Annonce

29. januar 2009 - 17:45

Afghanistan-sagen: Regeringen trækker i land

Stridighederne om fup og fakta i sagen om danske soldaters udlevering af 31 civile afghanske fanger i en amerikansk militærlejr i Afghanistan den 17. marts 2002 ser ikke ud til at kunne dø ud.

Den danske forsvarsminister Søren Gade (V) må i et svar til Enhedslistens forsvarspolitiske ordfører Frank Aaen »beklage«, at han ikke tidligere har oplyst, at Forsvarsministeriet i januar 2002 ikke har ligget inde med presseklip om mishandling af fanger i amerikanske varetægt.

Presseklippene beviser, at den danske regering har haft kendskab til mistanken om at fanger i amerikansk varetægt blev udsat for mishandling. Ikke desto mindre udleverede danske soldater mindre end to måneder senere 31 civile afghanere i en amerikansk fangelejr i Kandahar.

De kritiske presseklip er blevet rundsendt til samtlige ledende chefer i Forsvarsministeriet og til den daværende forsvarsminister Svend Aage Jensby.

Tre benægtelser og en beklagelse

Forsvarsministeren har tre gange tidligere benægtet, at forsvarsministeriet lå inde med de oplysninger - et forhold han nu må beklage:

Det ville, skriver han nu i et svar til Frank Aaen, »have været mere hensigtsmæssigt, hvis man udtrykkeligt i de tre svar havde oplyst, at Forsvarsministeriet var i besiddelse af den pågældende artikel og havde oversendt den til spørgeren, særligt i forbindelse med de sidste to svar, og ikke mindst i lyset af, at det i det første svar rent faktisk oplyses, at Forsvarsministeriet dagligt modtager en række aviser, herunder Politiken, og at relevante artikler herfra omdeles i form af presseklip. Det vil jeg gerne beklage«.

JPEG - 14.6 kb
Forsvarsminister Søren Gade må »beklage«, at han ikke tidligere har oplyst, at Forsvarsministeriet lå inde med kritiske presseklip om USA’s behandling af krigsfanger i Afghanistan.

Han benægter dog samtidig at have givet urigtige oplysninger: »Jeg finder på den baggrund ikke, at de tre besvarelser med den angivne præmis var forkerte«, skriver han.

Vildledning

Frank Aaen fastholder imidlertid, at forsvarsministeren har vildledt Folketinget.

– Et af de helt centrale spørgsmål i fangesagen i Afghanistan var og er, hvad regeringen vidste, da fangerne blev udleveret i 2002 til amerikansk varetægt. Hidtil har regeringen afvist enhver viden om mishandling og de vilkår fangerne havde i fængslet i Kandahar, siger Frank Aaen i en pressemeddelese.

– Først svarede man Folketinget, at der ikke var taget fanger, så undertrykte man oplysninger fra en dansk tolk om mishandling i fangelejren, så afviste regeringen kendskab til en række artikler og diplomatiske indberetninger om USAs overtrædelse af Geneve-konventionen - og der er fortsat en række dokumenter, Folketinget ikke må se om forløbet, siger han.

Frank Aaen vil derfor have statsminister Anders Fogh Rasmussen til i et åbent samråd i Folketinget at »erkende, at forsvarsministeren har vildledt Folketinget«.

Statsministeren skifter forklaring

Det er dog yderst tvivlsomt om Anders Fogh Rasmussen vil give den indrømmelse. Statsministeren har i løbet af de sidste dage selv måtte ud og forandre forklaring på, hvad den danske regering vidste og gjorde i forhold til USA’s betænkelige behandling af fanger.

Tirsdag den 27. januar 2009 bekræftede statsministeren at den danske regering i 2002 var med til at formulere en EU-protest til USA om behandlinger af krigsfanger.

Men onsdag den 28. januar forandrede han forklaring: Han erkendte, at der havde været et møde mellem EU og USA, hvor en dansk repræsentant havde været til stede, men tilføjede herefter:

»Om der også foreligger andre dokumenter i sagen, det ved jeg faktisk ikke«.

Samme dag som mødet mellem EU og USA fandt sted, offentliggjorde Bush-administrationen, at USA ikke længere ville behandle fanger i krigen mod terror efter Geneve-konventionen.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce