Annonce

28. januar 2009 - 11:42

Fogh kendte til tortur-risiko

Den danske regering vidste udmærket godt i marts 2002, at danske fanger i Afghanistan risikerede mishandling, hvis de blev udleveret til amerikanske soldater. Det afslører et interview med USA’s viceudenrigsminister Elizabeth Jones i Politiken. På trods af denne viden udleverede de danske soldater fanger til de amerikanske styrker.

Danmark var med, da EU i februar 2002 afleverede en officiel protest - en såkaldt demarche - til viceudenrigsministeren personligt på hendes kontor. Det skete umiddelbart efter, at Bush havde bebudet, at USA ikke ville behandle fanger fra al-Qaeda og Taleban efter Genévekonventionens regler om krigsfanger.

– Budskabet i demarchen var, at vi ikke skulle undergrave Genéve-konventionen, siger Elizabeth Jones.

På sit ugentlige pressemøde i går indrømmede statsministeren, at han kender til EU’s protest overfor USA.

– Vi var selv med til at formulere den. Det handlede om fortolkningen af internationale konventioner: Dem der blev taget til fange. Var de krigsfanger, eller hvordan skulle de opfattes? Det havde EU et synspunkt på, og det var vi selvfølgelig en del af, forklarede statsministeren.

Alligevel tillod regeringen, at danske soldater i marts 2002 kunne udlevere 31 afghanske fanger til amerikanske soldater, hvorefter de ifølge eget udsagn blev mishandlet.

Læs mere i dagbladet Arbejderen

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce