Annonce

12. januar 2009 - 13:52

Antinazister mobiliserer i Dresden

Den 13. og 14. februar vil tusinder af nazister fra hele Europa samle sig i den sydtyske by Dresden. I de seneste år har nazisterne markeret de allieredes bombning af Dresden i februar 1945 med en march, der er gået hen og blevet den største i Europa blandt højreekstremister. Således samledes op mod 6.000 nazister sig til marchen i 2008.

Blandt deltagerne ses såvel det højreekstreme parti NPD, der er repræsenteret i flere tyske delstatsparlamenter samt både »nye« og »gamle« erklærede nazister. For NPD kan marchen blive et vigtigt springbræt i forbindelse med de kommende delstatsvalg.

Nazisterne har udset sig bombardementet af Dresden som et historisk samlingspunkt, der hvert år markeres for at protestere mod de allieredes krigsforbrydelser mod den tyske civilbefolkning i de sidste måneder af Anden Verdenskrig.

JPEG - 35.4 kb
I de seneste år har antinazister blokeret og forstyrret den årlige nazistiske march i Dresden. I år mobiliseres aktivister fra hele Europa til at hjælpe. Her fra bokadeindkaldelsen i 2007.

Mellem 18.000 og 25.000 mennesker blev dræbt under bombardementet, der ifølge NPD og de øvrige nazister er blevet »et symbol på det tabu, som tyskerne har lidt under siden krigen«. De nazistiske historierevisionister omtaler bl.a. bombardementet som de allieredes »bombeholocaust« i et forsøg på at sidestille episoden med Hitler-Tysklands industrialiserede folkemord på jøder, sigøjnere, homoseksuelle m.fl.

Antinazistisk mobilisering

I årenes løb har antinazister protesteret mod den nazistiske march, og i år sættes alle sejl så ind på at få den helt stoppet ved hjælp af en massiv folkelig blokade.

I 2006 lykkedes det antinazister at blokere marchen, mens det i 2007 0g 2008 lykkedes at forstyrre den. I år indkalder antinazisterne i Dresden så aktivister fra hele Europa til at gennemføre en »fredelig og beslutsom« blokade.

Mobiliseringen foregår bl.a. via det internationale netværk UNITED for Intercultural Action samt det regionale netværk Geh Denken.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce