Annonce

21. januar 2009 - 8:59

»Jeg ved, at han har solgt ud af homoseksuelles rettigheder og Palæstina – men han er stadig vores redning!«

[…]

Meget få af os er immune overfor denne tids overstadighed. Mine venner på venstrefløjen skriver til mig, at de føler noget, der næsten svarer til »frelse« eller, at »landet er blevet givet tilbage til os« eller, at »vi endelig har en af os i det Hvide Hus«.

Da tanken om, at George W. Bush’s regime endelig er slut og forbi, er en enormt stor befrielse, opdager jeg selvfølgelig – ligesom dem – en følelse af at være overvældet af tvivl og spænding dagen igennem. Og tanken om Obama, en eftertænksom og progressiv sort kandidat, vender op og ned på det historiske terræn, og vi mærker den voldsomme omvæltning, når der dannes et nyt landskab.

Men lad os prøve omhyggeligt at tænke over dette ændrede landskab, trods det, at vi ikke fuldt ud kender dets konturer endnu. Valget af Barack Obama er historisk signifikant på måder, der endnu ikke kan måles. Men det er ikke, og kan ikke være, en frelse, og hvis vi skriver under på denne forhøjede grad af identifikation, som han foreslår (»Vi er alle forenet«), eller som vi selv foreslår (»Han er en af vore«), risikerer vi at tro på, at denne politiske bevægelse kan overkomme de grundlæggende modsætninger, der er grundlaget for det politiske liv, især det politiske liv i disse tider.

Der har altid været god fornuft i ikke at omfavne »national enhed« som et ideal, og i at pleje mistænksomheden mod absolut og hovedløs identifikation med enhver politisk leder. Alt taget i betragtning, afhang fascismen til dels af netop denne hovedløse identifikation med lederen, og republikanere bruger den samme strategi til at organisere politisk følelsesmæssig påvirkning, når eksempelvis Elizabeth Dole kigger rundt på sit publikum og siger: »Jeg elsker jer – hver og en«.

Det bliver langt vigtigere at tænke over denne »overstadigheds-identifikation«-politik i forbindelse med valget af Obama, når vi overvejer, at støtten til Obama faldt sammen med støtten til konservative mærkesager. På en måde kan dette forklare hans »cross-over« succes. I Californien vandt han med 60 pct. af stemmerne, men trods dette, stemte en signifikant del af hans vælgere samtidig også imod legaliseringen af homoseksuelle ægteskaber (52 pct.). Hvordan forstår vi denne tydelige mangel på sammenhæng?

Lad os først huske, at Obama ikke eksplicit har støttet homoseksuelles ægteskabsrettigheder. Desuden, som Wendy Brown har sagt det, har republikanerne opdaget, at vælgerkorpset ikke er så stålsatte i de »moralske« temaer, som de var ved tidligere valg; grundene til, at folk stemte for Obama, syntes at være primært økonomiske og deres ræsonnement synes mere formet af et neoliberalt rationale end af religiøse årsager. Dette er klart også en af grundene til, at den folkelige funktion, som Palin fik tildelt, nemlig at opildne vælgerkorpset til at stemme ud fra moralske årsager, fejlede til sidst.

Men hvis »moralske« temaer som våbenkontrol, abortrettigheder og homoseksuelles rettigheder ikke var så afgørende, som de havde været engang, er det måske, fordi de trives i en separat del af den politiske bevidsthed. Sagt med andre ord, vi står over for nye former for politisk tro, der gør det muligt at rumme tilsyneladende modsatrettede synspunkter på samme tid: nogle kan, eksempelvis, være uenige med Obama på visse områder, men stadig have stemt på ham.

Dette sås tydeligt ved tilsynekomsten af en omvendt Bradley-effekt, hvor vælgerne kunne bekende og eksplicit stod ved deres egen racisme, men sagde, at de ville stemme på Obama alligevel. Anekdoter fra tiden op til præsidentvalget inkluderer udtalelser som: »Jeg ved, at Obama er muslim og terrorist, men jeg vil stemme på ham alligevel; han er sikkert bedre for økonomien«. Disse vælgere kunne på én gang beholde deres racisme og stemme for Obama. De kunne rumme deres splittede holdninger uden at være nødt til at løse dem.

Bradley-effekten er opkaldt efter den sorte kandidat til guvernørposten i Californien, Tom Bradley, der i 1982 tabte valget på trods af lovende meningsmålinger før valgdagen. Frem for at finde fejlen for de misvisende meningsmålinger i de statistiske udmålinger, blev teorien om den såkaldte Bradley-effekt udviklet. Teorien går ud på, at hvide vælgere, der egentlig havde tænkt sig at stemme på Bradleys hvide modkandidat over for meningsmålingerne fastholdt, at de ville stemme på Bradley. Motivationen for denne misvisende information skulle således findes i hvide folks frygt for at blive beskyldt for at stemme racialt eller racistisk motiveret, hvis de tilkendegav deres præference for den hvide modkandidat.

Sammen med de stærke økonomiske motiver er desuden mindre empirisk adskillelige faktorer kommet i spil i disse valgresultater. Vi skal således ikke undervurdere styrken af dis-identifikation i dette valg: Den følelse af væmmelse over, at George W. har »repræsenteret« USA i resten af verden, en følelse af skam over vores brug af tortur og illegal tilbageholdelse, en følelse af afsky over, at vi gik i krig på et falsk grundlag og har propaganderet et racistisk syn på Islam, en følelse af angst og rædsel over, at de ekstreme økonomiske dereguleringer har ledt til en global økonomisk krise.

Er det på trods af hans race, eller på grund af hans race, at Obama endelig kom til syne som den foretrukne repræsentant for nationen?
Han lever op til repræsentations-funktionen ved, at han på en og samme tid er sort og ikke-sort (nogle siger »ikke sort nok«, andre siger »alt for sort«), og som resultat, kan han appellere til vælgere, der ikke bare mangler mulighederne for at løse deres ambivalens på dette felt, men faktisk ikke vil løse den. Denne folkelige figur, der tillader befolkningen at bevare og maskere deres ambivalens, fremstår alligevel som et symbol på »enhed«: Dette er en tydelig ideologisk funktion. Den slags tidspunkter er en form for intens indbildning, men ikke af den grund uden politiske styrke.

Som valget nærmede sig, var der et øget fokus på personen Obama: hans tyngde, hans målrettethed, hans evne til at fremvise ro og selvbeherskelse, hans måde at skabe en vis lighed i lyset af sårende overfald og nedrig politisk retorik, hans løfte om at genskabe en version af nationen, der vil overkomme dens nuværende skamfølelse. Selvfølgelig er løftet tillokkende, men hvad nu hvis Obamas omfavnelse leder til en tro på, at vi kan overvinde al dissonans; at enhed faktisk er mulig?

Hvad er chancen for, at vi kan ende med at lide under en vis uundgåelig skuffelse, når denne karismatiske leder udstiller sin fejlbarhed, hans vilje til kompromis og endda hans vilje til at sælge ud på bekostning af minoriteter? Han har rent faktisk allerede gjort dette på forskellige områder. Men mange af os »tilsidesætter« vores bekymringer for på den måde at nyde den ekstreme ikke-ambivalens i denne tid.

Dermed risikerer vi i stedet at deltage i en ukritisk overstadighed, selvom vi ved bedre. Obama er, når alt kommer til alt, næppe venstreorienteret, trods de »socialistiske« attributter, som hans konservative modstandere tilskriver ham. På hvilke måder vil hans handlinger begrænses af partipolitik, økonomiske interesser og statsmagt; på hvilke måder er de allerede blevet udsat for kompromis?

Hvis vi gennem denne præsident forsøger at overvinde følelsen af dissonans, så vil vi have kastet kritisk politik over bord på grund af en overstadighed, hvis drømmeagtige dimensioner vil vise sig at have konsekvenser. Måske kan vi ikke undgå dette drømmeagtige øjeblik, men lad os huske hinanden på, hvor midlertidigt det er.

Hvis der er dedikerede racister, der har sagt: »Jeg ved, at han er muslim og terrorist, man jeg stemmer på ham alligevel« er der med garanti også mennesker på venstrefløjen, der har sagt »Jeg ved, at han har solgt ud af homoseksuelles rettigheder og Palæstina, men han er stadig vores redning«. Jeg ved det ganske udmærket, men alligevel: Dette er den klassiske formulering af fralæggelse af ansvar. Gennem hvilke metoder bevarer og maskerer vi den slags konfliktfyldte holdninger. Og med hvilke politiske omkostninger?

Der er ingen tvivl om, at Obamas succes vil have en signifikant effekt på nationens økonomiske kurs, og det synes fornuftigt at tro at vi vil se et nyt rationale for økonomisk regulering og for en tilgang til økonomi der ligner den socialdemokratiske form i Europa; i udenrigspolitikken vil vi med sikkerhed se en genoplivning af multilaterale relationer, og et markant omslag i den fatale trend med at ødelægge multilaterale forlig som Bush-administrationen havde indført.

Og der vil uden tvivl også være en mere generel liberal trend på sociale områder, selvom det er vigtigt at huske, at Obama ikke har støttet et universelt sundhedsvæsen og har fejlet i eksplicit at støtte homoseksuelles ægteskabsrettigheder. Og der er endnu ikke meget fornuft i at håbe, at han vil formulere en retfærdig politik for USA i Mellemøsten, selvom det er en befrielse at vide, at han kender Rashid Khalidi.

Rashid Khalidi er en amerikansk historiker og bl.a. professor i moderne arabiske studier ved Columbia University. Han har rødder i Mellemøsten og er forfatter til bogen »Palestinian Identity – The Construction of Modern National Consciousness« (1997). Khalidi er i store dele af pressen blevet udråbt til en af Obamas »terroristiske« forbindelser.

Den ubestridelige signifikans af hans valg har alt at gøre med at overkomme grænserne implicit påtvunget afroamerikanerne; det har og vil inspirere og overvælde unge afroamerikanere; det vil, på samme tid, fremskynde en forandring i selvdefinitionen af de forende stater.

Hvis valget af Obama signalerer en vilje til for majoriteten af vælgernes side at blive »repræsenteret« af denne mand, så følger det, at hvem »vi« er, bliver konstitueret på ny: vi er en nation af mange racer, af blandede racer; og han tilbyder os muligheden for at genkende, hvem vi er blevet til og hvad vi kan blive til, og på denne måde synes en splittelse mellem præsidentens repræsentative funktion og den repræsenterede befolkning at blive overvundet. Det er et berusende øjeblik, det er sikkert. Men kan det vare ved, og skal det det?

JPEG - 38.4 kb
Valget og indsættelsen af Barack Obama som præsident er ikke afslutningen på den politiske kamp, og hvis han skal undgå at blive en dramatisk skuffelse af alvorlige proportioner, skal han hurtigst muligt tage afgørende politiske beslutninger, herunder lukning af Guantanamo og tilbagetrækning af tropperne i Irak, lyder det fra Judith Butler

Hvilke konsekvenser vil disse – næsten messianske – forventning, der er investeret i denne mand, føre til? For at denne præsident-periode bliver succesfuld, vil det nødvendigvis lede til en vis skuffelse, og for at overleve skuffelsen vil manden blive nødt til at blive menneskelig: Han vil vise sig mindre magtfuld, end vi kunne ønske os, og politik vil ophøre med at være en fejring uden ambivalens og forsigtighed; ja, politik vil vise sig at blive en mindre messiansk oplevelse og mere et forum for robust debat, offentlig kritik og nødvendige modsætninger. Valget af Obama betyder, at det politiske landskab for debat og kamp er skiftet, og det er et bedre terræn nu, det er sikkert.

Men det er ikke slutningen på kamp, og det vil være meget uklogt af os at se det sådan, selv midlertidigt. Vi vil uden tvivl være enige og uenige med de forskellige handlinger, som han foretager, og de handlinger han ikke foretager. Men hvis den indledende forventning er, at han er og vil være
»frelseren« selv, så vil vi straffe ham koldblodigt, når han svigter os (eller vi vil finde måder at benægte eller undertrykke den medfølgende skuffelse for at holde oplevelsen af enhed og ikke-ambivalent kærlighed i live).

Hvis en konsekvent og dramatisk skuffelse skal afværges, skal han handle hurtigt og godt. Måske er den eneste måde at undgå et »styrt« – en skuffelse af alvorlige proportioner, der vil vende sig politisk imod ham – at tage afgørende beslutninger inden for de første to måneder af hans præsidentperiode.

Den første vil være at lukke Guantanamo og finde måder at overføre de indsatte til legitime retssale; det næste vil være at udarbejde en plan for tilbagetrækningen af tropperne i Irak og igangsætte implementeringen af planen. Den tredje vil være at trække hans krigeriske bemærkning om at eskalere krigen i Afghanistan tilbage og søge efter diplomatiske multilaterale løsninger på den arena.

Hvis han ikke tager disse skridt vil hans støtte fra venstrefløjen med sikkerhed forringes, og vi vil gense den gamle opsplitning mellem liberale høge og anti-krigs venstrefløjen. Hvis han udpeger folk som Lawrence Summers til nøglekabinetpositioner, eller fortsætter den forfejlede økonomiske politik fra Clinton og Bush perioden, så vil Messias på et tidspunkt blive hånet som den falske profet.

I stedet for et umuligt løfte, har vi brug for en serie konkrete handlinger, der kan begynde at vende den forfærdelige afskaffelse af retfærdighed som Bush og hans regime har igangsat; alt andet end dette vil føre til en dramatisk og konsekvensfyldt desillusion. Spørgsmålet er hvilke forholdsregler af desillusion er nødvendige for at genfinde en kritisk politik, og hvilke mere dramatiske former af desillusion, der vil få os til at vende tilbage til den intense politiske kynisme fra de seneste tre år.

Et vist afkald i forhold til illusioner er nødvendig, så vi måske kan huske os selv på, at politik ikke så meget handler om personen og det umulige og smukke ønske, som han repræsenterer, men snarere drejer sig om de konkrete forandringer i politik, der kunne begynde, over tid og med vanskelighed, at bringe mulighed for større retfærdighed.

Artiklen har tidligere været publiceret på indybay.org den 5. november 2008

Den er oversat til QueerKraft af Lotte Knold og Ane Havskov Kirk og bringes her med indybay.org’s tilladelse.

Artiklen kan læses i sin helhed her (engelsk)

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce