Annonce

4. marts 2009 - 11:53

73.300 nye bosætterfamilier på vej på Vestbredden

Israels regering har planer om at opføre 73.300 nye bosætterhjem på den besatte Vestbred.

Det skriver den israelske ngo og fredsgruppe Gush Shalom (Fred Nu) i en ny rapport, som blev offentliggjort mandag den 2. marts.

Det vil ifølge Gush Shalom betyde en hundrede procents forøgelse i det samlede antal israelske bosættelser.

Regeringen har givet tilladelse til, at 15.000 bosætterhuse bliver opført, og godkendelser af yderligere 58.000 huse skal allerede ligge på skrivebordet.

Rapporten bliver modtaget med glæde af den yderste højrefløj i Israel.

– Vi vil gøre alt, hvad der er muligt for at realisere de planer, som er beskrevet af Gush Shalom. Jeg forventer, at med guds hjælp, så vil alt dette ske inden for de næste få år, og der vil kun være én stat her, siger Yaakov Katz, medlem af det israelske parlament, Knesset, for partiet National Union ifølge avisen Haaretz.

Ifølge Gush Shalom-rapporten skal 5.722 bosætter-bygninger bygges i Østjerusalem, og 9.000 huse er allerede blevet opført.

Israels boligministerium siger, at »rapporten er en storm i glas vand«.

Læs mere i dagbladet Arbejderen

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce