Annonce

17. oktober 2008 - 16:22

USA: Kvinder rammes hårdest af finanskrisen

De mange milliarder dollars, som den amerikanske regering har besluttet at poste i den finansielle redningsplan, der skal forhindre USA’s økonomi i at kollapse, skal hentes andre steder.

Eksperter og aktivister frygter, at nedskæringerne først og fremmest vil gå ud over for eksempel statslige sundhedsprogrammer, og at de forventede massefyringer vil ramme i forvejen udsatte kvinder over en bred kam.

Ifølge Joan Entmacher, der er økonomisk ekspert hos the National Women’s Law Center vil staten efter al sandsynlighed kompensere for den enorme udgift på 700 milliarder dollars ved at skære ned på de statslige programmer for folk med lav indkomst. Af disse er langt de fleste kvinder.

Eksperterne peger på, at både såvel udgifterne til krigen i Irak som skattelettelserne i 2001 og 2003 fik politikerne til at skære ned på de sundhedsprogrammer, der især benyttes af fattige farvede kvinder.

Udover nedskæringerne peger eksperter på, at kvinder står for en uforholdsmæssig stor andel af de dyre »sub-prime« lån, der har været centrale i udløsningen af krisen på boligmarkedet.

JPEG - 45.9 kb
Kvinder i USA er forvejen økonomisk sårbare – den finansielle krise risikerer at skubbe dem endnu længere ud i fattigdom, advarer eksperter.

Sub-prime lån, der også kaldes »lokkelån«, er især benyttet af de dårligst stillede boligkøbere, som ingen opsparing har. På grund af deres lave lønninger og lave kreditværdighed har de været tvunget til at låne til en højere rente på sub prime-markedet, og nu hvor lånene skal tilbagebetales, går stribevis fallit.

Ifølge Allen Fishbein fra tænketanken Consumer Federation of America har en tredjedel af de kvindelige låntagere benyttet sig af sub-primelån, mens det for mændenes vedkommende kun er en fjerdedel.

Kvinder fyres først

Et tredje risikomoment for kvinderne er den forestående arbejdsløshed. Linda Basch, der er leder af The National Council for Research on Women in New York, peger på, at kvinder er særligt udsatte i økonomiske nedgangstider, fordi de har langt større sandsynlighed for at blive arbejdsløse end mænd.

Kvinder tjener nemlig generelt mindre, har færre bonusordninger og arbejder mere på deltid. Desuden har de mindre opsparinger og mindre pensioner end mænd.

Krisen forværrer kvinders fattigdom

På trods af denne officielle statistik forholder ingen statslige økonomer sig til det, som kritikerne kalder feminisering af fattigdommen. På en nyligt afholdt konference i New York om fattigdommen blandt storbyens kvinder var ingen i tvivl om, at krisen på Wall Street kun vil forværre kvindernes i forvejen fortvivlede situation.

Ifølge en rapport om »Den økonomiske status for kvinder i staten New York«, udgivet af New York Women’s Foundation, har storbyens kvinder højere risiko for at ende i fattigdom i dag end i 1989.

Ifølge organisationens leder, Ana Oliveira, vil der efter alt at dømme forsvinde tre jobs i servicesektoren for hvert job, der forsvinder på forsvinder på Wall Street i de kommende uger og måneder:

– Servicesektoren er stærkt domineret af lavt betalte jobs for kvinder. Når der er sker en indskrænkning i den økonomi, mister især lavt betalte arbejdere deres job, og det rammer i ekstremt høj grad kvinder, siger hun til Women’s e-News.

JPEG - 59.1 kb
Den politiske kritik af den statslige hjælpepakke peger bl.a. på at almindelige mennesker – og især kvinder – glemmes til fordel for den finansielle sektor.

Af samme grund bør politikerne være særligt opmærksomme på situationen for farvede kvinder i forbindelse med den økonomiske redningsplan, mener Ana Oliveira , for ifølge organisationens egne tal lever 25 procent af New Yorks kvinder med Latina, afrikansk-amerikansk eller såkaldt indiansk baggrund i fattigdom. Det tilsvarende tal for hvide kvinder er ti procent, oplyser New York Women’s Foundation.

– Når man oplever en økonomisk nedtur, lider de folk, der i forvejen er økonomisk sårbare, mest. Vi håber inderligt, at den økonomiske støtte, der sættes op, tager højde for, at vi bliver nødt til at hjælpe mennesker, siger Ana Oliveira.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce