Forræderi?

1930’erne var præget af den økonomiske krise, som blev udløst af Wall Street-krakket i 1929. Det var årtiet, hvor Hitler og nazisterne tog magten i Tyskland. Det var årtiet, hvor generalísimo Francisco Franco, med støtte fra fascisterne i Italien og nazisterne i Tyskland, vandt en blodig borgerkrig i Spanien. Det var årtiet, hvor Stalins terror satte igennem i Sovjetunionen.

I Danmark sad Socialdemokratiet, med landefader Thorvald Stauning i spidsen, på regeringsmagten. En herre som de konservative i Hellerup helst så hen, hvor peberet gror. I stedet var han netop, hvad de fik, da statsministeren i 1934 fik en villa på Valeursvej foræret.

»Forræderi på første klasse« fortæller historien om konservative kræfter, der gennem 1930’erne og i begyndelsen af besættelsen pønsede på et systemskifte i Danmark. Det er de anti-demokratiske projekter, deres ophavsmænd og finansielle bagmænd der præsenteres. Med forfatterens egne ord, vil han »kaste lys på den tankegang, at nogle bestemte, privilegerede personer, gerne med basis i erhvervslivet, er særligt egnede til at lede landet, og at demokrati derfor er en hæmsko for udviklingen«.

I de konservative rækker var der to fløje. Den ene søgte mod midten og støttede det borgerlige demokrati, som det havde udviklet sig, siden Frederik VII underskrev en ny forfatning den 5. juni 1848. Den anden fløj så ikke mildt på demokratiet, men fandt i stedet inspiration mod syd. Holdningen var, at et diktatur ledet af de rette mænd ville være bedre for nationen end det værende demokrati. Et diktatur var til landets bedste. Og som konservativ er det netop Kongen og Fæderlandet, der er det centrale.

Det er denne antidemokratiske fløj bogen handler om. Både de der havde partibogen i orden, og de der ikke var organiseret, men var konservativt stemte samfundsdebattører. Vi kender alle billederne af KU’erne der i 1930’erne gik strækmarch og heilede. I bogen har de unge KU’ere en vigtig birolle, men det er lidt ældre herrer som Bjørn Erichsen, Knud Bindselv og Victor Pürschel, der spiller de centrale roller.

Bogens skæringspunkt er besættelsen 9. april 1940. Inden krigen havde mange haft det i munden: »Vi vil et systemskrifte – et diktatur!« – formuleret mere eller mindre direkte. Nu stod de tyske nazister i landet og nu var det måske tiden til at omsætte tanke til handling?

Blandt konservative findes der mange, som under krigen gik til modstand. Deriblandt mange KU’ere, der i 1930’erne havde heilet og talt varmt om Hitler og Mussolini. I »Forræderi på første klasse« skildres de, der ikke valgte modstandens vej. Som forlagsdirektør Bjørn Erichsen, der efter krigen blev dømt til 10 års fængsel for forræderi. Andre fik reddet skindet i tide.

»Forræderi på første klasse« er spændende skrevet og fortæller en vigtig historie. Ind i mellem bliver gråzonen mellem de historiske facts og forfatterens antagelser utydelige. Det er nok derfor, Asger Liebst har kaldt bogen »En krønike om...« og ikke »Historien om vaklende velhavere 1933-1945«.

Den fare, der ligger potent i den ekskreme nationalisme og ultrakonservatismen anskueliggøres. Man kan spørge, om de konservative forrædere egentlig var forrædere – de var forrædere overfor »det demokratiske Danmark«, men ikke overfor deres konservative ideologi. I lyset af samarbejdspolitiken og Kongens opfordring til besindighed, stiller bogen også spørgsmål ved, hvor grænsen for landsforræderi går? Det er en gråzone.

Asger Liebst: Forræderi på første klasse: En krønike om vaklende velhavere 1933-1945. Gyldendal, 2008.