, mens regeringen kunne glæde sig over øgede markedsandele til privathospitalerne.

Enstenget beskæftigelsesindsats

Den samme taktik ligger bag den såkaldt enstrengede beskæftigelsesindsats. Kommunerne, der får ansvaret for indsatsen, bliver skydeskive, når de statsligt fastsatte økonomiske rammer viser sig helt utilstrækkelige til at løfte opgaven i den kommende krise. De arbejdsløse kan løbe sig trætte i forsøget på at få et politisk ansvar placeret.

Helt i tråd med regeringens foragt for flexicurity-strategien bliver sådan en grundlæggende ændring af systemet aftalt uden om arbejdsmarkedets parter i en snæver forligskreds i forbindelse med en finanslov.

Man vil se betingelserne for arbejdsløse blive lige så vilkårlige og underlagt det samme nedskæringstyranni, som på andre kommunale områder. Perspektivet er, at arbejdsløshedskassernes funktion og dermed fagforeningernes direkte kontrol med området på sigt skal overføres til de kommunale jobcentre, og der samtidig skal arbejdes frem mod en yderligere udlicitering af området.

Set i et komparativt og internationalt perspektiv har flexicurity-strategien fungeret godt og været en fordel for alle involverede parter. Men den har været afhængig af et tæt samspil mellem enhedsfagbevægelsen og et stærkt Socialdemokrati.

Spørgsmålet i den nære fremtid er, om flexicurity-strategien er et overstået kapitel i Danmarkshistorien, eller om Socialdemokraterne sammen med fagbevægelsen og venstrefløjen er i stand til at generobre dagsordenen.

Det forekommer, at strategien ikke bare er i krise, men vrider sig i de sidste krampetrækninger – men det vil fremtiden vise.

Jens Voldby Crumlin er metalarbejder og Johannes Dragsbæk Schmidt er lektor i udviklingstudier på Aalborg Universitet.

Artiklen har i en forkortet udgave tidligere været bragt i dagbladet Nordjyske den 16. februar.