Ind i Ungeren

Der bliver i den grad delt øretæver ud i filmen »69« om rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69. Politiets knipler hugger dybt og aktivisternes brosten rammer hårdt. Men imellem disse uforsonlige sammenstød arbejder Ungdomshusets aktivister hårdt på at finde en løsning, der netop kan afmontere det drabelige slag, som alle ved, at en rydning vil forårsage. Et arbejde, der som bekendt skal vise sig at være forgæves.

I Nikolaj Viborgs prisbelønnede dokumentarfilm om tiden op til rydningen den 1. marts 2007 følges især aktivisten Mads rundt fra møde til møde i og udenfor Ungeren, og netop i den dannelseshistorie, som fortællingen om Mads udgør, ligger filmens absolutte tyngdepunkt.

Fantasi, engagement, humor og forhandling kunne ikke tø politikerne op i slaget om Ungdomshuset. Først da byen brændte, kom der for alvor gang forhandlingerne. Foto: Mark Knudsen/Monsun

Som forholdsvis nyudklækket aktivist fra Herning kaster Mads sig ind i kampen for Ungdomshuset, og det sker med den herlige naivitet, der kendetegner de fleste nye aktivister: Det må kunne lade sig gøre at snakke sig til rette med politikerne. Dialog er den bedste vej. Politiet er ikke vores fjender.

Efter uendelige, frugtesløse forhandlinger med arrogante, kyniske og hykleriske politikere er de pragtfulde, positive forhåbninger knust. Troen på at det kan lade sig gøre at løse konflikter uden vold, ligger i ruiner, og tilbage er kun Mads’ desillusionerede sammenligning med at spille Matador med nogen, der konstant snyder, »så man til sidst ikke gider mere og bare tager hele spillet og smider det på gulvet. Sådan har jeg det med politikerne inde på Københavns Rådhus – jeg vil hellere ødelægge deres spil og deres system«.

Tilbage er kun krigen, og det er intet mindre end gribende at være vidne til sorgen og tomheden i aktivistens øjne, da rydningen er en realitet og Nørrebro står i flammer.

Og det er på den baggrund forstemmende, grænsende til det surrealistiske, at se, hvor ukompliceret politikerne i virkeligheden kan løse problemet, når de først beslutter sig for det. Efter al den vold, hærværk, tåregas, masseanholdelser og utallige aktioner og demonstrationer tager det Borgerrepræsentanterne fem minutter at vedtage, at der skal oprettes en nyt hus i København. Hvorfor i alverden skulle det dog være så svært…?

Manglende uenighed

Nikolaj Viborgs film er den første, der ikke alene følger aktivisternes arbejde indefra, men også er med på nogle af de ellers lukkede møder i huset. Ungdomshuset har i lange perioder på godt og ondt været lukket land for journalister, og optagelserne giver derfor et sjældent glimt af den styreform og stemning, der hersker i miljøet.

Men selvom der er tale om en dokumentar, hvor instruktøren kun agerer fluen på væggen og for eksempel ikke er tilstede med spørgsmål, er der naturligvis ikke tale om en objektiv fortælling. Nikolaj Viborg er tydeligvis en slags »embedded journalist«, der arbejder på de betingelser, som Ungdomshusets aktivister har besluttet, ligesom han selvfølgelig vælger sine kilder.

Til Filmmagasinet Ekko udtaler instruktøren godt nok, at det ikke er et glansbillede, han prøver at skabe, og at han ikke er »ude på at beskytte nogen«, men der er ikke mange udbrud af uenighed at finde i filmen, selvom enhver, der har været bare perifert tilknyttet Ungdomshuset, ved, at aktivisterne af og til – ikke mindst i husets sidste anspændte levetid – var ved at rive hovedet af hinanden. Det havde været overordentligt forfriskende og spændende at have overværet for eksempel diskussionerne om, hvorvidt man skulle have taget imod kommunens tilbud om at købe skolen i Stevnsgade for 12 millioner kroner eller ej.

Uden disse kritiske røster – der i øvrigt også var fraværende i den tidligere Ungdomshusfilm »500 Stenkastende Autonome Voldspsykopater fra Helvede« – fremstår filmen som det, Politikens anmelder ganske rammende betegner som »sympatisk propaganda«.

En gribende og oprørende fortælling

Der er store følelser på spil i »69«, og det mærkede man ikke mindst under premieren i Den Grå Hal på Christiania den 8. november, hvor et par tusinde tilskuere råbte med, klappede, hujede og jublede gennem hele forevisningen – indtil optagelserne af selve rydningen og nedrivningen af Ungdomshuset, hvor en smertefuld stilhed sænkede sig i hallen.

Umiddelbart lykkes det at formidle disse følelser og det brændende engagement, der drev aktivisterne, og måske kan filmen på den måde forklare de dele af offentligheden, der ikke kan forstå, hvad der fik folk til at gå amok, hvad det var der drev de tusinder af mennesker, som i flere dage satte København på den anden ende efter rydningen.

Fortælleteknisk er der desværre et par kiks i Nikolaj Viborgs film, som efterlader den udenforstående uforstående. Enkelte gange klippes der så hårdt, at det simpelthen ikke er muligt at forstå, hvad der foregår, hvis man ikke på forhånd er nøje inde i begivenhederne. Det sker for eksempel i forbindelse med de voldsomme gadekampe den 16. december 2006, hvor der intet oplæg eller forklaring er til den demonstration, der eksploderer så vildt.

Helt galt og ærgerligt er det under optagelserne af en demonstration ved Faderhusets kirke i Rødovre. Her bliver flokken af fredelige aktivister så modbydeligt gennempryglet af politiet, at det næsten er utåleligt at se på. Men igen er klipningen så hård, at det for den udenforstående kan se ud som om, at aktivisterne inden denne voldelige afstraffelse har begået groft hærværk mod Faderhusets bygning.

Det fremgår ikke, at hærværket er begået natten før af ukendte gerningsmænd, og for den Ungdomshus-skeptiske og autoritetstro kan det derfor se meget rimeligt ud, at politiet anholder de unge, og kræver, at de sætter sig ned. At det på ingen måde kan forsvare betjentenes uhyrlige magtmisbrug – om så aktivisterne vitterligt havde smidt med maling – ændrer ikke på, at den konkrete historie er mudret fortalt til skade for forståelsen af den generelle udvikling.

Disse skønhedsfejl ændrer dog ikke ved, at »69« ellers er en godt fortalt, gribende og oprørende fortælling om et politisk aktivistmiljø, der drives af så stor kærlighed til deres projekt, at man kunne ønske at bare en brøkdel af det imponerende engagement ville sprede sig til den øvrige venstrefløj.

Alt i alt er der intet nyt i historien om magthavernes arrogance og aktivisternes livgivende naivitet, men netop derfor skal den også fortælles om og om igen.