Irans studenter gør oprør

»Finanskrise eller dommedag« hedder overskriften på det nyeste blogindlæg på Mohammads blog, skrevet lige inden han blev arresteret den 11. februar. Det er efterretningstjenesten, der for anden gang bryder ind i hans lejlighed i det centrale Teheran, og bortfører den spinkle socialist på 25 år. Siden har han kun fået lov til kort at ringe hjem én gang for at sige, at han har det godt, og at han sidder i det berygtede Evin-fængsel i udkanten af Teheran.

Umiddelbart inden anholdelsen havde hans far fået en telefonisk advarsel: »Hvis ikke du får din søn til at stoppe med at skrive artikler, så brænder vi jeres hus ned«, lød det fra den betjent, der også tidligere har stået for afhøringerne af Mohammad, og som personligt mødte op, da han atter skulle anholdes.

For 13 måneder siden blev han og otte af hans kammerater også anholdt hjemme hos Mohammad. De ni sad dengang i møde for at lægge en strategi, der skulle skabe opmærksomhed om de cirka 40 andre kammerater, som en måned forinden var blevet anholdt. Regimet arresterede sidste år de mere end 50 studerende for at undgå en planlagt demonstration på Teherans universitet.

Revolutionens børn kæmper som opposition

Mohammad har siden sin løsladelse for 10 måneder siden passet sine studier på Teherans Universitet, dog har han i sin fritid fortsat sin aktivisme igennem skriverier af artikler. Sidst sad Mohammad indespærret i næsten tre måneder med en langvarig isolationsfængsling, kun afbrudt af afhøringer og tortur. Mohammads forældre lagde dengang det, der svarer til ca. 400.000 danske kroner i kaution for, at han kunne komme ham ud.

Mohammad Poorabdollah, kemiingeniørstuderende på Teherans Universitet, er endnu en gang arresteret af den iranske efterretningstjeneste for sine studenterpolitiske aktiviteter vendt mod regimet. Privatfoto

De penge vil de få tilbage, når Mohammad kommer for en dommer, men hans retssag er blevet aflyst, da han igen er indespærret. Siden sidste gang han blev løsladt, har hans afhører fra fængslet ofte ringet til ham, afhørt ham telefonisk og har flere gange truet ham og til sidst altså også hans familie.

Heller ikke i denne omgang er Mohammad den eneste studerende, der er blevet anholdt: Regimet har nemlig igangsat endnu en bølge af anholdelser af studerende aktivister.

– 15 af vores kammerater er fængslede, og vi har lige hørt om et par stykker mere, der angiveligt skulle være forsvundet. Vi er bekymrede for deres helbred og sikkerhed. For tredive år siden kaldte regimet oppositionen for landsforræderisk, terroristisk og kontrarevolutionært, men i dag er det os, revolutionens egne børn, der kæmper som opposition, siger Sara over Skype på internettet.

Sara er feminist og kunststuderende på Shiraz Universitet, og hendes veninde Sahar Yazdani er også iblandt de anholdte.

– Hun er alene blevet anholdt, fordi hendes mand er iblandt de 15 anholdte, og fordi hun har udtalt sig til forskellige medier.

Sara rykker lidt på sit webcam og kigger så direkte ind i linsen:

– Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke er bange, for det er jeg. Regimet kan godt stoppe mig ved at anholde mig og også stoppe andre på samme måde, men det gør kun studenterbevægelsen stærkere i længden, siger hun og tænder en cigaret.

– Vi kræver frihed, lighed, demokrati og vores menneskerettigheder, og jeg er overbevist om, at retfærdigheden og friheden nok skal komme en dag, men prisen for de ting er åbenbart meget høj.

Kokken er måske agent

– Vi har været vidne til langt flere anholdelser af studenteraktivister i forhold til tidligere år. Det religiøse råd på universitetet, der officielt skal agere som moralsk vagtværn overfor de studerendes udseende og opførsel, og selv køkkenpersonalet, er nogle gange en del af de efterretninger, der skal overvåge studenteraktivismen, siger Babak på 25 år, der er ingeniørstuderende og liberal studenteraktivist ved Teherans Universitet.

Babak viser via webcam de nyhedsbreve, som han selv har været med til at lave sammen med andre studerende, og fortsætter:

– Vi delte dem ud på universitetet, men de er nu alle blevet forbudt, og siden Ahmadinejad (Irans præsident, red.) er kommet til, har de fleste af universitetets aktivister fået meget mere modstand, mange foreninger er blevet lukket, og i januar blev det landsdækkende sekretariat for de officielle studenterråd på universiteterne af myndighederne erklæret for ulovlig.

Babak tænder endnu en lampe på sit værelse. Han viser en liste med navne på studenteraktivister, der enten er blevet advaret, truet eller som er blevet smidt ud af universitetet uden nærmere forklaringer. Siden Ahmadinejad kom til som præsident i 2005 er undertrykkelsen i samfundet blevet større, end den var under reformisterne. Alligevel forekommer der oftere demonstrationer på universiteterne, og disse har ikke været begrænset til hovedstaden Teheran. Mange større provinsbyer har derfor de seneste par år været præget af uroligheder på byernes universiteter. Babak understreger, at studenterbevægelsen ikke er en homogen gruppe:

– Bevægelsen i dag er politisk mangfoldig og består af forskellige grupperinger; socialistiske studerende, kurdiske og tyrkiske føderalister, liberale, demokrati- og menneskerettighedssøgende aktivister, forskellige feministiske retninger og uafhængige studenteraktivister.

Sidstnævnte arbejder blandt andet for mere sammenhold iblandt grupperingerne.

Universitetet lever

Politisk utilfredshed i Iran ulmer under overfladen efter 30 års præstestyre, og det er især den unge generation, der konstant udfordrer regimet. Dette kommer til udtryk på universiteterne, hvor Ahmadinejad har vist sig at være den mest upopulære præsident i en iransk postrevolutionær sammenhæng. Babak griner, imens han sender et link til youtube via live-chat og fortæller så:

– Jeg har igen lige set de opløftende youtube-klip af studenterprotester fra byen Shiraz, hvor studerende for et par måneder siden talte meget hånende og hadefuldt om Ahmadinejads politik. Derudover var der en studerende, som under et møde på samme universitet med Larijani (talsmand for parlamentet, red.), går op på talerstolen og fortæller Larijani, at han ingen spørgsmål har til ham, da han er formand for et parlament, som han anser for ulovligt, og som han derfor ikke anerkender. Men han vil dog gerne fastslå, at han oprigtigt hader Ahmadinejad og hans politik.

Den energiske studenterbevægelse gik for alvor på gaden første gang i 1999 i Teheran, og har siden været den mest livlige politiske opposition i Iran.

– Tilbage i 1999 var reaktionen på demonstrationerne meget voldsomme og religiøse militser slog på demonstranterne. Militserne smed endda nogle studerende ud fra universitetsbygningerne, imens politiet var fraværende, og én studerende blev dræbt, siger Babak, der selv gik på gymnasium dengang.

Han var kun 17 år, men han husker tydeligt, at præsident Khatami var blevet valgt to år forinden med løfter om netop at demokratisere samfundet igennem reformer.

– Jeg husker håbet for fremtiden, der summede alle vegne, men som smuldrede igen og efterlod os dybt skuffede. Regimet ville ikke tillade demokratisering af lovgivningen, selvom ca. 70 pct. af stemmerne i to omgange tilkom Khatami, fortæller Babak, imens han viser billeder fra forskellige demonstrationer fra dengang, og fortsætter:

– Præcist derfor har jeg personligt heller ingen illusioner om, at Khatami, hvis han bliver valgt til sommer, kan komme til at ændre på noget som helst.

Babak og Sara er ikke studenteraktivisternes rigtige navne. Personerne er anonymiseret på grund af frygt for repressalier.