Villy Søvndal, formand for SF, er nu mere populær end statsminister Anders Fogh Rasmussen, der ellers tidligere har brystet sig af sin popularitet på det sociale elektroniske hjælpeværktøj.
Om det er årsag til, at statsministerens kontrafej er begyndt at dukke op i betalingsannoncerne på hjemmesiden, er usikkert, men Søvndal mønstrer i hvert fald, mens annonceringen starter op, over 3.000 flere »venner« end den nyliberale statsminister.
Villy Søvndal: 26.332
Anders Fogh Rasmussen: 23.318
Helle Thorning-Schmidt: 12.379
Margrethe Vestager: 4.133
Johanne Schmidt-Nielsen: 2.561
Pia Kjærsgaard: 1.096
Lene Espersen: 1.064
SF 4.429
Enhedslisten: 1.626
Socialdemokratiet: 1209
Det Konservative Folkeparti (C-supporters): 1106
Det Radikale Venstre: 1077
Venstre: 693
Dansk Folkeparti: 305
Det er imidlertid ikke kun på de »personlige« sider, at venstrefløjen har overtaget på mødestedet.
Da den nyligt dannede tænketank Centrum-Venstre Alliancen, Cevea, gik på Facebook, lykkedes det på to uger at hverve flere sympatisører end langt de fleste partier.
Faktisk var tænketanken efter ni dage kun overgået af SF og Enhedslisten – den sidste partigruppe blev i løbet af endnu et par dage så også overtrumfet af tænketanken.
Cevea havde fredag den 10. oktober over 1.800 sympatisører – kun overgået af SF med over 4.400. og med Enhedslisten lige efter med 1.600 tilhængere.
Venstre kan til sammenligning kun mønstre knap 700 sympatisører på sin Facebook-gruppe, Dansk Folkeparti godt og vel 300. Socialdemokrater, konservative og radikale ligger lidt pænere i sympatisørtal, nemlig mellem knap 1.100 og godt 1.200 tilhængere.

Også på antipati-siden synes venstrefløjen at dominere Facebook. Mens Pia Kjærsgaard står til at have knap 1.100 venner, så er en såkaldt »gruppe« med navnet »Kan jeg finde 100.000, der vil af med Pia Kjærsgaard?« nået en fjerdedel af vejen til dets succeskriterie, idet over 26.000 Facebook-brugere har tilsluttet sig gruppen. Gruppen »Alle der elsker Pia Kjærsgaard« må derimod nøjes med 141 gruppetilhængere.
Antipati-grupperne mod venstrefløjen gør sig heller ikke for godt på mødestedet. Mens Enhedslisten kan mønstre 1.626 tilhængere, kan gruppen »Ø under spærregrænsen« kun mønstre langt under halvdelen: nemlig 625.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96