Ventelisterne er stagneret, fordi regeringen tvinger regionerne til at bruge deres ressourcer på overpris til de privathospitaler, som skovler penge ind. Hvad er det egentlig regeringen vil med vores sundhedsvæsen?
Sådan lød spørgsmålet, da en samlet opposition torsdag den 13. november stillede sundhedsministeren skoleret til en folketingsdebat om privatisering af sundhedsvæsenet.
– Regeringen har sammen med Dansk Folkeparti brugt det frie sygehusvalg og overbetaling af de private sygehuse til at fremme en udvikling, hvor private sygehuse scorer store profitter. Ventelisterne var til gengæld lige så lange i 2007 som i 2004 og er i 2008 eksploderet. Det officielle formål med de frie sygehusvalg, som var at reducere ventelisterne, er altså mislykket, indledte Per Clausen fra Enhedslisten forespørgselsdebatten, som han havde indkaldt til.
– Regeringen har ingen planer om at privatisere det danske sundhedsvæsen, men det er da rigtigt, at jeg ikke har samme ideologiske blokering som Enhedslisten overfor private sygehuse, lød den konservative sundhedsminister, Jakob Axel Nielsens svar, før han kort tid inde i debatten forlod folketingssalen.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96