Anmeldelse: Ikke for alvor sjov

Filmatiseringen af Claus Deleurans tegneserie Rejsen til Saturn er en forunderlig oplevelse. Det er ikke fordi filmudgaven er dårlig, men den er altså heller ikke særlig interessant eller sjov.

Der er én scene i filmen, der er urkomisk og som får latteren til at rulle uforbeholdent, nemlig da jorden invaderes af rumvæsner, der tror at kende jordiske skikke; ellers er komikken enten for pointeret og overskruet – især den første del, før den dramaturgisk bærende historie begynder at folde sig ud – eller for underdrejet.

Der er sådan set en lang række sjove pointer og figurer i filmen, men det lykkes bare aldrig at bringe situationerne rigtig i svingninger, lade komikken udvikle sig eller gøre historien interessant.

Indrømmet: Jeg er ikke en uhildet anmelder, der kan se filmen uden at have forlægget i hovedet. Claus Deleurans tegneserier fra 1970’erne hører til blandt mine personlige »greatest hits« inden for den humoristiske genre.

Dannebrog og den danske rumekspedition møder fjendtlige aliens på Saturn. Foto: A. Film A/S.

Men det er nu heller ikke fordi, jeg synes, at originalen skal følges trofast på lærredet. Animationsholdet bag filmatiseringen har heldigvis valgt at fortolke forlægget frit – og opdatere både historie og persongalleri til et nutidigt samfundsmæssigt scenarium.

Det udmønter sig ikke kun i den historie, der skal fungere som dramaturgisk skelet omkring situationskomikken, men også i filmens persongalleri. Officeren Arne Skydsbøl er eksempelvis ikke længere en humorforladt koldkriger, der drømmer om ilddåb, men en humorforladt varmkriger, der lider af krigstraumer. Og rumskibet er nu ikke kun bemandet med danske jens’er i kongens klæ’r, men rummer nu også flygtningen Jamil, der kæmper for at opnå dansk statsborgerskab.

Den forandring i persongalleriet fungerer i det store og hele fint – med masser af humoristiske detaljer, der ligger i fin forlængelse af den oprindelig tegneserie.

Det er ikke her filmens problem ligger.

Det er heller ikke, at opdateringen af rumfarten ud til de fremmede planeter er mere firkantet antikapitalistisk end forlægget – for den bliver aldrig betydningsbærende.

I Deleurans papirudgave handler historien om lilleputdanmark, som under den kolde krig må drage ud rummet for at kunne kompensere for nationale mindreværdskomplekser - og med et spinkelt håb om økonomisk sidegevinst. Det er i Deleurans regi afsæt for en iscenesættelse af platheder og flippet komik over småborgerlighed.

Rejseeventyret er i filmudgaven derimod igangsat af en skurkagtig kapitalist med skumle bagtanker. Hvis historien skulle tages alvorligt (og det skal den ikke!) kunne den derfor have bestået en ideologikritisk halvfjerdseranalyse, firkantet sagt tematiserer den nemlig antikapitalistisk kritik af markedsudnyttelse af miljøproblematikken.

Problemet er bare, at filmen hverken tager sin egen problematik alvorlig, men kun bruger historien som et fortælleteknisk greb til at få handlingen til at hænge sammen, eller lader skabelonen skabe rum for en original situationskomik, hvor figurerne kan udfolde sig.

Det problem bliver tydeligst demonstreret ved, at filmen er overanstrengt, pointeret crazy-humoristisk i starten, før konflikten er etableret som drivkraft i historien, mens komikken nedtones med udviklingen af historien for at nå frem til en række (i øvrigt flot udførte) actionscener i slutningen af filmen og en postuleret udviklingshistorie for persongalleriet om bord på rumfartøjet – der i øvrigt ender med en happy end med national forsoning i modsætning til originalens polarisering af figurerne tilbage i samfundets sociale lagdeling.

Resultatet er desværre at hverken humoren eller historien fungerer rigtigt godt – men begge dele bliver halvhjertet gennemført. Viljen er nok til stede, men det lykkes ikke af mangel på »alvor«, så vidt jeg kan se.

Det er et måske et paradoks, at humor skal tages alvorlig for at fungere. Men Rejsen til Saturn demonstrerer desværre, at når det ikke sker, bliver resultatet heller ikke for alvor morsomt.