I en video optaget den 24. februar dokumenteres det, hvordan israelske snigskytter skyder til måls efter palæstinensiske bønder, der sammen med internationale fredsvagter plukker bønner på en mark omkring 300 meter fra den såkaldt »grønne linje«, der markerer grænsen mellem Gaza og den israelsk oprettede sikkerhedszone.
Mens bønderne og »de internationale« arbejder fuldt synligt for de israelske soldater, der patruljerer grænsen, hvisler kuglerne pludselig omkring dem på få centimeters afstand.
– Bønderne var for størstedelens vedkommende ældre mænd og kvinder sammen med deres sønner. Der var mange bønder spredt over et større område. Vi havde kun været på marken i omkring fem minutter, før de israelske styrker begyndte at skyde, fortæller den canadiske fredsvagt Eva Bartlett på organisationen International Solidarity Movements hjemmeside.
Se videooptagelse af beskydningen
På trods af skyderierne er de fleste af bønderne tvunget til at vende tilbage til marken og arbejde.
– Jeg har to børn. Jeg bliver nødt til at vende tilbage til min mark i dag. Det her er vores liv, hvad kan vi gøre, spørger bonden Mohammad Abu Jela fra byen Khoza’a.
Ifølge International Solidarity Movement (ISM) er fire palæstinensiske bønder blevet skudt af israelske soldater siden den 18. januar, mens de har arbejdet på deres marker op til 700 meter fra den grønne linje. To er blevet dræbt, mens to andre er blevet ramt i foden og benet.
Samme dag som videoen er optaget, blev en palæstinensisk teenage-pige ifølge ISM skudt af israelske soldater 70 meter fra sit hjem i Khoza’a.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96