Værdikampens tredje dimension

Værdikampen har flere dimensioner. Den ene er kulturel og handler om religion, moral og menneskerettigheder. I mere højtidelige stunder også om demokrati, viden og ligestilling. Denne kulturelle del af værdikampen fylder i dag store dele af det politiske billede og identificeres bredt med værdikampen i det hele taget, hvilket afspejler regeringen og Dansk Folkepartis monumentale dominans i dansk politik.

I december 2008 var den nye kulturminister Carina Christensen så klodset at aflyse værdikampen, hvilket straks udløste en skarp reaktion fra Dansk Folkeparti. Statsministeren blev hevet i folketingssalen og måtte stå skoleret overfor Søren Krarup.

Resultatet udeblev ikke.

Fogh forsikrede, at værdikampen er permanent og nævnte som konkrete sejre folkeskoletest, kulturkanon og stramninger på udlændingeområdet. Han fremhævede også kampen mod kulturradikalisme og kollektivisme som eksempler på vedvarende kampe, der er lige så vigtige i dag som ved systemskiftet i 2001.

Men Fogh markerede også en klar grænse. Værdikampen er kulturel, ikke økonomisk. Topskatten har ifølge Fogh ikke noget med værdikampen at gøre. Det er skatteteknik.

Kultur er kamp. Skat er teknik. Hermed reduceres værdikampen til den kulturelle dimension. Men værdikampen er også økonomisk.

Værdi er et centralt økonomisk begreb og kampfelt. Hvad er værdi? Hvem skaber de samfundsmæssige værdier? Hvordan skal den samfundsmæssige værdiproduktion organiseres og fordeles?

Disse spørgsmål er stort set forsvundet fra den videnskabelige og politiske debat. I det omfang de overhovedet tematiseres sker det ikke som led i værdikampen, men som et fordelingsspørgsmål, der hører til i en anden afdeling.

Der er sket en fundamental forskydning i den politiske diskurs, der har afgørende konsekvenser for venstrefløjen.

Værdikampen reduceres

Forskydningen vedrører ikke mindst de to økonomiske dimensioner af værdikampen. Alle dimensioner er politiske, men hvor den ene er kulturel, er den anden økonomisk og fordelingsmæssig og den tredje økonomisk og filosofisk.

Den anden dimension er primært talmæssig og handler om fordelingen mellem løn og profit, graden af økonomisk lighed og fordelingen mellem den private og den offentlige sektor.

Den tredje dimension er også økonomisk, men mere vidtspændende og dybdegående, da den vedrører sprog og fortællinger, samt filosofiske og videnskabsteoretiske forståelser. Her tematiseres grundlæggende spørgsmål omkring værdi, produktion og organisering, der ikke kan sættes talværdi på.

Det er i denne dimension at den økonomiske diskurs etableres gennem en kamp mellem fundamentalt forskellige økonomiske paradigmer.

Historisk set er der sket en forskydning og reduktion af værdikampen, idet den kulturelle dimension er blevet fremherskende på bekostning af de to økonomiske dimensioner. Der er både sket en kulturalisering af værdikampen i et hele taget og en reduktion af den økonomiske værdikamp, idet den reduceres til den anden dimension, der samtidig bliver foldet sammen.

Værdikampen presses af banen af en ekspanderende økonomisk konsensus.

Socialdemokratiets udvikling er et godt eksempel. I efterkrigstiden var den økonomiske værdikamp afgørende. Det handlede om at støtte fagbevægelsens kamp for højere løn og bedre velfærd på bekostning af profitten og mere generelt om at skabe større økonomisk lighed i samfundet. Samtidig voksede den offentlige sektor hurtigere end den private sektor, sådan at det offentlige forbrug voksede kraftigt som andel af samfundsøkonomien.

Den anden dimension af værdikampen var central. Men den kulturelle dimension var også afgørende gennem eksempelvis udbredelse af demokrati og arbejderkultur - og gennem folkebiblioteker, folkeskoler og kulturpolitik. Økonomisk omfordeling spillede sammen med »kulturradikalisme«.

Til gengæld blev den tredje dimension af værdikampen nedtonet. Marxismen blev marginaliseret.

I 1990’erne blev værdikampens tredje dimension lukket næsten helt ned i Socialdemokratiet, idet også venstrekeynesianske elementer forsvandt. Samtidig blev fordelingskampen neddroslet eller slet og ret vendt på hovedet.

Lønandelen af den samlede produktion stagnerede på et niveau, der lå under niveauet i 1970’erne. Uligheden begyndte at stige, der blev privatiseret og udliciteret som aldrig før, og som en af de sidste handlinger inden den nuværende regering overtog magten, støbte Socialdemokraterne en økonomisk 2010-plan, der skulle reducere realvæksten i det offentlige forbrug til 0,5 % om året, hvilket i realiteten betød favorisering af vækst i den private sektor.

På det kulturelle område var vi vidner til en lignende udvikling. Kollektivisme og »kulturradikalisme« blev gemt af vejen og i vidt omfang erstattet af individualisme og højrepopulisme. Både på det økonomiske og det kulturelle område banede Socialdemokratiet altså vejen for den nye regering i 2001.

I 2005 blev Helle Thorning-Schmidt ny leder og op til valget i november 2007 forsøgte partiet at fremmane et fundamentalt valg mellem velfærd og skattelettelser. Dette er et fordelingsspørgsmål, der er placeret i værdikampens anden dimension, men med et omfang på omkring 10 mia. kr. om året var der tale om mindre end 1 procent af den samlede økonomi.

På alle de andre områder i den økonomiske og kulturelle værdikamp lå Socialdemokraterne også meget tæt på regeringen. Socialdemokraternes værdikamp var således reduceret til et stort opreklameret spørgsmål om et par håndfulde milliarder.

Socialdemokraterne 2.0

De seneste års udvikling i SF er et andet eksempel på reduktionen og sammenfoldningen af den økonomiske værdikamp. I Villy Søvndals formandsperiode er der sket en udvikling, der kan sammenfattes som et kraftigt accelereret version af Socialdemokraternes udvikling.

Den tredje dimension af værdikampen blev afmonteret,, idet det blev gjort klart, at SF hverken i teori eller praksis ønsker for et opgør med kapitalismen og samtidig blev den anden dimension foldet sammen af hensyn til »økonomisk ansvarlighed«, hvilket er en eufemisme, der reelt betyder accept af liberalistisk teori og praksis, selvom der kan skrues lidt på håndtagene og retorikken.

»Økonomisk ansvarlighed« indebærer stiltiende accept af en liberalistisk position i den økonomiske værdikamp, der udover ubetinget tilslutning til kapitalismen også betyder, at progressiv økonomisk politik systematisk er op ad bakke på grund af de strukturelle vilkår i den fremherskende økonomiske diskurs.

Venstrefløjen forbindes med »økonomisk uansvarlighed« og må slå knuder på sig selv for at fremstå »økonomisk ansvarlig«.

Disse elementer i SF’s aktuelle økonomiske politik kommer til udtryk i deres 2015-plan, der blev lanceret i november 2008.

Kort før valget i 2007 lavede regeringen en 2015-plan, der danner et »økonomisk ansvarligt« grundlag for dens langsigtede økonomiske politik. Planen indeholder mål for bl.a. statens gæld, væksten i det offentlige forbrug, beskæftigelsen og arbejdstiden.

Regeringens 2015-plan spillede også sammen med skattelettelser, kvalitetsfonden og kvalitetsreformen. På denne måde lykkedes det regeringen at love både skattelettelser og bedre velfærd – tilsyneladende uden at sætte den økonomiske ansvarlighed over styr.

Nu har SF også fremlagt en 2015-plan som led i deres ønske om at fremstå økonomisk ansvarlige og regeringsegnede. SF kalder regeringens plan for urealistisk og økonomisk uansvarlig og fremstiller deres egen plan som realistisk og økonomisk ansvarlig.

Planen rummer nye offentlige udgifter for 47 mia. kr. men også besparelser for 14 mia. kr. i 2015, og lægger op til et reelt løft i de offentlige investeringer frem til 2020 ved at supplere regeringens kvalitetsfond med 65 mia. kr.

De ekstra penge går til gode formål: velfærd, lighed og miljø/klima. Men set i forhold til den samlede økonomi er der tale om pebernødder. Alt i alt flyttes der rundt på mindre end 3 procent af BNP i 2015.

Til gengæld er der store omkostninger forbundet med at acceptere regeringens og liberalistiske økonomers fortællinger om »økonomisk ansvarlighed« og »realisme«.

SF tager eksplicit udgangspunkt i regeringens 2015-plan og understreger, at planen derfor er »et resultat af andre prioriteringer i den økonomiske politik; ikke et resultat af andre grundlæggende forudsætninger«. Med andre ord er der tale om accept af kapitalismen og den liberalistiske økonomiske teori.

Planen rummer ingen kritik af kapitalismen, forbrugssamfundet og økonomisk vækst. Man må også lede forgæves efter kritik af den økonomiske teori, som vismændene, CEPOS, finansministeriet, bankøkonomerne og alle andre benytter.

SF mener derfor heller ikke at forholdene for de svageste grupper er et spørgsmål om politisk kamp. Det er et spørgsmål om regnskabsteknik og objektive forhold i samfundsøkonomien:

»For SF er det afgørende, at pengene passer. Rod i samfundsøkonomien går nemlig ud over de svageste grupper«.

Kapitalistisk ekspansion og »økonomisk ansvarlighed« retfærdiggøres som solidaritet med de svageste, hvilket er præcis den samme retorik som regeringen og liberalistiske økonomer bruger i deres markedsføring.

Planen betyder end ikke, at det offentlige forbrug vokser hurtigere end det private forbrug, sådan at den offentlige sektor bliver styrket i forhold til den private sektor, hvilket ellers hidtil har været tilfældet under socialdemokratiske regeringer.

Siden 2001 har denne logik været vendt på hovedet og den offentlige sektor er blevet relativt udhulet, hvilket er et afgørende aspekt af nyliberalismen. SF’s plan opererer med »en samlet vækst i det offentlige forbrug på 1,5 procent pr. år frem til 2015. Det svarer til den gennemsnitlige vækst der har været i det offentlige forbrug under den nuværende regering frem til i dag«.

Set i forhold til regeringens prognose for udviklingen i det private forbrug frem til 2015, som SF tilslutter sig, så indebærer dette, at væksten i det offentlige forbrug er lavere end væksten i det private forbrug, og da SF’s plan fører til større vækst i samfundet, hvilket også vil afspejles i et større privat forbrug, så er det samlede billede, at SF vil videreføre udhulingen af den offentlige sektor, om end i lavere tempo end regeringen.

Ser vi på beskæftigelsen, så vil SF’s plan føre til en vækst i antallet af offentlige ansatte på 36.000 i 2015. Til sammenligning er beskæftigelsen i den private sektor vokset med omkring 130.000 under den seneste højkonjunktur, mens den offentlige beskæftigelse er stagneret.

SF understreger også, at deres »arbejdskraftudspil vil gøre det muligt at holde en højere beskæftigelse i såvel den offentlige som den private sektor« og gør det klart, at SF »sikrer de danske virksomheders konkurrenceevne og innovationskraft og dermed den fortsatte vækst i den danske økonomi. Vi sikrer også den fortsatte vækst ved at satse på nye erhvervsmuligheder indenfor miljø-, energi- og velfærdsteknologi«.

Med SF’s plan for den økonomiske politik frem mod 2015 er den næsten totale opbakning til den økonomiske konsensus i Danmark hugget ud i sten. Nyliberalismen er altdominerende og udfordres kun halvhjertet fra højrekeynesianske positioner i den parlamentariske hovedstrøm. Økonomi handler kun om tal og uenigheder vedrører fordeling af småpenge.

Denne situation i den økonomiske værdikamp har afgørende konsekvenser for politikken i dag og i fremtiden. Tre eksempler er centrale: finanskrisen, økonomiske reformer og klimaet.

Venstrefløj uden alternativer

Da finanskrisen eksploderede i efteråret 2008 og efterlod en eskalerende økonomisk krise, som vi endnu ikke kender omfanget og dybden af, var det umiddelbart en appelsin i venstrefløjens turban, idet både den nyliberalistiske politik og den kapitalistiske økonomi mister legitimitet og den herskende konsensus hermed destabiliseres.

Men uden en forankring i venstreorienteret teori og værdier står Socialdemokraterne og SF helt uden ressourcer til at artikulere og forstærke disse bevægelser i befolkningen. Det viser deres aktuelle politiske kurs.

Partierne har været ved at falde over hinanden for at støtte de bankpakker, der skal føre den finansielle sektor gennem krisen med staten som rundhåndet støttepædagog, og hen mod nytåret foreslog S og SF herudover, at der udformes et nationalt kompromis for at føre landet gennem krisen.

Dette nationale kompromis skal bygge bro mellem partierne. S og SF ønsker at »tage første skridt til et nyt politisk samarbejde i Danmark«.

Denne politiske linje er stærkt konsensusorienteret på regeringens præmisser og rummer ingen samfundskritik eller alternative politiske udviklingsveje. De eneste punkter hvor der markeres politiske forskelle er gennem højrekeynesianske krav om regulering af den finansielle sektor og en vækstpolitik gennem offentlige investeringer.

Et lignende billede tegner sig omkring økonomiske reformer hvor først skattereformen og siden arbejdsmarkedsreformen (igen) kommer på den politiske dagsorden i indeværende halvår efter udspil fra skatte- og arbejdsmarkedskommissionerne.

Der er bred enighed omkring skattereformen. S og SF accepterer behovet for lavere skat på arbejde og SF foreslår lavere topskat og højere beskæftigelsesfradrag.

Skillelinjerne tegner sig svagt i værdikampens anden dimension, hvor regeringen argumenterer for ufinansierede skattelettelser for at genrejse væksten, mens oppositionen ønsker fuld finansiering for at skabe rum for større offentligt forbrug og offentlige investeringer med henblik på at … genrejse væksten.

Den fælles forståelsesramme er, at der skal skabes ny vækst og der er kun minimale forskelle i midlerne, da regeringen også anerkender behovet for en indsats i offentligt regi.

Diskussionerne føres i øvrigt stort set kun på et teknisk plan, idet det handler om beskæftigelseseffekten af forskellige midler og eventuelle dynamiske effekter af (top)skattelettelser. Værdikampens tredje dimension er helt fraværende i den fremherskende politiske debat om skattereformen.

Ligeledes i debatten om arbejdsmarkedsreformer. Den fælles horisont er også på dette område, at beskæftigelsen og arbejdsudbuddet skal forøges med henblik på at skabe større velstand og velfærd. De minimale politiske uenigheder kommer til udtryk gennem forskellige midler til at opnå dette fælles mål, og disse diskussioner former sig omkring velkendte forskelle mellem nyliberalisme og højrekeynesianisme.

Ud over den økonomiske krise og de allerede planlagte økonomiske reformer kan vi også være sikre på, at klimaet i stigende grad bliver dagsordenssættende frem mod klimatopmødet i København i december 2009. På dette punkt opruster regeringen massivt i øjeblikket. Der er næppe nogen tvivl om, at dette sker med henblik på kommende valg.

Under stor mediebevågenhed fremlagde Fogh en ny plan for grøn vækst på Venstres landsmøde i efteråret 2008 og en stor del af hans nytårstale handlede om samme sag.

Visionen i planen er at udvikle et samfund og en økonomi som er fri for fossile brændsler. Omstillingen skal ske gradvist men målrettet, ved at satse på grøn teknologi. Danmark skal udvikle sig til et grønt teknologicenter, hvilket vil skabe tusinder af nye jobs og en stærk konkurrencekraft.

Den private sektor skal være drivkraften i den nye grønne vækstøkonomi, men der skal være stærke partnerskaber mellem private virksomheder og offentlige institutioner.

Økonomisk set er der tale om en plan for »grøn« omstilling af kapitalismen, og da S og SF har begravet kapitalismekritikken kan regeringens grønne plan umiddelbart vinde tilslutning fra begge partier, selvom der naturligvis vil være en række konkrete slag, hvor S og SF vil gå længere og handle hurtigere end regeringen.

Den siddende regerings hidtidige valgsucceser bygger ikke mindst på, at de har kombineret vækst- og velfærdspolitik med skattestop og -lettelser, der på kort sigt overbyder oppositionen med individuelle fordele og derfor er tillokkende i et fragmenteret forbrugssamfund.

Denne strategi sætter grundlæggende oppositionen skakmat, da S og SF ikke har noget grundlæggende andet at byde på. Oppositionen fremstår som en falmet kopi af regeringen og kan slet ikke leve op til regeringen hvad angår godt timede og stærke brands i form af politiske slagtilbud, såsom kvalitetsreformen og kvalitetsfonden.

Regeringens hensigt er nu at skabe en klimaoverbygning på denne succesformel. I den kommende tid vil vi derfor se grundelementerne fra den sammenfoldede værdikamp i anden dimension gendannet på klimaområdet.

Der vil være en svag tendens til, at S og SF vil favorisere den offentlige sektor i omstillingen til en »grøn« kapitalisme og arbejder for at forcere den, men ellers vil der være en bred konsensus fra SF til regeringen.

Uden andre visioner end vækst, klimakapitalisme og en voksende offentlig sektor er venstrefløjen reduceret til et appendiks til regeringen og henvist til at spille sin faste birolle i markedsdemokratiet. Venstrefløjen reduceret til en velgørende institution, der ønsker at prioritere midler og støtte gode formål med nogle håndfulde milliarder indenfor rammerne af de gældende sociale strukturer, er allerede overhalet af Bjørn Lomborg, Bill Gates, George Soros og Corporate Social Responsibility.

Det er selvfølgelig muligt, at S og SF samler parlamentarisk flertal før eller siden, men med den aktuelle politik vil der så under alle omstændigheder være tale om en venstrefløj uden alternativer til status quo og den fremherskende tendens. Hovedrollen i markedsdemokratiet vil stå i skyggen af rollen som statist i skuespilsamfundet.

Denne situation skyldes afmonteringen af værdikampens tredje dimension. Uden de teorier, værdier og alternativer, der udspringer af marxismen, kritisk teori og venstrekeynesianismen, er venstrefløjen uden modstandskraft overfor kapitalismen og liberalismen - og kan hverken være modmagt eller tage initiativ til en grundlæggende anden samfundsudvikling.

Topskattelettelser kan ikke udfordres uden en klar målsætning om et stærkt progressivt skattesystem, der genererer rigelige fælles ressourcer. Arbejdsmarkedsreformer kan ikke udfordres uden kritik af lønarbejdet, den instrumentelle fornuft og forbrugssamfundet ud fra en position, hvor lavere arbejdstid og autonomi er grundværdier. Den økonomiske krise og klimakapitalismen kan ikke udfordres uden en forståelse af kapitalismen som et kriseskabende system, der bygger på udbytning af mennesker og miljø, og uden at denne kapitalismekritik spiller sammen med en vision om et ikke-kapitalistisk samfund med radikalt demokrati og reel, universel velfærd.

Værdikampens dimensioner

Der er sket en reduktion og sammenfoldning af den økonomiske værdikamp og tomrummet er delvist blevet fyldt ud af den kulturelle værdikamp. Kampintensiteten er faldende og de centrale kampe har fået et nyt fokus.

Kulturaliseringen af værdikampen har fundet sted i en situation med borgerligt og højrepopulistisk hegemoni og også på denne front har S - og nu også SF - placeret sig meget tæt på regeringen og Dansk Folkeparti.

Venstrefløjen står altså historisk svagt i alle værdikampens dimensioner, men fraværet af den tredje dimension er skelsættende, idet venstrefløjen i den aktuelle situation ikke kan være en forandrende kraft på det samfundsøkonomiske område og ej heller kan forny sig i takt med, at virkeligheden og diskurserne forandres. Venstrefløjen kan ikke være på højde med tiden og fremstår i stigende grad forældet.

Denne karakteristik gælder ikke kun diskursivt og parlamentarisk. Situationen er bredt set den samme i fagbevægelsen og miljøbevægelsen.

En værdikamp med en borgerlig og liberalistisk konsensus er nedslående og en værdikamp i kun to dimensioner er flad og klaustrofobisk, men en venstrefløj uden tre dimensioner er en katastrofe.

Peter Nielsen er lektor på RUC og medredaktør afVærdikampe – Økonomi og Samfund 2009, der udkommer medio februar på forlaget Frydenlund.