Behandling? 20.000 kroner, tak.
Sådan kan beskeden komme til at lyde til midtjyske par, der ønsker hjælp til at blive befrugtet med barn nummer to på regionens offentlige hospitaler.
Politikerne i Region Midtjylland har sendt et brev til Folketinget og regeringen, hvor de beder politikerne om at ændre loven om kunstig befrugtning, så offentlige fertilitetsklinikker kan modtage betaling for deres behandling.
Det vil være første gang, at offentlige hospitaler opkræver brugerbetaling.
– Vi vil ligestille par til kunstig befrugtning, så alle mod betaling kan få udført behandling til andet barn på hospitalerne, uanset om de har overskydende æg fra første behandling, siger regionsformand Bent Hansen (S), til Dagens Medicin.
I dag kan par kun få kunstig befrugtning til barn nummer to, hvis de har overskydende æg i hospitalets fryser fra den første behandling.
Det sender hvert år flere hundrede par videre til private klinikker, hvor de kan købe sig til en ny befrugtning for omkring 20.000 kroner.
Det er den behandling, de midtjyske politikere gerne vil kunne konkurrere med, til priser, der svarer til, hvad de private forlanger.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96