Da anstændigheden gik på gaden

– I skal have ros, fordi I går den rigtige vej, runger det ud af højttaleren på Rådhuspladsen i København.

Folkemængden griner. På en scene med et banner som bagtæppe og en trækasse som repos, står pensionist og arrangør Jørgen Bache med et temmelig forelsket blik og skuer ud over Rådhuspladsen. Han har svært ved at tro, hvad han ser.

Mere end 6.000 demonstranters fakler har forvandlet Københavns iskolde januar-grå Rådhusplads til et orange flammehav. Temperaturmåleren på Rådhuspladsen viser tre grader. Og forsamlingen fryser.

– Kan I ikke gøre som pingvinerne? De skiftes vistnok til at stå i midten. Så har alle på skift mulighed for få varmen, fortsætter han.

Der grines igen.

Dagens største demonstration

Demonstrationen tog sin begyndelse på Christiansborg Slotsplads klokken 16.00. Et minut tidligere var solen gået ned over Danmarks hovedstad og dagens tredje demonstration i København fløjtet i gang. Folkemængden når helt ud på Børsgade og de gule busser må sno sig orm i sandet for ikke at ramme aktivisterne.

»Danmark er de senere år blevet et land, hvor den politiske uanstændighed bliver større og større. (...) Det er blevet for svært at gøre ingenting«, lød det bl.a. i den mail, der fik omkring 6.000 menneser på gaden for et anstændigt Danmark. Foto: Karin Rønnebæk

– Det er den fredeligste demonstration til dato, siger en betjent med blå hjelm dinglende i bæltet.

Ikke langt derfra, i Gothersgade, er hans kollegaer i færd med at anholde 75 unge demonstranter. De har samlet sig i en uanmeldt mod-demonstration mod zionisternes demonstration på Rådhuspladsen tidligere på dagen, og er er nu på vej mod indre by.

Ifølge pressetalsmand Flemming Steen Munch frygter politiet, at de unge vil blande sig i demonstrationen på Christiansborg Slotsplads, og de bliver derfor anholdt i en knibtangmanøvre og sidder nu bagbundne med strips på Gothersgades asfalt i det såkaldte »futtog«.

»Nok er nok« og »Make peace, not war«

Tilbage på Christiansborg Slotsplads kaster strikhuer, vanter og flammende fakler en forsinket julestemning op mod Christiansborgs mure, hvor Folketinget kort før jul vedtog den såkaldte Tuneserlov, som en tuneser ufrivilligt er kommet til at lægge navn til.

Det kom bag på både arrangører og de fleste deltagere, hvor mange der mødte op i januar-kulden på Christiansborg Slotsplads. Foto: Karin Rønnebæk

Han er under mistanke for at ville likvidere »Muhammedtegneren« Kurt Westergaard, men har aldrig været stillet for en domstol. Alligevel er han administrativt udvist af Danmark og lever nu på tålt ophold, fordi han risikerer totur i Tunesien, og derfor ikke kan udvises. Tuneserloven kritiseres for at være grundlovsstridig, fordi frihedsberøvelse skal være konkret og begrundet og ikke fastlagt på et abstrakt grundlag.

Det var netop Tuneserloven, der for alvor fik arrangøren Jørgen Bache op på tæerne og hen til computeren og taste en mail med ordlyden:

»Danmark er de senere år blevet et land, hvor den politiske uanstændighed bliver større og større. Vi har med »tålt-ophold-sagen« nået smertegænsen. Det er blevet for svært at gøre ingenting«.

I løbet af ganske kort tid forvandlede Jørgen Bachers ene mail sig til 20.000 mails i omløb, og resultatet ses denne råkolde lørdag eftermiddag i form af 6.000 demonstranter i et kilometer langt flammende optog med kurs mod Rådhuspladsen.

På Rådhuspladsen er den første taler på scenen. Forfatter Kirsten Thorup er heller ikke begejstret for sagernes tilstand og sender den ene verbale lussing efter den anden ud til alle, men mest til de som ikke er tilstede.

– Historien vil straffe os hårdt, hvis vi bare fortsætter med at se til, siger forfatteren og ser ud over brillekanten. Måske sagt i en erkendelse af, at nogle har sovet i timen.

– Historien vil straffe os hårdt, hvis vi bare fortsætter med at se til, lød det bl.a. fra forfatteren Kirsten Thorup, der talte på Københavns Rådhusplads. Foto: Karin Rønnebæk

Forfatteren Stig Dalager opfordrer politikerne til at tænke anderledes med ordene: »Make peace, not war«. Så står skuespilleren Jesper Christensen der med strikket pandevarmer og et digt i hånden og mener, at nok er nok. Forsamlingen klapper.

Rådhusklokkerne slår 17.45 og Jørgen Bache takker med fugtige øjne demonstranterne.

– Husk lige at rydde op efter jer, siger han.

Folk forsvinder i god ro og orden, lige så stille som de kom.

Hvordan har du det lige nu, Jørgen Bache?

– Fantastisk. Jeg havde ikke regnet med at så mange ville dukke op, og ja – så jeg er en smule træt.