Palæstinas fremtid

Når man læser Herbert Pundiks kommentar om "Selvstændighedsbevægelse i opløsning" (Politiken 14. sept.) forstår man, hvor genialt det var fra staten Israels side at gå med til, at den palæstinensiske
befrielsesorganisation PLO opnåede selvstyre og international anerkendelse, som befriede Israel for besættelsesmagtens ansvar for at sørge for palæstinenseres daglige fornødenheder, undervisning, sundhedsforsorg, sikkerhed osv. i overenstemmelse med Geneve konventionen.

Men overherredømme over luft- og søterritorium opgav Israel aldrig, og oprettelsen af cheque-points allevegne har sikret, at Israel som besættelsesmagt har beholdt kontrollen over det hele, men uden de nævnte forpligtelser.

Sådan er det gået de sidste 40 år, og Israel tror, at sådan vil det også være i fremtiden, og at endnu mere palæstinensisk område vil komme i israelske hænder, som benytter de fortvivlede palæstinensere som billig arbejdskraft, uden nogen forpligtelser.

Hvor længe kan det internationale samfund tillade den slags undertrykkelse af et folk, som er på randen af amokløb?

Jeg forstår godt, som Pundik også beskriver, at mange israelere tager Olmerts snarlige afgang og fredsforhandlingernes ophør med ophøjet ro. Indtil nu har det gavnet Israel. Men spørgsmålet er, hvem vil endelig hjælpe det palæstinensiske folk at leve i deres egen stat i fred med Israel og hele verden?