FARC’s udvikling fra selvforsvarsgrupper til væbnet oprør

Den colombianske oprørsgruppe FARC’s udvikling og væbnede kamp udspringer historisk af fredelige bondebevægelser, som med vold fra statens og dødspatruljers side blev forhindret i at bruge legale, demokratiske aktionsformer. FARC – Colombias Revolutionære Væbnede Styrker - var indtil 2002 var anerkendt som en legitim folkelig oprørsbevægelse af de fleste europæiske ledere. Når betegnelsen ’terrorist’ er heftet på FARC, så skyldtes dette ikke forandring i FARC’s politik og praksis, men med et diktat fra præsident Bush i »krigen mod terror«.

Forhistorien

I 1949 blev den populære præsidentkandidat, Jorge Eliécer Gaitán, myrdet i hovedstaden Bogota. Det førte til masseoprør over hele landet, der fortsatte ind i 1950’erne. De to store rivaliserende partier, de Liberale og de Konservative, kæmpede i årevis om magten ved at organisere bønder og bysamfund til kamp for interesserne for oligarkiets forskellige fraktioner.

»La violencia« eller volden varede mere end et årti og førte til 50.000 til 200.000 døde. Volden sluttede først, da de rivaliserende oligarkiske partier [oligarki betyder fåmandsvælde, red.] underskrev en pagt om på skift at dele magten i en fælles opposition til ethvert venstrefløj-alternativ, herunder fagforeninger og selvorganiserede bondesamfund.

Pressefoto fra den danske dokumentarfilm om FARC Guerilla Girl. Foto: Frank Piasecki Poulsen.

Der var stor folkelig modstand, især blandt oprørske liberale bondesamfund, mod denne pagt, som fornægtede et afgivet løfte om en jordreform, og som styrkede godsejernes kontrol med landområderne gennem barske militære krigstogter.

FARC’s dannelse: Fra ikke voldelig selvforsvar til guerilla-kamp

I de sene 1950’ere og tidligere 1960’ere begyndte øde bondesamfund at samles til forvar for deres gårde mod røvere og bevæbnede plyndringsbander, der var opstået under La Violenca og som forsøgte at røve og overfalde de isolerede bondegårde.

Der dukkede lokale ledere op, som organiserede deres samfund til værn mod volden og som fremmede et økonomiske samarbejde og selvforsvar. Manuel Marulanda – en legendarisk guerilla leder fra FARC – var en af de tidlige bondeledere, som arbejdede i det bjergrige landområde Marquetalia.

Da rygtet om Marulanda-gruppens succes spredte sig, blev der dannet flere grupper. De sluttede sig sammen og udgjorde en bevægelse af autonome grupper, der forsvarede sig mod tyvebander og godsejernes væbnede grupperinger.

Den colombianske stat forberedte en omfattende militær operation for at ødelægge det, de kaldte d »røde republikker«. Med fuld støtte fra USA-administrationens anti-opgørspolitik, den såkaldte »Plan Laso«, og under rådgivning fra Pentagons nyligt dannede »Grønne Baretter«, invaderede over 10.000 colombianske soldater Marquetalia området.

Bønderne, der var advaret om det forestående angreb, gjorde modstand og trak sig tilbage og undslap den militære udryddelseskampagne. Hele familier, sammen med deres dyr fra gårdene og anført at deres lokale bondeledere, flygtede dybt ind i junglerne og bjergene.

I 1964 holdt bønderne et åbent offentligt møde, hvor de besluttede at danne en permanent folkehær, som skulle forsvare dem mod statens militær og godsejernes private hære.

I 1965 holdt FARC sin første kongres. Bevægelsens program opfordrede til stop for den statslige vold, fordeling af jorden til bøderne og respekt for de demokratiske rettigheder. Fra begyndelsen af var FARC en politisk-social bevægelse såvel som en guerillabevægelse under opbygning.

De allerfleste medlemmer var bønder, som var oprørte over militærets og godsejernes massakrer på og fordrivelse af bønderne for at tilegne sig endnu mere jord til deres kæmpestore godser.

FARC ekspanderer: Fra regional til national bevægelse

Fra midten af 1960’erne til slutningen af 1970’erne voksede FARC i takt med bevægelsens evne til at kæmpe imod det colombianske militærs udøvelse af USAs doktrin om at »opsøge og ødelægge«, som var blevet anvendt af USA i Vietnam med henblik på udslettelse af hele landsbyer, som husede guerilla sympatisører.

Stillet over for tyveri af jord og dyrehold, ødelæggelse af høsten, overfald på venner og familiemedlemmer havde bønderne i realiteten tre muligheder: Flygte længere ud på landet, flygte til slum i byerne eller slutte sig til guerillahæren.

At slutte sig til FARC var et rationelt valg både ud fra et materielt, symbolsk og følelsesmæssigt perspektiv. FARC lovede at vinde jorden tilbage og forbedre bøndernes levestandard. FARC forsvarede bønderne og straffede de lovløse elementer, der dræbte, voldtog, torturerede og røvede deres familier, venner og naboer. FARC skabte »ligevægt« mellem en bonde, der var bevæbnet med henblik på selvforsvar, og en undertrykkende soldat eller lejesoldat.

Slagpladsen var på landet – og kamplinerne løb langs klasselinjer: På den ene side bønder, jordløse landarbejdere, familier, der var revet op med rode, oprindelige folk (indianere) og afro-colombianere og skolelærere. Og på den anden side godsejere, rige købmænd, de private hære, lejesoldater, den politiske elite og militæret.

Militæret rådede over de mest moderne våben og overvågningsteknologier, mens guerillaerne rådede over et voksende netværk af støtter i landsbyerne baseret på familierelationer såvel som klasse- og fællesskabs relationer.

Den sociale bevægelse, der sympatiserede med FARC voksede hurtigt hen over store landområder og skaffede føde, logistik, efterretning, kendskab til de fjerne områders geografi – og var rede til at støtte en lille guerillastyrke, der var konfronteret med den colombianske hær og dens USA-rådgivere.

Militæret og staten svarede igen med stadig hårdere repression og drev hundredtusinder til byernes slum.

I midten af 1980’erne – lidt over to årtier efter sin dannelse - udgjorde FARC den »reelle regering« i næsten en tredjedel af landområderne, og de forestod: forsvar, sygesikring, sikkerhed, retsvæsen, progressiv skat og opdeling af de store landområder i mindre enheder.

Frøene til et dobbelt magtsystem var sået og udfordrede det valgsystem, der blev kontrolleret af de to rivaliserende oligarkiske politiske partier, som angiveligt blev finansieret af narkohandel og banker, som hvidvaskede milliarder af narko-dollars hvert år.

Fredsforhandlinger, valgsucces og »blodig udrensning« 1984-1990

Efter valget af præsident Belesario Betancourt, der lovede fred, åbne valg og våbenhvileaftale med FARC, indledte oprørsbevægelsen forhandlinger om våbenhvile og så frem til at deltage i parlamentariske valg.

FARC deltog i dannelsen af et nyt politisk parti, Den Patriotiske Union (Unión Patriótica, UP) der var en bred koalition af fagforeninger, bondebevægelser og menneskeretsorganisationer, samlet omkring det mål at sætte en stopper for det autoritære to-parti system, der havde udstødt så mange og militariseret og terroriseret landområderne.

UP samlede hundredtusinder af mennesker til offentlige møder og fik stor opbakning fra befolkningen, der var trætte af de seneste års vold. UP lancerede en præsidentkampagne, der havde potentiale til at vinde nationens højeste embede.

For at modvirke en sådan valgsucces til UP, indledte Reagan-regeringen, Pentagon, de colombianske oligarker og militæret en systematisk kampagne med paramilitær vold, mord på to præsidentkandidater fra UP og mord på et stort antal nyligt valgte kongres-medlemmer.

Til sidst blev i tusindvis af UP-aktivister dræbt, og de, der overlevede, drog i eksil, tilsluttede sig oprøret eller forlod politik af frygt for at miste livet og deres familier liv.

I 1980 rettede den nyvalgte colombiansk præsident et militært angreb på Casa Verde (Det grønne hus), som var hovedkvarter for FARC, og gjorde dermed en ende på »den demokratiske åbning«, der havde været i gang.

En bølge af væbnede oprør 1990-1999

Op igennem 1990’erne udvidede FARC sin indflydelsessfære til mere end en tredjedel af landet, herunder tilstedeværelse i de større byers slumkvarterer og en effektiv politisk kontrol i hundredvis af landkommuner samt kontrol med de store landeveje og vandveje, der førte til de store byer og kystcentrene.

Colombianske militærlejre mindre end 50 km fra hovedstaden Bogota blev angrebet, og det nyvalgte Pastrana-regime blev stillet over for to muligheder: Søge tilbage til fredsforhandlinger som tilrådet af de europæiske socialdemokratiske regeringer eller udvide den militære offensiv som tilrådet af USA’s regering under præsident Bill Clinton.

Pastrana valgte begge muligheder: en kortvarig taktisk bevægelse i retning af fredsforhandlinger, som blev støttet af europæerne, fulgt af strategiske militære optrapninger, som var indeholdt i fælles USA-colombianske forslag, »Plan Colombia« – et militært hjælpeprogram på tre milliarder dollar, der havde til formål at fordoble de colombianske væbnede styrker og understøtte ca. 30.000 medlemmer af de paramilitære dødspatruljer med henblik på at »vinde landområderne tilbage«.

Våbenhvile II: 1999-2002

FARC og Pastrana regimet enedes om at genoptage fredsforhandlingerne i en demilitariseret zone, hvor ledere, rådgivere, journalister og talspersoner fra begge sider kunne mødes og arbejde med en fredsdagsorden.

FARC insisterede på et demokratiseringsprogram, et socialt program, der omfordelte jorden, og et økonomisk program med nationalt ejerskab til strategiske sektorer. Regeringen krævede afvæbning af oprørsbevægelsen som betingelse for forhandling, tilbød at »gen-integrere« oprørslederne i valgsystemet og lovede at debattere økonomiske strategier.

FARC minder regeringen om de tidligere fatale erfaringer for de »ubevæbnede« valgaktivister op gennem 1980’erne. Bevægelsens ledere afviste selvsuppleringen i valgprocesserne, som ofrede de fattiges sociale interesser til fordel for indtægtsgivende stillinger til nogle få oprørsledere.

I de to år forhandlingerne varede, fungerede den demilitariserede zone som Colombias eneste erfaring med fri og åben politik. Fri for statsterrorisme, åben for offentlig debat, forslag fra akademikere og andre grupper om økonomiske reformer, fjernelse af korruption osv. Højtstående europæiske ledere inviterede FARC til Europa for at »lære om europæisk socialt demokrati«.

Under pres fra det Hvide Hus, afsluttede dets »kunder« i det colombianske militær og oligarkiet fredsprocessen. Pastrana-regimet lancerede overraskelsesangreb på guerillaens ledelse.

Der er flere forklaringer på fredsaftalernes sammenbrud.

Plan Colombia begyndte at virke. De militære ledere fra USA og Colombia var overbeviste om, at de med de mange milliarder af dollars i ryggen til våben og udvidelse af hæren ville kunne svække FARC og underminere forhandlingerne.

Med Plan Colombia og præsident George W. Bush som USA’s ny præsident og Alvaro Uribe som Colombias præsident blev en terrorkrig lanceret imod Colombia under dæknavnet »krigen mod terror«.

Statsterrorisme og Bush-Uribe offensiven 2003-2009

Mindre end et år efter »fredsforhandlingernes« sammenbrud sluttede EU sig til USA’s terrorstempling af FARC.

Den grumme ironi er, at umiddelbart før EU’s terrorstempling af FARC brugte præsident Uribe de tre milliarder i militærhjælp fra USA og hundredvis af USA militære rådgivere til at lancere et af de mest grusomme og blodige angreb i landets ellers blodige historie på colombianske landområder.

Fra 2003 til 2006 blev over to millioner bønder tvunget til at forlade deres gårde og landsbyer. Senere bevidnede paramilitære ledere, der repræsenterede 30.000 lejesoldater, at de havde indgået i et tæt arbejdsfællesskab med ledende colombianske militærfolk og medlemmer af Uribes regering.

Drabene på de mange FARC-sympatisører skulle tjene som advarsel. USA helikoptere og fly bombede landsbyer, hvor man havde mistanke om, at guerillaer holdt til.

FARC måtte omorganisere sig og trak sig tilbage til højlandsjunglen.

Uribe nægtede – med fuld opbakning fra Bush-regeringen – ethvert forslag fra FARC om forhandling om fangeudveksling med Røde Kors som mellemforhandler.

FARC havde under den første fredsproces ensidigt løsladt 300 fanger for at vise sin velvilje og løslod senere andre grupper af fanger. Men svaret fra militæret var fortsatte drab på FARC-ledere og kadrer.

I 2009 – trods regimets påstande om FARC’s nederlag og snarlige opløsning - er FARC intakt og indstillet på dialog og forhandlinger. Uribes forsøg på at sikre sig fortsat genvalg er blevet forkastet af kongressen – på trods af hans formelle flertal her.

Med afslutningen af Bush-æraen og et nyt flertal i USAs Kongres stilles der i stigende grad spørgsmålstegn ved den »kødelige forbindelse« mellem Washington og Colombias »dødspatrulje demokrati«.

En krig mellem klasser

FARC blev dannet med udgangspunkt i fredelige, lokale bevægelser som med vold blev forhindret i at bruge legale, demokratiske politiske aktionsformer. Forandringen fra en social bevægelse til en væbnet folkelig oprørsbevægelse var et svar på konkrete omstændigheder: selvforsvar over for statens og de paramilitære gruppers vold.

Indtil 2002 blev FARC af de fleste europæiske ledere anerkendt som en legitim folkelig oprørsbevægelse, og betegnelsen »terrorist« blev ikke hæftet på FARC på grund af en ændret FARC-politik, men snarere som resultat af et diktat fra præsident Bush baseret på den nu miskrediterede ideologiske »krig mod terror«.

FARC har i hele sin historie udvist alle de træk som karakteriserer et folkeligt oprør med en demokratisk dagsorden:

FARC har to gange i sin historie accepteret fredsforhandlinger, FARC har deltaget i parlamentariske valg, FARC har i videst muligt omfang deltaget i dialog med politiske og civile samfundsgrupper, nationalt såvel som internationalt, FARC har løsladt politiske fanger i flere omgange.

I de tilfælde, hvor der fra oprørsbevægelsens side er brugt vold for at skræmme civile, er dette i vidt omfang et resultat af den langvarige, regeringssponsorerede paramilitære og militære brændte jords politik.

Sandheden er, at det store flertal af ofre for det colombianske militærs angreb er fattige bønder, arbejdsløse unge i byerne og fagforeningsaktivister – hvoraf nogle måske var FARC-støtter eller sympatisører. Men det store flertal var ikke medlemmer.

De havde blot det tilfælles med FARC, at de troede på et politisk demokrati uden dødspatruljer og militær undertrykkelse og et økonomisk demokrati hvor man delte rigdommene og havde faglige rettigheder.

Det massemediernes forsvar for Bush’ »krige mod terror« og det colombianske regime nægter at anerkende er, at konflikten ikke er en konflikt mellem demokrater og terrorister, men en klassekrig mellem på den ene side et brutalt oligarki støttet af USA og på den anden side colombianske bønder og arbejdere.

På oligarkiets side befinder sig godsejerne, bankerne, de multinationale selskaber og deres militær - og på den anden side millioner af bønder, der er blevet gjort jordløse, flygtninge fra statsterror, millioner af fagforeningsaktivister, menneskeretsadvokater, offentligt ansatte, sundhedsarbejdere og lærere og arbejdsløse i byerne.

Det herskende oligarki i Colombia har søgt at beskytte sine privilegier og sine bånd til imperialismen ved at ødelægge sine klassemodstandere. Det store flertal af ofrene for statsterror i Colombia ikke er bevæbnede oprørere, men folkelige aktivister og civile, der er engageret i ikke-voldelig klassekamp.

James Petras er professor emeritus ved State University of New York, Binghamton, USA. Petras blev i 1968 internationalt kendt, da han skrev bogen: Reform or Revolution: Politics and Social Structure in Latin America.

James Petras har skrevet artiklen om FARC som indlæg i debatten op til den danske Højesteretssag i forhold til t-shirt firmaet Fighters+Lovers, der finder sted den 5. og 6 marts 2009. Aktivisterne er anklaget for »at støtte terror« - pga. deres materielle støtte til FARC- og PFLP-projekter.

Artiklen er oversat og redigeret af Irene Clausen.