Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
6. oktober 2008 - 20:43

Dublik: Fjendebilleder, folkeret og fakta

Mikael Hertoft har den 2. september kommenteret min artikel om krigsudvidelsen i Kaukasus, som jeg har valgt at betegne krigen mellem Rusland og Georgien og den nuværende, fortsatte russiske besættelse.

Mikael og jeg er, som det fremgår også af hans første artikler, meget uenige, og vi bliver næppe enige. Der er imidlertid en række kommentarer og postulater i Mikaels replik, hvoraf jeg gerne vil svare på en del. Sådan gør vi »neokonservative,« som Mikael slutter med at titulere mig. Noget bavl - og under alle omstændigheder ikke noget seriøst »argument« i sig selv.

Hvem startede krigen?

Mikael bliver ved med at hævde, at krigen mellem Georgien og Rusland ene og alene skal defineres ved og »startede« med Georgiens massive militære offensiv og angreb på Sydossetiens hovedby, Tskhinvali, den 7-8. august.

Ihvorvel dette angreb var massivt og voldsomt, var det efter min mening blot en forventelig eskalation, som ville være sket før eller siden. Jeg kunne også kalde det et militært gensvar på en voldelig konfrontation mellem mange parter gennem de sidste 10 år: Sydossetiske separatister, georgiske regulære tropper, georgiske og russiske »fredsbevarende« soldater, samt russernes forskellige subversive grupper af GRU og FSB-karakter.

Jeg ved det lyder uldent, men det er det også !

Mikael spørger til kilder? Læs bl.a. Pavel Felgenhauer, Paul Goble, Novaya Gazeta, Chechnya Shortlist, Axisglobe, Johnsons Russia List, Eurasia Daily Monitor.

Mikael nævner en række bombeattentater og mord, senest denne sommer. Han argumenterer for, at især Georgien kunne mistænkes at stå bag dette. Han nævner udsendte rapportører af troværdig karat, som holder det for muligt.

Jeg kunne omvendt nævne en række lignende attentater på især pro-georgiske ledere i Sydosettien, på landsbyer og kommunikation, etc. og nævne andre uvildige og troværdige observatører og kendere, som mener, at disse handlinger omvendt er FSB/GRUs værk.


Men lad dette hvile i denne omgang. Mikael snakker om propaganda, og det er der meget af, plus masser af sløring og voldsomt spin på begge sider. Jeg er ikke idiot eller har kun ét øje

Men uanset hvad man mener om den georgiske offensiv i august - for efter eget georgisk udsagn at redde sine egne fredsbevarende tropper og forsøge at genvinde større kontrol med Sydossetien - så piller det også ved en grundlæggende ting, som alt dette drejer sig om: territoriel integritet, folkeret og minoritetsproblemer.

Derfor vil jeg igen slå følgende fast, og det er helt, helt centralt for hele denne diskussion:

Georgien er stadig officielt anerkendt af det internationale samfund, FN, med dets nuværende grænser, inklusive Abkhazien og Sydossetien. Også trods de indtil august fysisk etablerede løsrivelser i praksis.

Og skønt der var et mandat indgået helt tilbage i forhenværende præsidentperioder om, at russiske og georgiske soldater skulle sikre fredelige forhold i dagligdagen og løbende konfliktforhandlinger i det omstridte Sydossetien (vi lader Abkahzien hvile her) så ændrer det stadig ikke grundlæggende ved, at folkeretten stadig officielt anerkender Georgiens »overhøjhed« over sit eget territorium, dvs. de to udbryderepublikker, skønt Georgien i praksis ikke har kunnet håndhæve den ret i et årti.

Dét prøvede man nu på at ændre gennem et større militært angreb - eller svar på idelige provokationer og vold, helt afhængig af synsvinklen. Men uanset hvad, var det ikke i strid med folkeretten.

Dette er ikke ligegyldigt »juristeri« og pindehuggeri, hvis folkeretten og dens regulering af nationernes indbyrdes forhold ellers er noget, man mener skal følges uden gradbøjninger.

Og det er da ellers noget Hertoft og hans normale politiske frænder normalt går voldsomt meget op i, når vi f.eks. snakker Irak, Afghanistan, Balkan, etc. ?

Jeg siger ikke dermed, at Georgiens forsøg på med »ét hug« militært at generobre kontrollen med dét territorium, de rent FN-officielt-juridisk stadig har ret til at kontrollere indenfor sine egne nuværende grænser, nødvendigivs var specielt klogt og forsvarligt, eller om det var vanvittigt.

Jeg siger bare, at de ikke har krænket folkeretten og FN ved at gøre det. Og det faktum er ærlig talt ikke en uvæsentlig detalje: Georgien har ikke angrebet Rusland, og det er vigtigt at understrege, også mht. omfanget af det russiske »svar« som var og er ekstremt voldsomt. Det vender jeg tilbage til.

Hertoft nævner Tjetjenien og undrer sig over, at jeg af alle derfor skulle være så »obsternasig« mht. Til, at også andre små minioriterer forsøger at skille sig ud som selvstændige stater indenfor et større rige.

Svaret på Mikaels undren rummer både historiske facts og vigtig jura, værd at huske og fremhæve:

Den tjetjenske uafhængighedserklæring den 6. september 1991 påberåbte sig FN’s charter om alle nationers ret til selvbestemmelse. Den tjetjenske løsrivelsesproces indbefatter en række helt afgørende forskelle ift. til de georgiske løsrivelsesprovinser:

1) Tjetjenerne har altid har fremhævet, at de meldte sig ud af Sovjetunionen, ikke af Rusland. Notér kronologien, de har ret, også uagtet deres status som ASSR. Dudajev-regeringen (uanset hvad man mener om visse af metoderne) var i stand til at »hævde« denne selvstændighed, men Jeltsin-regeringen accepterede efter et par år ikke den tjetjenske uafhængighed og dens erklærede præmis, men invaderede med ekstrem vold og med mindst 100.000 dræbte civile til følge Tjetjenien i 1994. Men Rusland tabte som bekendt med et brag den første tjetjenske krig.

2) Herefter indgik Rusland og Tjetjenien i 1996 Khasavjurt-våbenhvileaftalen, hvorefter Rusland trak sig ud og frie valg skulle afholdes.

Disse frie valg i Tjetjenien blev afholdt i januar 1997. Fuldt overvåget og anerkendt, endda med bravour af ingen ringere end OSCE.

Den moderate Maskhadov fik over 60 procent af stemmerne. Det sidste er uhyre vigtigt at fremhæve i den folkeretslige historie vedrrørende Tjetjeniens status som selvstændig nation.

OSCE anerkendte Tjetjeniens de facto uafhængighed alene med deres tilstedeværelse i 1997 og ikke mindst ved accepten af det klare demokratiske resultat. Og derigennem det internationale samfunds anerkendelse af Tjetjeniens nye status.

3) Samme internationale organisationer har aldrig - gentager aldrig! - nogensinde anerkendt de to georgiske løsrivelses-republikker på tilsvarende vis, alene af den simple grund at disse to områder aldrig nogensinde har opnået en status som Tjetjeniens. Hverken gennem kamp eller efterfølgende internationalt overvågede folkeafstemninger og valg.

4) Sydossetien og Abkhazien har derfor på ingen måde tilkæmpet sig samme rettigheder som tjetjenerne, med folkeretten i hånd. At det ikke forholder sig således, er ikke det samme som, at det ikke kunne blive anderledes i fremtiden, ved mulighed for ægte folkelige, demokratiske tilkendegivelser. Måske Især i Sydossetien, hvis ikke vi er endt der, hvor vi er nu. Abkhazien er helt anderledes: Her drev et mindretal af abkhazere som bekendt et flertal af etniske georgiere på flugt, over 250.000 mennesker.

Også det er derfor alene af dén grund en helt, helt anden situation end tjetjenernes kamp imod den russiske stats disrespekt for deres ret til uafhængighed.

5) Det fører til fredsaftalen mellem den russiske præsident Jeltsin og den tjetjenske præsident Maskhadov i Moskva den 12. maj. Den er også vigtig at indskærpe igen og igen. Den blev indgået mellem to selvstændige parter, betitlet hhv. den »Russiske Føderation« og »Den tjetjenske Republik Itjkeria«. Den indeholdt en statut om, at alle fremtidige forhold mellem disse to nationer skulle »reguleres ved hjælp af international lov«.

Dén slags traktat-juridisk sprogbrug og indbyrdes anerkendelse er ikke noget, der indgås mellem en centralmagt og et selvstyrende område. »International Lov« er noget man anvender stater imellem. Punktum.

At der tillige blev indgået en aftale om at regulere alle forhold mellem de to parter indenfor en årrække fremover ændrer ikke en tøddel ved dette, da formuleringer om fremtidige kontakter figurerer i mange andre aftaler mellem suveræne nationer.

(Læs mere om alt dette her - en meget fin og veldokumenteret og velargumenteret gennemgang: Tjetjeniens selvstændighed).

Summa summarum: Tjetjenien var et selvstændigt land - både de jure og de facto - da Putin & Co. invaderede det for anden gang i 1999.

Det er utroligt vigtigt at huske! Ikke mindst hvad angår folkeretten, og derfor også aktuelt mht. til de helt afgørende forskelle mellem Tjetjeniens forhold til Rusland og de to georgiske udbryder-områders forhold til Georgien.

Og uanset situationen af »low scale war« i Tjetjenien i dag, så har det nuværende og af russerne indsatte quislinge-styre under Ramzan Kadyrov, aldrig nogensinde afholdt og gennemført én eneste OSCE- eller Europaråds-anerkendt folkeafstemning eller valg.

Nærmest tværtimod, kan man sige, skønt begge organisationer er feje »realpolitiske tøsedrenge« ift. til at huske egen fortid mht. deres statusanerkendelse af Tjetjenien.

Derfor betragter jeg den russiske besættelse af Tjetjenien som i strid med Folkeretten og betragter følgelig den russisk indsatte »administration« i Tjetjenien som total og aldeles illegetim.

Magt er stadig ikke ret, uanset hvor stærk den russiske besættelse er i dagens Tjetjenien.

Hermed tilbage til den aktuelle krig og et par yderligere svar:

I skrivende stund (12. september) er det ifølge Human Rights Watch og russiske Memorial (der lige har været på en større rejse i omådet) sådan, at store dele af de georgiske enklaver i Sydossetien allerede er afbrændt disse dage. Mindst 25.000 etniske georgiere er flygtet ud af Sydossetien, dvs. en tredjedel af befolkningen (jf. Looting, fires rage in S. Ossetia - rights groups).

Europarådets kommissær for Menneskerettigheder, Thomas Hammerberg, udtaler efter sin rejse til krigsområdet til svensk radio, at disse 25.000 georgiere formentlig aldrig vil kunne vende tilbage.

Etnisk udrensning synes således allerede nu en realitet. Ansvaret er i sidste ende Rusland, der kontrollerer hele området.

En anden udsendt svensker, OSCEs specialudsending for Ossetien, riksdagsmedlem Göran Lennmarker, har interviewet over 70 georgiske flygtninge, der i forskellige udsagn beretter om etnisk udrensning i deres områder og allerede langt før det georgiske generobringsforsøg 7-8. august.

Dét er virkelig ikke nogen uvigtig »detalje« – og slet ikke mht. til kronologien, krigsoptrapningen og årsag & virkning i alt dette.

Alt dette bør derfor undersøges nærmere og af uafhængige observatører. Her tror jeg, Mikael og jeg er 100 procent enige.

At få disse undersøgelser i gang kniber det dog gevaldigt med. Hvorfor mon? I skrivende stund blokerer Rusland fortsat i realiteten for blot sølle 200 EU-observatører på kernepladser i og omkring Sydossetien. Hvorfor får de ikke øjeblikkelig adgang? Hvad er der at skjule?

Hertoft nævner igen angrebet på Tskhinvali by, og sammenligner det med Jeltsins og Putins ausradierung af Grozny. Uden disrespekt for ofrene i Tskhinvali, så er og bliver denne analogi dog ude af proportioner.

Human Rights Watch og Memorial anslår i deres seneste rapport, at vi taler om ca. 100 dræbte civile. Som Tatjana Lokshina spørger: »Hvor de har tallet 1500 fra aner jeg ikke« (jf. Rights Group: Less Than 100 Civilians Killed in Georgian War).

Human Rights Watch tilføjer i flere rapporter, at den løgnagtige overdrevne russiske propaganda fra starten af august i sig selv må bære hovedansvaret for et opstået had, som har medført, at 25.000 georgiere nu har måttet flygtet sydpå, mens deres enklaver og landsbyer er plyndret og brændt og mennesker myrdet.

Både den hidtidige og fortsatte ødelæggelse af landsbyer i Sydossetien er dokumenteret på satellitfoto, ligesom en FN-satellit-overvågning anfægter hele den russiske påstand om, at Tskhinvali er blevet mindst 80 procent ødelagt. Tallet er ifølge dette snarere omvendt 20/80 (jf. UN Satellite Photos Undercut Russian Claims about South Ossetia).

Alle de ovenfor nævnte svinestreger er, uanset hvem der »begyndte«, først og fremmest Ruslands ansvar, for Rusland regerer enerådigt i området og står stadigt dybt inde på georgisk territorium.

Rusland har systematisk ødelagt Georgiens militær og dets baser, det giver ingen, hverken folkeret eller indgåede våbenhvileaftaler, dem nogen som helst ret til.

Jeg gentager: Georgien har ikke angrebet Rusland. Georgien og dens valgte regering har ret til at have et forsvar, og de bestemmer som suverænt land selv, hvor de vil købe våben og hvilke rådgivere, de vil benytte.

Ruslands hysteriske reaktion på, at et par USA-krigsskibe har fragtet nødhjælp forekommer ekstraordinært groft, når Rusland selv først har sænket og siden, som simple tyveknægte, stjålet resten af Georgiens minimale flåde. Rusland har desuden smadret det meste af Poti havn. Og alligevel skal man høre samme marodører pludselig være »forargede og bekymrede« over, at tiltrængt nødhjælp sporenstrengs må komme frem på dén vis det nu så ekspres overhovedet vil være muligt. Burde civil nødhjælp heller ikke længere flyves i miltære Hercules-fly, som umiddelbart står til rådighed? Det er jo absurd! Snak om sejrherrenes hykleri og stormagtsarrogance...

Alt dét, som allerede er sket, og hele det mønster af fortsat vold, udrensning og blokering, konstant »omfortolkning« af allerede indgåede aftaler, som råder i de af Rusland besatte områder, harmonerer derfor allerede nu på meget, meget dårlig vis med Mikaels fomulering: (...) »foreløbig synes Ruslands handlemåde har været både rationel og nogenlunde tilbageholdende i sin militære fremgangsmåde«.

Udover at dette profeti allerede forlængst er overhalet af den dystre udvikling og alle de nu igangværende overgreb, så er det som sagt i åbenbar strid med folkeretten.

I folkeretten og Genevekonventionerne skelnes ikke mellem »rationelle« eller »urationelle« brud. Det burde Mikael derfor heller ikke gøre.

Afslutningsvis skal jeg udtrykke forhåbning om, at der, uanset alle tvister og fortsat krig og vold, snart måtte etableres en bred, folkelig omsorg i Danmark for at hjælpe alle ofre for krigen og i alle områder. Her kunne fagforeninger og andre græsrødder godt se at komme lidt i omdrejninger. Hvor er I? Hvor er den »internationale solidaritet« her?

Min erfaring fra årevis af politisk og humanitær ørkenvandring i Tjetjenien-arbejdet siger mig desværre, at nødstedte mennesker i Kaukasus og Rusland, som ene og alene er på flugt pga. af menneskeskabte katastrofer og overgreb, af en eller anden grund ikke nyder samme prioritet som tilsvarende ofre i andre krigsskuepladser - fra Mellemøsten over Afrika til Latinamerika.

Hvornår har vi set blot én støttekoncert for de tusinder af lemlæstede étbenede tjetjeneske krigsinvalider? Hvornår har vi hørt om en »konvoj til Grozny«s hospitaler - eller nu til Georgiens og Sydossetiens nødstedte?

Bolden til en tiltrængt ændring i dette mønster er hermed givet op...

Thomas Bindesbøll Larsen er historiker og formand for Støttekomiteen for Tjetjenien

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce