Annonce

29. december 2008 - 14:42

Solidaritetsdemonstrationer på Vestbredden mødt med kugler

[Vestbredden] De israelske luftangreb i Gaza har skabt det højeste dødstal i Palæstina, siden Israel besatte Gaza og Vestbredden i 1967, og dødstallet er stadigt stigende.

Den palæstinensiske menneskeretsorganisation Palestinian Centre for Human Rights (PCHR), opgør søndag den 28. december tabstallene til 251 palæstinensere, fortrinsvis civile – heraf 20 børn og ni kvinder. Organisationen opgør antallet af sårede til 584, heraf 130 børn og 28 kvinder.

Men det er ikke kun i Gaza, at Israels besættelsespolitik og såkaldte »gengældelser« koster menneskeliv. Mens verdens opmærksomhed er rettet mod konflikten mellem Israel og Gaza, optrappes volden mod palæstinensere på Vestbredden, der demonstrerer i solidaritet med befolkningen i Gaza. Fredag den 26. december førte det til flere sårede i Hebron – og lørdag den 27. til nye dødsofre omkring landsbyen Ni’lin ved Ramallah.

JPEG - 36.8 kb
Israelsk militær beskyder demonstranter. Foto: Jonathan Pye.

Demonstrationer i Hebron: 50 sårede

Straks fredag formiddag, den 26. december, da nyheden om massakren i Gaza bredte sig på Vestbredden, blev der arrangeret store spontane demonstrationer.

I Hebron var det hovedsagligt universitetsstuderende, der mobiliserede sig. Demonstrationen startede i byens centrum, og efter middagstid vendte de demonstrerende sig mod soldaterne i checkpoint 56, der fører ind til Tel Rumeida.

Tel Rumeida er en del af det israelsk kontrollerede Hebron. I Oslo-aftalen blev Hebron delt ind i to zoner (H1 og H2). H2 er kontrolleret af Israel og befolket med israelske bosættere. Palæstinenserne i området har ikke ret til at bruge motordrevne køretøjer og er udsat for daglig chikane og vold fra både bosættere, politi og militær.

JPEG - 47.6 kb
Israelsk militær samler sig uden for checkpoint 56 i Hebron for at sprede en solidaritetsdemonstration fredag den 26. december 2008. Foto: Jonathan Pye.

Soldaternes svar på protesten mod de israelske militære angreb ind i Gaza var voldelig. De skød store mængder tåregasgranater og gummibelagte stålkugler direkte ind i forsamlingen.

Da demonstrationen var forbi ved solnedgang, var 50 personer blevet behandlet på sygehuset for tåregasforgiftning og skader fra at være ramt af granaterne, herunder brækkede knogler og åbne sår.

Den eskalerede vold fra Israels side forårsagede nogle uger siden, at en 14-årig dreng, Ya’qub Al-Qasrawi, blev skudt i hoved med en gummibelagt stålkugle uden for sit hjem nord for Tel Ruimeida. Han er stadig hospitalsindlagt, men erklærede hjernedød.

Lørdag: Demonstranter beskudt af selvstyretropper og israelsk militær

Lørdagens demonstrationer mod de militære angreb ind i Gaza udviklede sig endnu mere fatalt.

Det palæstinensiske selvstyre forsøgte at stoppe adskillige af demonstrationerne. De palæstinensiske tropper i Hebron afskød adskillige skud mod folkemængden, og en mand blev ramt i benet.

Trods det ihærdige forsøg fra selvstyrets side på at stoppe demonstranterne nåede demonstrationen til et israelsk checkpoint i den gamle by. De israelske soldater svarede igen ved brug af skarp ammunition, hvilket førte til adskillige hospitalsindlagte sårede palæstinensere.

Drab ved Ni’lin

Ved landsbyen Ni’lin var der også arrangeret sympatidemonstrationer med Gaza både lørdag og søndag.

Ni’lin er en landsby nordvest fra Ramallah, som siden i sommer har dannet ramme om demonstrationer mod den såkaldte »sikkerhedsmur« rundt om landsbyen. Muren vil annektere store dele af beboernes land og indhegne byen, så indbyggernes bevægelsesfrihed er overladt til israelske soldaters forgodtbefindende. Demonstrationerne mod muren har kostet tre døde, og weekendens demonstrationer bidrog til dødsstatistikken.

Den 22-årige Arafat Rateb Khawaje blev søndag den 28. december skudt i ryggen af de israelske besættelsestropper, og døde efterfølgende på hospitalet i Ramallah. Den 20-årige Mohammed Kasim Khawaje blev skudt i hovedet; han er stadig indlagt på hospitalet og hans situation er kritisk. Ligeledes blev en mand skudt i benet med skarp ammunition.

JPEG - 74 kb
Palæstinensisk solidaritetsdemonstration med Gaza i Hebron, fredag den 26. december 2008. Foto: Jonathan Pye.

Internationale observatører bevidner, at de israelske soldaters reaktion på demonstranterne er en eskalering:

– Fra demonstrationens begyndelse søndag morgen skød soldaterne med skarp ammunition direkte på demonstrationsdeltagerne, som om soldaterne ville udnytte, at mediernes fokus hovedsagligt ligger på angrebet i Gaza, siger en spansk journalist.

Søndagens tragedie i Ni´lin vækker minder om drabene på to af byens beboere i slutningen af juli. Den 11-årige Ahmad Musa blev skudt i hoved med skarp ammunition, og dagen efter, under hans begravelse, blev den 17-årige Yousef Amira skudt i hovedet med en gummibelagt stålkugle. Han blev erklæret hjernedød og døde en uge efter på hospitalet i Ramallah.

– Den israelske besættelse vil forvandle Ni’lin til et åbent fængsel, som den har forvandlet Gaza til et fængsel. På samme måde som en massakre lige nu finder sted i Gaza imod dem, der gør modstand mod belejringen af Gaza, foregår der nu en massakre i Ni’lin imod dem, som yder modstand mod Israels Apartheid-mur, siger Muhammad Amira, der er medlem af landsbyens generalforsamling.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce