Annonce

21. oktober 2008 - 0:44

Luk Lejren vil aktionere mod Integrationsministeriet

Når integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) og hendes embedsfolk tirsdag den 21. oktober møder på arbejde i Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration vil de blive mødt af aktivister fra Luk Lejren.

Det meddeler initiativet i en pressemeddelelse.

Ifølge aktivisterne er planen at opstille en kontrolpost foran Birthe Rønn Hornbechs ministerium med krav om, at hun melder sig til kontrol. Idéen er, at ministeren og hendes ansatte på den måde på egen krop skal opleve de vilkår, der dagligt bydes flygtninge og asylansøgere i landets asyllejre.

– Som integrationsminister er Birthe Rønn ansvarlig for den diskrimination og kontrol, der finder sted i asyllejrene. Vi vil med denne aktion vise Birthe Rønn og medarbejderne i hendes ministerium, hvad de dagligt udsætter asylansøgerne for, udtaler Farhiya Khalid, talsperson for Luk Lejren.

Luk Lejren: Birthe Rønn er skødehund

Ifølge Luk Lejren er retsstaten sat ud af kraft i Sandholmlejren.

– Beboerne i Sandholmlejren skal jævnligt melde sig til kontrol hos lejrens personale, ligesom at de registreres, når de kommer og går fra lejren. Hvis man udebliver fra kontrol, risikerer man at blive sat i det fængsel, der er tilknyttet Sandholmlejren. Fængslingerne er administrative og beror på vurderinger fra lejrens personale, skriver aktivisterne i pressemeddelelsen.

Luk Lejren mener, at den prominente Venstrepolitiker har svigtet hendes tidligere idealer om retssikkerhed.

– Engang var Birthe Rønn en politiker, som troede på retssikkerhed. I dag tryner hun gladeligt asylansøgeres rettigheder. I stedet for at kæmpe for asylansøgere og indvandreres retssikkerhed, agerer hun Dansk Folkepartis skødehund, udtaler Anna Bågø fra Luk Lejren.

Luk Lejrens fokus har hidtil ligget primært på Dansk Røde Kors, der er ansvarlige for at drive Sandholmlejren og en række af landets øvrige asyllejre.

Med aktionen mod Integrationsministeriet retter initiativet i højere grad fokus mod de politikere og myndigheder, der er direkte ansvarlige for den førte politik.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce