Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
6. november 2008 - 13:28

Obama er begyndelsen på enden på nyliberalismen

Man må virkelig håbe, at det lykkes Barack Obama at gennemføre sit valgprogram om bedre sundhed og omfordeling til fordel for den brede befolkning.

Men under alle omstændigheder betyder valget i en henseende en afgørende forandring: Det amerikanske valg er nemlig først og fremmest et fravalg, et valg imod det republikanske parti, der under skiftende præsidenter og senest som bekendt under George W. Bush har ført en nyliberalistisk inspireret politik med liberalisering og frisættelse af markedsøkonomien, privatisering og besparelser på den offentlige sektor, omfordeling til de rige og tilbagerulning af arbejderbevægelsens styrkepositioner og af velfærdsordninger.

Denne politik var gennem aktiv deregulering af finansmarkederne i sidste ende stærkt medvirkende til udløsning af finanskrisen, som har kastet op mod en million amerikanerne ud i arbejdsløsheden og tegner til at blive den største krise i USA og verden siden 30´erne. [Jf. Lund, Henrik Herløv: CEPOS og finanskrisen: Vi har ikke råd til eksperimenter med nyliberal politik. www.henrikherlovlund.dk]

Dette har givet et flertal af amerikanere syn for sagen for nyliberalismens skadevirkninger og fået dem til at stemme for forandring dvs. for et opgør med nyliberalismen.

Nyliberalismen

Neoliberalismen – eller nyliberalismen – er herhjemme kendt som den vigtigste inspirationskilde for den nuværende VK – regerings økonomiske politik og politik for velfærden og det offentlige, men er oprindeligt udsprunget af den amerikanske højrefløj. Nyliberalismen er en ny variant af den klassiske liberalisme, men hvor den klassiske liberalisme primært var politisk orienteret og lagde vægt på sikringen af de borgerlige frihedsrettigheder, er nyliberalismen langt mere økonomisk orienteret og lægger vægt på styrkelsen af markedsøkonomi i forhold til staten.


Derfor er målet for nyliberalismen navnlig da også at rehabilitere markedet idemæssigt og politisk i forhold til velfærdsstaten ved at give markedsløsninger en mere fremtrædende plads i sam­fundsøkono­miens og på den offentlige sektors bekostning.

For det første gen­nem størst mulig liberalisering af selve markedsøkonomien, for det andet ved at begrænse den statslige omfordeling (dvs. tilbageføre større dele af samfundsproduktet til den private sektor/markedet) og for det tredje ved at indføre markedsløs­ninger (privatisering og udlicitering) og markedsstyring (fx frit valg, brugerbetaling, mål og resultatstyring) i den offentlige sek­tor som sådan.

Nyliberalismens evige mantra har derfor været lovprisningen af markedet, som det der giver størst økonomisk effektivitet og dynamik – vel at mærke af sig selv (man taler om markedets blinde hånd, der bag om ryggen på de økonomiske aktører af sig selv skaber den bedst mulige, automatiske koordinering af alle de individuelle økonomiske beslutninger) i forhold til det tunge, bureaukratiske statslige/offentlige sektor.

Fri os for staten og Privat istedet har således i sidste ende den politiske konklusion af nyliberalismen, hvorfor privatiseringer, udlicitering og væk med skatten er faste temaer i nyliberalismens økonomisk politiske kogebog. Men også liberalisering og fjernelse af statslige regulering af de private erhverv har været standard programpunkter.

Nyliberalismens sejrsmarch

Nyliberalismen skyllede ind over og igennem økonomverdenen, erhvervslivet og de store borgerlige højrepartier i 70´erne og 80érne, navnlig i USA og Storbritannien. Det skete i et opgør med den socialdemokratiske orienterede keynesianske økonomisk teori og politik, hvis vanskeligheder under 70´erne stagflation benyttedes til et opgør fra højre hermed og til en revanchering af den rene og uregulerede markedsøkonomi i økonomisk teori og siden i økonomisk politik.

Samtidig dannede 70´ernes økonomiske krise og svækkelsen af arbejderbevægelsen under den kraftigt stigende ledighed udgangspunkt for et borgerligt/arbejdsgiverfunderet angreb på og tilbagerulning af velfærdsstaten, der af arbejdsgiverne og borgerlige økonomer sås som en begrænsning på markedsøkonomien og hvis omfordeling fra højere til lavere indkomstgrupper man ønskede begrænset.

Teorierne herom fødtes i borgerlige ideologers og økonomers (fx von Hayek, Friedmann o.l.) hoveder, men omsattes igennem 70´erne i oprettelsen af et højreorienteret netværk af tænketanke, der så at sige i et kup indefra overtog magten i det republikanske parti med det mål at overtage præsidentposten og siden magten i kongressen [Jf. Clausen, Per: Ulighed i USA – naturfænomen eller klassekamp?].

Med Reagans valg til præsident i USA i 1981 kom neoliberalismen til magten og dens program eksekveredes prompte. Alt i den offentlige sektor, der i USA kunne privatiseres, blev det under Reagan og efterfølgende republikanske præsidenter (Bush junior og senior) og velfærdsordningerne blev brutalt skåret ned til fordel for skattelettelser primært til de rige. Markedsøkonomien dereguleredes og liberaliseredes på alle områder.

Bill Clintons præsidentår ind imellem satse nok en stopper for yderligere udbygning heraf i denne periode, men heller ikke mere. Nyliberalismens pres og dominans var så voldsom, at Clinton for at fastholde magten lod sig presse til at acceptere væsentlige dele af nyliberalismens program og respektere de heraf gennemførte samfundsforandringer på samme måde som senere Blair i England må respektere mange af Thatchers reformer.

Nyliberalismens fremmarch kunne lade sig gøre, fordi arbejderbevægelsen var svækket af den høje ledighed, et forhold som imidlertid af de nyliberale magthavere søgtes understøttet gennem et skift i fokus for den økonomiske politik fra at prioritere ledighedsbekæmpelse til at prioriterer inflationsbekæmpelse, i hvilken forbindelse arbejdsløsheden tværtimod blev set som naturlig og nødvendig.

Samtidig sattes en offensiv ind mod fagbevægelsen gennem fyringer af fagforeningsrepræsentanter og gennem brug af skruebrækkere overfor arbejdskampe [Jf. Albertsen, Andreas: Årsager til den stigende ulighed i USA],

Et dyrt bekendtskab: omfordeling til de rige og stigende ulighed
Resultatet blev den tilsigtede tilbagerulning af arbejderbevægelse, velfærdsstaten og omfordeling.

Uligheden i USA er steget dramatisk under nyliberalismens regime og er nu lige så stor som FØR Franklin D. Roosevelts New Deal [Jf. leder i Information: Greenspans oversete advarsel].

Den rigeste procent af amerikanerne tjente i slutningen af 1920’erne knap 24 procent af USA’s indkomst. Takket være New Deal og kenynesianismen var denne andel lige før anden verdenskrig faldet til 18 procent. I kraft af velfærdsstaten blev denne andel i 60’erne og 70’erne yderligere bragt ned til 9 procent. Men efter den nyliberalistiske epoke var skævheden genoprettet: Den rigeste procent tjener nu igen 22,9 procent af USA’s indkomst.

Og de rigeste 10 procent af den amerikanske befolkning tjener nu omkring halvdelen af de samlede indkomster i USA. Det er den højeste andel siden 1917.

Dette er naturligvis i høj grad gået ud over de fattige. Antallet af fattige har været stigende og udgør i dag 5 millioner [Jf. Jarlner, Michael: Republikanerne i dyb krise] Politikken 5. Nov. 08].

Den amerikanske drøm handler som bekendt om, at hvis man er dygtigt og flittig kan selv den fattigste i USA blive rig og mægtig. Barack Obama er imidlertid er undtagelsen fra en regel om, at fattige i USA snarere bliver hængende i fattigdommen. Ikke blot er den sociale mobilitet i USA langt mindre end i fx indenfor den skandinaviske velfærdsmodel, men også denne sociale mobilitet er blevet voldsomt forringet og dermed de sociale skel langt skarpere og mere cementerede i den nyliberale epoke.

Men det er ikke blot de fattige, der har været ofre for nyliberalismen. Den har i det hele været et dyrt bekendtskab for også den amerikanske middelklasse. Hvor de rigeste 0,1 procent mellem 1971 og 2005 oplevede en indkomstvækst på 296 procent, har væksten i middelhustandens indkomst kun været på 13 procent [Jf. leder i Information: Greenspans oversete advarsel].

Grådighed og spekulation sat i system

Nyliberalismen har begrundet stigende ulighed med at det dels er retfærdigt og dels skaber økonomisk dynamik og dermed fremgang for alle. Virkeligheden har været en helt anden: Der har været tale om en systematisk tilbagefordeling til de rige på bekostning af velfærd og indkomst for ikke bare fattige, men den brede befolkning.
Samtidig betød den økonomiske politik som bekendt også at markedsøkonomien blev frisat fra offentlig samfundsøkonomisk og pengepolitisk regulering.

Ikke mindst finansmarkederne blev liberaliseret. Statslig styring af penge og kreditpolitik blev nedtrappet og centralbankerne trak sig tilbage til ren­tefastsættelsen som deres kerneområde. Hermed blev fordelingen af lån og inve­steringer overladt til finanssektoren selv. Ligesom staten skruede ned på styring af samfundsøkonomien gennem finanspolitik og i stedet i højere grad lod markedskræfterne råde.

I pengepolitikken har dette betydet, at den primære drivkraft for fordeling af lån og kreditter nu er finansin­stitutternes indtjening og her og nu gevinster. Men herved er kortsigtede og risikable transaktioner og spekulative inve­steringer blevet langt mere fremtrædende på bekostning af samfundsøkonomiske hensyn, ja også på bekostning af det øvrige erhvervsliv. Og den frigjorte kapitalismens kriseskabende tendenser fik igen friere spil og stærkere effekt.

Resultatet af at lade grådighed og spekulation få frit spil blev således finanskrisen. Hermed har nyliberalismen ført hele det amerikanske samfund ud i økonomisk uføre, ja ud i den største økonomiske krise siden 30´erne og tabt enhver legitimitet.

Efter nyliberalismen

Det synes klart, at nyliberalismen ikke vil kunne overvinde dette tab af legitimitet.

Hermed er det imidlertid ikke givet, hvad der vil træde i stedet. Den nyvalgte præsident Obamas valgprogram har indeholdt progressive ideer om mindre ulighed gennem skattelettelser og gennem bedre sygesikring for alle (i USA har omkring en 1/5 af befolkningen ikke råd til sygesikring overhovedet).

Men samtidig har de nyliberale og nykonservative under George W. Bush ført landet ud i en på længere sigt uholdbar gældsstiftelse, hvor de store udgifter til krigsførelse i Irak og Afghanistan samt til militæret i det hele taget er blevet finansieret gennem en voldsomt ekshalerende lånoptagelse i mellemøsten samt Kina. Resultatet er nu, at USA har et megastort og stigende underskud på betalingsbalancen og en formidabel gæld i forhold til BNP.

Den amerikanske statsgæld udgør nu 10.000 milliarder dollars og statsunderskuddet på 500 milliarder dollars [Jf. Jarlner, Michael: Republikanerne i dyb krise]. Politikken 5. Nov. 08].
Dette kan ikke fortsætte, for på et tidspunkt vil långiverne miste tilliden til USA ´s økonomi og holde op med at købe flere amerikanske statsobligationer og så ramler bøtten. Derfor vil det være nødvendigt med en økonomisk genopretning.

Afgørende vil være om denne genopretning tager den nødvendige form af en genskabelse og styrkelse af statens overordnede makroøkonomiske regulering og styring af markedsøkonomien, herunder den penge – og kreditpolitiske styring af finansmarkederne.
Samtidig vil der være brug for en ny New Deal, som sigter mod at sikre beskæftigelsen som topprioritet for den økonomiske politik og mod genopbygning af sociale ydelser og velfærdsydelser, herunder sundhed, til navnlig de økonomisk dårligere.

Til finansiering af den økonomiske genopretning og genopretning af velfærden være behov for reetablering af et progressivt skattesystem og tilbageførsel af skattelettelserne til de økonomisk velstillede samt for reduktion militærudgifterne.

Indgår det sidste element ikke, vil den økonomiske genopretning tværtimod tage form af yderligere besparelser på ydelserne til den brede befolkning. Dette vil uvægerligt svække og måske splitte den politiske koalition, som ved valget ellers er skabt imod den nyliberale politik og måske give grundlag for en revanche fra den republikanske højrefløj.

Man må derfor håbe og bede til, at Obama formår at fastholde og gennemføre sit valgprogram og løftet om ægte forandring overfor nyliberalismens økonomiske fallitbo.

Henrik Herløv Lund er økonom, cand. scient.adm.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce