Colombia: Drab på stikkere er reaktion på dusør-politik

Blodige begivenheder i den colombianske delstat Nariño har bragt guerillabevægelsen FARC tilbage i mediernes søgelys. En gruppe Awá-indianere er blevet dræbt af guerillaer, men er der tale om en legitim likvidering af stikkere eller er det et terror-angreb mod den indianske befolkning? Modkraft.dk har talt med den colombianske menneskerettighedsforkæmper Román Mejía, der har indgående kendskab til forholdene i Nariño.

Román Mejía er dansk gift og har arbejdet som vicedirektør for Den Permanente Menneskerettighedskomité i Nariño. Komitéen med den spansksprogede forkortelse CPDH er Colombias ældste organisation for menneskerettigheder, og den har opbygget et landsdækkende netværk, der forsvarer civilbefolkningens rettigheder i det borgerkrigshærgede land.

Hvad er det, der foregår i Awá-befolkningens område?

– De seneste ugers tragiske begivenheder har været undervejs i lang tid. Regeringshæren udlover dusører for oplysninger om, hvordan man kan komme på skudhold af højtstående FARC-medlemmer, og det har guerillaen nu reageret på, siger Román Mejía.

Den, der samarbejder med fjenden, bliver behandlet som en fjende, fortæller menneskerettighedsforkæmperen Román Mejía fra Colombia. Foto: Mark Knudsen/Monsun

– FARC-guerillaer har dræbt en gruppe Awá-indianere, og ingen kender endnu det nøjagtige antal. Men denne aktion er blot én enkelt ud af en række krigshandlinger og mord, der i øjeblikket foregår i området. Mediedækningen – både i Colombia og internationalt – har været helt ude af proportioner, fordi man kun har fokuseret på FARC’s angreb og ikke på konteksten.

Hvad er konteksten?

– Der er tale om et område, hvor oprørsbevægelserne FARC og ELN kæmper mod regeringshæren og paramilitære styrker, og alle parter har stået bag overgreb på Awá-indianerne. Awá-befolkningen har traditionelt søgt at holde sig udenfor konflikten, men det er ikke længere muligt, fordi regeringshæren har en politik om at hverve informanter blandt de ekstremt fattige indianere.

– Lige nu hersker en kaotisk og rædselsfuld situation i området. I de seneste dage er flere landarbejdere blevet skudt ned af hæren, der angiveligt forvekslede dem med guerillaer. Sortklædte maskerede personer torturerede og myrdede en mand foran øjnene af hans egen familie, mens de beskyldte ham for at tilhøre ELN-guerillaen. Der er en stribe af den slags uopklarede hændelser, og lokalbefolkningen er på flugt.

Propagandakrigen raser

Hvad skyldes mediernes skæve dækning?

– At der foregår en propagandakrig, hvor den objektive information om menneskerettigheder bliver manipuleret og misbrugt som et våben i krigen. De colombianske medier bringer stort set kun regeringens version af begivenhederne. Hvis et indiansk samfund beklager sig over FARC, er det straks en international nyhed.

– At Awá-folket i lang tid har beklaget sig over regeringshæren og højrefløjens paramilitære grupper er derimod ikke blevet omtalt. Og de helt grundlæggende problemer i området, nemlig at 90 procent lever i håbløs fattigdom, uden el og rent vand, bliver fuldstændig forbigået i mediernes dækning.

Regeringshæren siger, at FARC dræbte Awá-indianerne for at overtage coca-marker. Er det en sandsynlig forklaring?

– Nej. FARC dyrker ikke coca, og indianernes coca-marker er i sig selv stort set værdiløse. Indianernes coca-dyrkning skaffer dem kun lige akkurat penge til at holde sulten fra døren. Bag coca-problemet gemmer der sig andre årsager til at området er blevet en konfliktzone. Der er multinationale selskaber, der har interesser i at lokalbefolkningen bliver fordrevet fra strategisk vigtige jordområder.

– Det gælder både mineselskaber og selskaber involveret i at anlægge en ny transportvej mellem Stillehavet og Atlanterhavet. Også i andre dele af Colombia er der eksempler på forbindelser mellem multinationale selskaber og paramilitære, der har ført til fordrivelser af civilebefolkningen.

Dusør-politik rammer civile

FARC siger, at de dræbte indianere var stikkere. Er det en legitim forklaring?

– Likvideringerne viser de forfærdelige konsekvenser, det har, når konfliktens parter inddrager civile. Efter min mening har guerillaerne et moralsk ansvar for at have angrebet indianere fra en af Nariños mest sårbare grupper – men det reelle ansvar er regeringens, som med sin dusør-politik inddrager civile i krigen. De civile betaler med deres liv for regeringens politik.

Skal informanter regnes som civile eller som militærfolk?

– De er civile, men når de accepterer at samarbejde med én af krigens parter og de modtager penge for at videregive information af militær betydning, så bryder de med deres rolle som civile. Neutralitet bør fungere som beskyttelse for civilbefolkningen. Ulykkeligvis bliver der i krigen ikke taget hensyn til de fine nuancer. Den, der samarbejder med fjenden, bliver behandlet som en fjende. Det gælder for begge parter.