KRAN sparker velvalgt

I magasinet »Feministiske Perspektiver – køn og kapitalisme« bliver der sparket til konsensus, og selvfølgeligheder konfronteres. Også de selvfølgeligheder, der eksisterer på venstrefløjen. Og KRAN, som udgiver magasinet, sparker velvalgt. Oven i købet vover de at stikke hånden ned i hvepsereden over dem alle: Prostitutionsdebatten. Til gengæld ville det ikke skade med lidt flere blå mammutter.

Feministisk diskussion

Personligt deltager jeg regelmæssigt i ligestillingspaneler, hvor flertallet af deltagerne undskylder, hvis de kommer til at »lyde feministiske«. Hvor det absolut mest progressive, folk kan komme i tanke om, er, at vi skal »have mændene med«, og hvor i hvert fald halvdelen af debattørerne proklamerer, at vi stort set har ligestilling i Danmark – bortset fra muslimerne naturligvis. Desværre er sådanne tanker i den grad dominerende i den brede kønspolitiske debat, og derfor bliver vi nødt til at diskutere dem – selvom de er håbløst uinteressante. Alene af den årsag er det befriende dejligt at slå op på første side i »Feministiske perspektiver – køn og kapitalisme«.

Den feministiske gruppe KRAN tager livtag med »Køn og kapitalisme« i et nyt magasin.

Magasinets erklærede formål er, at bidrage til diskussion og politisk udvikling i det feministiske og venstreradikale miljø – og det er slet ikke en dårlig idé. Diskussionen om, hvordan det feministiske perspektiv bringes i spil i analysen af kapitalismen er langt fra ny, men det gør bestemt ikke emnet mindre aktuelt – særligt i en tid, hvor det pludselig er blevet (næsten) mainstream at stille spørgsmål ved, om kapitalismen virkelig er den smarteste model.

Queer-marxisme?

KRAN sætter fingeren på en yderst relevant problemstilling. Hvordan samtænker man en queerteoretisk-inspireret feminisme med en overordnet kapitalismeanalyse? For som forfatterne skriver, kan netop den kombination til tider opleves som et uoverskueligt forsøg på at parre to tankesæt, der arbejder i hver sin retning: »Queerteorien mod at opløse strukturer og normer, marxistisk inspirerede teorier mod at samle og organisere«. Nogle mener, at den modsætning slet ikke eksisterer. Personligt hælder jeg til at give dem ret, men ikke desto mindre er det en oplevet konflikt, der ganske ofte opstår.

Et lidt provokerende spørgsmål til KRAN ville være: Og hvor er det så, at I udfolder den store samlede analyse, der udrydder alle spørgsmålstegn, og som én gang for alle sammenskriver queerfeminismen og marxismen? Men en sådan kritik ville være unødigt hård. For i flere af magasinets artikler kommer sammenhængen til udtryk. Blandt andet i »Dagen efter revolutionen«, men f.eks. også i »Kønskvotering – hvis kamp?«. Samtidig opridses udfordringen i at kæmpe aktivt og helhjertet for de små skridt uden at miste det store perspektiv.

Koblingen mellem den queer-inspirerede feminisme og den marxistiske analyse af kapitalismen er altså i spil i analysen af de konkrete kampe. Alligevel vil jeg tillade mig at ønske, at der i et kommende nummer kommer en egentlig teoretisk udfoldet analyse af, hvorfor de to tankesæt gensidigt styrkes ved at gå hånd i hånd.

Når kroppen bliver kapital

Og så til hvepsereden: »Når kroppen bliver kapital« – debatartiklen, der stiller skarpt på (nogle) af de dogmer, der præger den danske prostitutionsdebat.

Der er ingen tvivl om, at selv kraner har blinde vinkler (ligesom alle os andre), men herfra skal lyde en stor ros for forsøget på at gå åbent til en debat, der desværre har en tendens til at gå i hårdknude. Ofte er diskussionen om prostitution præget af en ekstraordinær mangel på evne til at lytte til, hvad det egentlig er, »de andre« mener – og særligt hvorfor, de mener det. Det er i den grad en god idé at skrive om dette emne uden at lade indholdet handle om, hvorfor alle andre er fuldstændig galt på den og ikke fatter noget som helst.

KRAN peger i artiklen på et andet stort problem: Nemlig at udgangspunktet for diskussionen ofte alene bliver trafficking og handlede kvinder. Menneskehandel er ulykkeligt relevant at diskutere – men det kan ikke nytte noget, at man skærer alle mennesker i prostitution over en kam. Og det er særligt vigtigt at holde øje med, om højrefløjen (i bekæmpelsen af kvindehandelens navn) koldt og kynisk misbruger de handlede kvinders situation som undskyldning for at bygge murene omkring EU endnu højere, end de er i forvejen.

Alligevel mener jeg, at i hvert fald ét betydningsfuldt spørgsmålstegn mangler: Hvornår er man handlet? KRAN skriver, at det ifølge politiet er »de færreste (mellem 1-5 pct.) af de tilrejsende sexarbejdere, der reelt er handlede«. De øvrige er handlende. Herved ønsker man at prikke til offer-retorikken, og det kan der være gode grunde til. Det er sandsynligvis rigtigt, at andelen af kvinder, der er blevet kidnappet, bagbundet og fragtet til Danmark på ladet af en lastbil er meget lav. Men spørgsmålet er, hvornår tvangen skal indtræde, for at man kan kategoriseres som handlet?

Flertallet af de udenlandske kvinder, der kommer til Danmark ved, at de er på vej til prostitution, men de ved f.eks. ikke, at bagmændene tager deres pas, eller hvor stor gælden for rejsen bliver. Er de handlet eller handlende? Problemstillingen bliver ikke mindre relevant af, at den udenlandske kvindes rettigheder i den grad afhænger af, hvorvidt hun kan kategoriseres som handlet eller ej. Blandt andet har kategoriseringen afgørende betydning for, om hun bliver kylet ud af Danmark med det samme eller ej. Der er med andre ord stærke interesser på spil i forhold til at gøre kategorien »handlet« så lille som muligt.

Men det er bare små hår i suppen, og uanset om man er enig i de konklusioner, der drages i artiklen eller ej, er kranernes intention om en diskussion uden hårdknuder i den grad værd at kopiere.

Struktur-spotting

Ud over hvepsereder beskæftiger KRAN sig i »Feministiske Perspektiver #1« med struktur-spotting. Og tak for det. En hovedtrend i den mainstream køns- og ligestillingspolitik er pt. rollemodeller. Stærke kvinder, der kan det hele, skal vise alle de andre kvinder, at man kan, hvad man vil, hvis bare man finder modet (samme tendens gør sig i øvrigt gældende i forhold til bl.a. etniske minoriteter).

Og idéen om rollemodeller er slet ikke tosset. Nogle gange har man brug for at se normbrud i praksis for selv at tage springet. Men rollemodeller som eneste løsning på, hvordan vi bryder med stereotyperne, er en strategi, der i bedste fald ikke rykker særlig meget – og i værste fald forværrer status quo. For ved alene at vise »stærke kvinder, der kan, vil og tør«, bekræfter man frit-valgs-bølgen og overser (og usynliggør) behændigt de samfundsstrukturer, der gør, at det frie valg ikke er så frit alligevel: Det er din egen skyld, du får en lorteløn – du kunne jo bare have valgt anderledes.

I magasinets artikel »Køn som autoreply« leveres det klassiske eksempel: Måske tager kvinder ikke alene 90 procent af barslen, fordi de er indoktrineret til at tro, at de skal – måske er årsagen i mindst lige så høj grad, at den samlede familieøkonomi hænger endnu dårligere sammen, hvis det er far (og dermed den højest lønnede) der vælger jobbet fra.

Det ufrie valg udfoldes også på eksemplarisk vis i artiklen »Min heteroseksuelle-kernefamilie-andelslejlighed – eller hvorfor boligmarkedet har indflydelse på familiestrukturen« af ex-kranen Camilla. For uanset om skribenten rent faktisk kunne tænke sig at indrette sit familieliv på en anden måde eller ej, er det slet ikke en mulighed at praktisere familie anderledes – det kapitalistiske boligmarked er lavet til den heteroseksuelle kernefamilie.

Ifølge anmelderens mening må der gerne være flere blå mammutter i KRAN’s kommende publikationer.

I en tid, hvor frit-valgs-dillen i den grad hersker, er det endnu vigtigere at træne struktur-spottingen regelmæssigt. For hverken rollemodeller eller det KRAN kalder »power-feminismen«, stiller grundlæggende spørgsmål ved at koble samfundsmodel med muligheder for frigørelse.

Blå mammutter og næste nummer

Alt i alt har vi altså at gøre med et fremragende tidsskrift. Helt centrale debatter identificeres og opridses, og uanset hvor mange mellemregninger og konklusioner, man er enig i, stilles der i den grad kvalificerende spørgsmål. Kranerne skriver indledningsvis, at de hverken har opfundet hjul eller dybe tallerkener. Men det var vel heller ikke intentionen? Målet med magasinet er at bidrage til den politiske udvikling – og den intention lever KRAN op til.

Dog vil jeg tillade mig at ønske flere blå mammutter. Sådan en kan man finde (tegnet) på side 18. Og lidt færre bogstaver ville bestemt ikke skade. Det ændrer imidlertid ikke ved, at jeg ser frem til udgivelsen af både Feministiske Perspektiver #2 og #3.

Feministiske Perspektiver #1 – køn og kapitalisme er udgivet af den feministiske gruppe KRAN. Det er det første af tre planlagte numre. De næste kommer til at handle om feministisk organisering og køn & racisme.

Magasinet kan købes i Modkraft Minimarked snarest.