Antallet af danske nazi-afhoppere stiger

I juli 2007 lukkede og slukkede det racistiske netværk »Dansk Front«. Netværket havde i sine fem-årige levetid samlet folk fra stort set alle grupper på den yderste højrefløj. Via gruppens debatforum på internettet fik mange unge, der ikke i forvejen havde tilknytning til racistiske grupper, en enestående mulighed for at komme i kontakt med og debattere med garvede nazister.

En af de unge, der kom til, var Dennis, der i lidt over et år var aktiv i Dansk Front. Modkraft.dk har fået Dennis til at fortælle sin historie:

– Det startede tilbage i 2004, da jeg var 14 eller 15 år gammel. Jeg havde problemer i skolen og i min fritid, og til sidst kogte det over. Jeg endte i en konflikt med en tilfældig indvandrer fra mit lokalområde, hvor der var problemer med en gruppe indvandrerdrenge. Jeg blev vildt arrig og ked af det, og alle mine problemer blev kanaliseret ud i den konflikt. Jeg blev meget hurtigt racistisk, og skød skylden på indvandrere som helhed.

Siden opløsningen af Dansk Front er et stigende antal højreekstreme hoppet af, fortæller antifascister. Her demonstrerer medlemmer af Dansk Front i Hillerød. Arkivfoto: Redox

For Dennis var der kort fra tanke til handling, og efter et par søgninger på internettet fandt han Dansk Fronts hjemmeside og gruppens debatforum.

– Jeg deltog i et par diskussioner derinde, og efter relativt kort tid blev jeg kontaktet af en fyr, der ville have mig med til et møde i deres afdeling i København. Jeg skulle dog møde ham et stykke væk fra den bar, hvor mødet var, for han skulle sikre sig, at jeg ikke var »en af de røde«.

Fra lort til overmenneske

Møderne i Dansk Fronts afdeling i København samlede i den periode mellem 15 og 30 deltagere. Dennis var med til et par møder, og fortæller videre om netværket:

– Der var på det tidspunkt mange unge på min alder. Møderne bestod egentligt mest i, at man mødtes på et værtshus, og så var der måske to-tre af de ledende folk, der fortalte lidt om, hvad der skulle ske i fremtiden af koncerter eller hvis man skulle til Salem (samlingssted for en årlig nazistisk demonstration i Sverige, red.). Derefter så sidder folk bare og drikker øl og snakker om slagsmål og fodbold.

I den periode, hvor Dennis var aktiv i Dansk Front, var lokalafdelingens møder udsat for flere angreb fra militante antifascister. Det påvirkede gruppens fokus.

– De blev meget bange i København efter angrebene. Vi kunne jo godt regne ud, at der var nogle der sladrede, men jeg fandt aldrig selv ud af, hvem det var. Da jeg forlod miljøet, var der meget paranoia, og man skulle for eksempel have fotokopieret sit pas, så de vidste, hvem man præcis var.

I dag har Dennis endegyldigt sagt farvel til det nazistiske miljø. Han kom i kontakt med den venstreradikale organisation Antifascistisk Aktion (AFA), der gennemførte en såkaldt exit-samtale med ham, ligesom han har meddelt de tidligere kammerater fra Dansk Front, at han intet vil have med dem at gøre længere.

– Det er mærkeligt at have sådan en fortid. Når jeg i dag tænker tilbage på den tid, så kan jeg jo godt forstå, hvad der skete. Nazismen kan rekruttere på dårlige sociale rammer, og det var Dansk Front rigtig gode til. Man kunne gå fra at være lort til at være overmenneske, og skyde sine problemer over på andre. Det var et simpelt svar på komplicerede problemer.

Antifascister: Der er altid en vej ud

På den anden side af bordet sidder Jesper. Han er aktiv i Antifascistisk Aktion, der arbejder »konfrontativt og konsekvent mod det yderste højre«, som han siger. Ved siden af de mere traditionelle politiske aktiviteter arbejder organisationen også med højreekstreme afhoppere.

– Vi er jo mest kendt for gadekonfrontationer med nynazister og andre folk på den yderste højrefløj. Det er dog langt fra det eneste, vi laver. Siden Dansk Front lukkede, har vi for eksempel brugt en del tid på at snakke med tidligere medlemmer derfra.

Hvorfor kontakter de jer?

– Der er mange forskellige bevæggrunde. For nogen af dem handler det om, at de reelt har ændret holdning, og i dag ikke længere er racister, og derfor gerne vil have rent bord. For andre handler det måske om, at de efter at have droppet nazi-aktiviteterne er bange for at blive genkendt på gaden af militante antifascister. Fælles for dem alle er dog, at de ved, at vi kan garantere deres sikkerhed ved at sprede ordet i den antifascistiske bevægelse om, at vedkommende er hoppet af, forklarer Jesper.

Hvorfor er det relevant for jer at arbejde med afhoppere? Hvis de ikke længere er aktive nazister, er de vel ikke et problem?

– Der er to aspekter af sagen. Det ene er informationerne. En afhopper kan give et ganske fint overblik over status i en bestemt gruppe eller social del af nazimiljøet. Det andet er, at en højreekstremist, der »blot« holder op med at være aktiv, let kan vende tilbage til nazimiljøet, hvis vedkommende får lyst til det. Har man først snakket med os, så bliver den mulighed ganske uattraktiv.

Hvordan håndterer I afhoppere?

– I langt de fleste tilfælde ved vi jo udmærket, hvem personen er, når vedkommende kontakter os, og vi har derfor også et godt indtryk af personens sociale forhold.

Hvordan ved I det?

– Vi sørger for løbende at holde styr på aktivisterne i den højreekstreme bevægelse, blandt andet ved hjælp af information fra informanter i nazi-miljøet.

– Afhængigt af hvor langt inde i miljøet personen er, tager vi naturligvis en række sikkerhedsforanstaltninger, men fælles for dem alle er, at vi gennemfører en eller flere samtaler, hvor vi meddeler personen vores krav for at anerkende, at de er hoppet af, og derefter udspørger dem om deres viden om det højreekstreme miljø.

Hvilke krav kan det være?

– Det kan for eksempel være, at personen skal bryde sine sidste sociale bånd til andre racister eller at personen overfor sine apolitiske venner skal berette om sin fortid.

Ikke tankepoliti

Hvordan sikrer I jer, at en person så ikke vender tilbage til nazikredse?

– Først herefter begynder den reelle debriefing, hvor vedkommende fortæller om sin tid i nazimiljøet og giver os informationer om miljøets grupper, strukturer og aktiviteter. Samtalerne bliver optaget på bånd, og vi har dem derfor som pressionsmiddel. Skulle vi opdage, at en afhoppet nazist igen plejer omgang med sine gamle venner, så har vi jo muligheden for at offentliggøre optagelsen. Det har vi dog heldigvis ikke været nødt til endnu.

Leger I så ikke tankepoliti?

– Nej overhovedet ikke. Det er selvfølgelig fedest, hvis de rent faktisk har ændret holdning, men det er ikke det vigtige for os. For os er det vigtige, at folk dropper at være aktiv racist. Hvad de går og tænker i deres hoved, er i den henseende irrelevant. Der er ingen krav om, at man skal blive revolutionær socialist for at hoppe af.

Hvad så hvis de tidligere nazister rent faktisk bliver venstreorienterede?

– Hvis de bare begynder at stemme på Enhedslisten, er det jo fint. Men det med at skifte drastisk fra den ene fløj til den anden, det er lidt anderledes. Det kan let skabe usikkerhed. Man kan jo nemt blive usikker på, om folk nu reelt også har brudt med deres gamle venner, eller om de har en bagtanke med at bevæge sig over på venstrefløjen. Her spiller den enkeltes historie dog også ind. Har man været nazist, fra man var 14 til man var 15, så er det absolut noget andet, end hvis man gennem en årrække har været afdelingsleder i Dansk Front. I de tilfælde, hvor afhoppere gerne vil være venstrefløjsaktivister, samarbejder vi også tæt med de lokale venstrefløjsgrupper for at finde en løsning, der er tryg for alle.

Hvis nuværende eller tidligere højreekstreme vil i kontakt med jer, hvad gør de så?

– Det er sådan set ganske nemt. Man sender blot en e-mail til os og fortæller lidt om, hvem man er og hvorfor, så skal vi nok kontakte vedkommende.

Antifascistisk Aktion har ikke ønsket at oplyse antallet af henvendelser, de har fået fra tidligere højreekstremister siden Dansk Front lukkede, men de fortæller, at tallet er »væsentligt højere end tidligere«.

Både Dennis og Jesper er opdigtede navne. Deres rigtige identiteter er redaktionen bekendt.