Anmeldelse: Religionernes renæssance på venstrefløjen

Det har gennem mange år ligget og ulmet på fløjen i ikke al for stor højlydthed indtil Asmaa Abdol-Hamids kandidatur for Enhedslisten i 2007. Nogle har været imod det. Andre set på det med stor skepsis – eller bare ikke interesseret sig for det. Nogle har mere eller mindre i det stille bekendt sig til det eller udøvet det. Følt for det. På et forestillingsplan eller gennem mere synlige praktikker.

Religion. Nogle er medlem af et organiseret religiøst community. Ofte folkekirken. Nogle, herunder Bente Hansen, der er forfatter til den bog, der her skal anmeldes, og denne anmelder selv, bekender sig oven i købet under en eller anden form eksplicit til dette communitys trossætninger...

Hører man til den sidste kategori er religion ikke et emne, man har kunnet undgå at blive stillet til regnskab for. Dog sjældent på partimødet i Studiestræde eller mandagsmødet i Ungeren. Oftere i private samtaler med venstrefløjskammerater - og særligt ved mere eller mindre beduggede selskaber. Hvad fanden er meningen? Hvordan kan du både være venstreorienteret og tro på det skidt? Tror du virkelig på det og tror du på det hele? Etc., etc. ..

Set i det lys har Bente Hansen med bogen Gud og hvermand. En bog om tro og politik taget en tyr ved hornene: En venstreorienteret, der praktiserer religion, en venstreorienteret kristen, der bekender sig, begrunder sig og kaster blik ud på en verden, hvor det socialistiske projekt er i krise, mens religion fremtræder i nye og vitaliserede former. Og hvad stiller man så op med det som venstreorienteret? Og som venstreorienteret out-of-closet religionsudøver?

Det er nogle af de spørgsmål Hansen med Gud og hvermand søger at give sine svar på, mere end at sætte til diskussion.

Religion som undren og følelse

Hansens seneste bog ligger i forhold til angrebsvinkel og skrivestil ikke langt fra tilgangen i hendes kvindebevægelseshistorie En køn historie. Erindringer fra Kvindebevægelsen (København: Lindhardt og Ringhof 2004).

Grundmaterialet er de konkrete situationer og samtaler og de heraf affødte refleksioner. I sig selv er dette – set i et venstrefløjsperspektiv ikke en uinteressant genre. Venstrefløjslitteratur skal helst kunne noget andet og mere end akademiske udgivelser i traditionel forstand.

F.eks. som Hansens: at opsamle og reflektere og danne erfaringer fra praksis og fra social omgang i venstrefløjsmiljøer og de diskussioner, der udspringer her. Når talen falder på religion, vil disse diskussioner som sagt ofte høre til i de mindre formelle rum, som diskussioner om religion i vid udstrækning har været henvist til.

Bogen er opbygget i en række essays baseret på tidligere tekster og foredrag, og en god del af disse essays har netop samtalesituationer som udgangspunkt. Vi hører om ateisten Arne, hvis stjernekiggeri er forbundet med evighedsforestillinger, om den søgende Anna og om den skabsreligiøse Esther.

Denne type af bogens tekster er opbygget ud fra skabelonen: samtalepartnerens indvendinger og spørgsmål og Hansens svar. Flertallet af disse tekster ender med at konkludere, at samtalepartnerne, hvad enten de vil være ved det eller ej, rent faktisk har en ’religiøs nerve’ eller ’følelse’. Om ikke andet, så har de en forestilling om evighed eller altet eller noget over ’mig’. Eller en undren.

Og netop undren og forundring, f.eks. over det som i bogen kaldes »de store spørgsmål«, er for Hansen netop det, der kendetegner »tro«, et ord som Hansen bruger synonymt med »religion« og »religiøsitet«. Ifølge Hansen: noget man ikke er sikker på, dér hvor visheden holder op. Ateistiske Arnes overvejelse, når han kigger op mod nattehimlen er »for mig at se fuld af (religiøs) undren over universets gådefulde storhed« (58), hedder det.

Denne Hansenske forkyndelse leverer en dobbelt bredside. Dels til en etableret akademi-teologisk folkekirkelighed, dels til venstrefløjen.

Den etablerede kirkelighed, der ser en stigende (?) religiøsitet, der ikke passer til snævert lutherske dogmer som en trussel snarere end som en styrke, en religiøsitet, der trækker i retning af det forkætrede new age.

Hansen derimod er hverken bekymret for tarotkort brugt i kristen meditation (183) eller for den individualisering af religionen, som den teologisk-kirkelige bekymring også handler om. For religiøst søgende mennesker i dag søger jo netop i betydelig grad »mod kirker og trossamfund af en eller anden slags. Og her findes netop stederne hvor man er samlende og retningsvisende« (176). »Følelserne« kan altså tæmmes af institutionen og dens verdensbillede, og det er for Hansen alt godt.

Hvad angår venstrefløjen går bredsiden ikke mindst på, at man her tror sig fri af religiøse forestillinger.

Venstrefløjen har, som det frisindede segment i det hele taget, ingen tradition »for at forstå eller kende til religiøse forhold og institutioner, for man har ikke interesseret sig for det tøjeri« (142) eller »føleri« (43).

Den sidste type betragtninger er ikke mindst temaet for en anden af bogens teksttyper, nemlig de solidarisk venstrefløjskritiske og -debatterende. Her er debatter på partimøder, venstrefløjens generelle berøringsangst overfor følelser i almindelighed og religiøse følelser i særdeleshed, og venstrefløjshistoriske betragtninger i tilknytning til særligt ungdomsoprør og kvindeoprør, i fokus.

Marx i poesibogsform

Man bliver ikke meget klogere på marxisme og religion af at læse Hansen. Hun holder fast i den korte, nærmest poesibogsagtige tilskæring af citatet fra indledningen til »Kritik af den hegelske retsfilosofi«, altså det berømmelige Marx-citat om religion, der er folkets opium, - og tager så afstand fra Marx’ syn på religion i den form.

Hun går ikke nærmere ind i citatets tekstlige kontekst, inddrager andre Marx-tekster. Ej heller går hun videre til at reflektere over mulige marxistisk inspirerede greb på fænomenet religion i dag.

Hansens vinkel er mere enkel: Det socialistiske projekt må lære af sine fejl, og f.eks. østblokkens håndtering af religion viser med al ønskelig tydelighed at religiøse følelser ikke forsvinder af, at de bekæmpes. Med f.eks. aggressiv propaganda, diskrimination og deciderede kirkeafbrændninger, kan man tilføje.

Vi hører hos Hansen kun via uklare antydninger om V. I. Lenins noget mere nuancerede og anti-ateistiske tilgang til spørgsmålet, hvor det at bekæmpe religiøse følelser og overbevisninger netop sås som meningsløst og kontraproduktivt. Vi hører ikke om en Ernst Blochs forsøg på at indtænke det religiøse konstruktivt i et socialistisk projekt osv.

Nej, Hansen holder i vid udstrækning fast ved det, man enten kan kalde de store linier – eller: et stereotypt billede af venstrefløjen som alene religionsfjendsk på det ideologiske og nogen gange på det praktiske plan.

Konklusionen er, at når det socialistiske projekt i dag under alle omstændigheder må nytænkes, er berøringsangsten, afvisningen og bekæmpelsen af ’det åndelige’, et sted, man ifølge Hansen må tage fat.

Hansen insisterer teksterne igennem på at religion og politik ikke er og ikke bør være det samme: »Politik kan ikke argumentere med religiøse argumenter..« Men samtidig kan »religion [..] ikke undgå at være en inspiration og tilskyndelse til de holdninger, mennesker har« (186).

Det er, fornemmer man, denne dobbelthed, som det ligger Hansen på sinde bogen igennem at gøre, om ikke logisk, så forståelig for ikke mindst et venstrefløjspublikum.

Hansens opbyggelige projekt

Om det så lykkes, er en anden sag, og det er næppe kun Hansens ansvar. For som Hansen udtrykker det i bogens »forbemærkninger«:

»De fleste politisk aktive vil afvise al snak om troen, og mange troende vil afvise det politiske. På den måde har jeg måske sikret mig, at de fleste læsere falder fra allerede her« (12).

Hansen er med sin bog med til at holde en diskussion åben som få udover Hansen selv og f.eks. Asmaa Abdol-Hamid og Margrete Auken har vovet at åbne og lægge krop til.

Det bliver, som hos Abdol-Hamid, som en insisteren på, at personlig fromhed kan give mening og være personligt udviklende uden at være styrende for det politiske arbejde.

Og samtidig: Hvordan det er religionens budskab og essens (f.eks. 176), der er sagen for den troende (socialist). Ikke alt det skidt de religiøse institutioner har lavet gennem tiden. Og at dette budskab netop taler de undertryktes sag – for lighed og mod udbytning osv. Som når Hansen fremhæver den socialistiske ides slægtskab med »den jødisk-kristne forestilling om, at alle mennesker er lige værdifulde« (25).

Samtidig med at bogens tekster således søger at tale opbyggeligt til venstrefløjen, gør Hansen også meget ud at lange ud efter de »stokkonservative danske præster«, efter det, hun opfatter som et ikke navngivet politisk (»populistisk«) partis misbrug af bibelen til legitimation af en »fremmedfjendsk« politik - og efter forsøg på at legitimere undertrykkelse på baggrund af køn og seksualitet gennem religion.

Hansen vil altså både lange ud efter det religiøse højre og det ateistiske venstre, men det er hos de sidste hun samtidig placerer sin interesse og solidaritet. Det er dem, hun ikke mindst gerne vil tale med. Og det er både vovet og prisværdigt.

Dronningens nytårstale

Prisværdighed til trods, så halter det imidlertid flere steder. Mange betragtninger bliver til doceren i stedet for argumenter og analyse.

Bemærkninger som: »Der er ikke andet at sige, end at både religioner og enkeltpersoner må besinde sig« (135) gør næppe meget hverken for, imod eller gør os klogere på religiøs begrundet modstand mod »ikke-heteroseksuelle varianter«, som Hansen kalder det.

Og hvor sympatisk jeg end finder intensionen bag ordene, at det er en grim og forældet mistanke, som der ikke er hold i« at »der var flere børnelokkere blandt bøsser end blandt heteroseksuelle« (136), så kommer det ofte ikke videre end til en belærende pegefinger. Sådan her er det. Nicht weiter.

Der går lidt for meget dronningens nytårstale i den ala »Det kan vi ikke være bekendt« .. og der gås uden om kompleksiteten i forholdet mellem religion og politik. Som når Hansen slår fast at man »kan danne sig sine holdninger om både seksualitet og alt andet gennem sin religiøse overbevisning, men som politiske argumenter går de ikke.« (137)

Godt så, men hvorfor ikke? Og hvordan adskiller man disse sfærer i praksis? Eller mere specifikt i forhold til Hansens eget ærinde: Hvordan kan det så være, at religion samtidig kan være en inspiration for politik, sådan som Hansen andetsteds fastholder, og dermed vel principielt også være det for seksualpolitik?

Og hvad med de typer integration af religion og politik, som er en anelse mere sofistikeret end de nemt genkendelige - og for de fleste i forvejen frastødende - Hansenske skræmmebilleder, »Irans præstestyre, USA’s bibelbælte, forstokkede israelske jøder, stokkonservative danske præster eller katolske mørkemænd i hemmelige loger« (66)?

Hvad med en teologisk velfunderet modernist og socialist som Margrete Auken, der næppe kunne finde på at argumentere for det nu hedengangne inseminationsforbud for kvinder uden mandlig samlever, som hun var en varm tilhænger af, med at homoseksualitet er en synd?

Derimod var det hos Auken ’de etiske aspekter’ (i form af barnets ret til en mandlig forælder) og det naturlige, der var i fokus. Som det oftest er nu til dags, når ikke-heteroseksuelles liv angribes og suspektliggøres.

Hos mere intellektuelt avancerede religiøse heterosexister kan en sådan naturlighedsforestilling let forbindes til en forestilling om ’skaberværket’: Heller ikke nutidens tidehvervske teologer argumenterer mod kirkelige vielser af samkønnede par ud fra syndsbegrebet, men ud fra det, der ses som vielsens forbundethed til ’skabelsesordningen’. Mand-Kvinde forstås.

For svært at være uenig

Generelt holder Hansens retoriske udfald mod ’reaktionær religion’ sig til det velkendte og stereotype, mens nyere og mere sofistikerede former for religiøst farvede og nærede politikformer overses.

Der er ellers nok at tage af. I den danske folkeskole befinder der sig f.eks., et fag, hvor elever skal erkende og forstå »at den religiøse dimension har betydning for livsopfattelsen hos det enkelte menneske og for dets forhold til andre« (min understregning, Formål for faget Kristendomskundskab).

Eleverne skal ikke diskutere om en sådan dimension findes, og om ’den’ i så fald har betydning for alle. Eller lære at ’den’ har det for nogen – nej, de skal lære, at den findes.

Denne logik om ’den religiøse dimension’ er på sæt og vis ikke så forskellig fra Hansens egen forkyndelse: Forestillingen om ’den religiøse følelse’, der kan spores hos mennesker, hvad enten de vil vedkende sig det eller ej.

Disse former for nyfromhed og deres politiske konsekvenser glipper det for Hansen at få øje på i hendes iver efter at docere progressiv kristendom og adskillelse af religion og politik.

De nye, ofte følelsesfulde, sammensmeltninger mellem religion og politik og anden samfundsmæssig praksis, som vi kan iagttage i dag, hvor der netop argumenteres med »følelser«, »etik« og »værdier« og ofte til legitimation af en højrefløjsagenda. Dette indgår ikke i Hansens overvejelser.

Det bliver ved udsagn som: »Selvfølgelig har religionerne indflydelse på de værdier, man bærer med sig i det politiske arbejde, men man kan altså ikke slå sine modstandere i hovedet med [religiøse? /MB] bøger, som ikke siger dem andet end Goddag mand, økseskaft!« (12).

Og sådan et udsagn er det lidt for svært at være uenig i.

Et venstreorienteret projekt?

Hansen vil med denne debatbog – også – have venstrefløjen i tale. Når dette projekt ikke er helt vellykket, er det blandt andet fordi, det er svært at se det konsistent venstreorienterede i projektet.

Hansen fremhæver fra start, at »al den religiøse snak er med til at forplumre billedet af de egentlige årsager til ufreden i verden: de ufatteligt store forskelle på rige og fattige, på dem med indflydelse og dem helt uden« (12).

»Religionsnakken« tilslører de store materielle forskelle, hedder det i bogens forbemærkninger, og det kunne have været et interessant udgangspunkt for en socialistisk kristens undersøgelser af forholdet mellem religion og politik.

Imidlertid glider analysen af materiel fordeling i baggrunden til fordel for bemærkninger som: »Hvor mange flygtninge og indvandrere kan landene bære uden at knække over på midten og sætte velfærden over styr?«. Et spørgsmål, som, ifølge Hansen, »alle i dag må stille sig selv og hinanden«.

I stedet, hedder det, stod »alle velmenende og frisindede [..] uforberedte som halalhippier og så chokerede på den ultrareaktionære fremmarch med dens højtråbende fremmedhad..« (139).

Det siges ikke, men man aner, at når hetzen mod indvandrere/muslimer er stigende, så har noget med islam og med »skikke og krav, som helt andre kulturer pludselig møder op med« (139) at gøre.

Fraværet af overvejelser om materiel fordeling, når spørgsmålet kommer til muslimer og »den islamiske indvandring« er dog mere tankevækkende end f.eks. brugen af småperfide udtryk, som at »de for min skyld må pakke sig ind fra top til tå og vandre rundt i blinde«.

Vi ved godt, at Hansen ikke bryder sig om tørklæder og ikke holder sig tilbage fra mere eller mindre elegante grovheder (ala analogier som ’pakket ind i gazebind’, som hun har kaldt det ved flere offentlige optrædener), når det kommer til det tema, som i øvrigt ikke fylder meget i bogen.

Men vi befinder os et andet sted end socialistisk ideologi, når Hansen i forlængelse af pakke-sig-ind-udsagnet bemærker, at »hvis de overdriver det, må de også acceptere, at det måske begrænser deres muligheder på arbejdsmarkedet« (141).

Nå ja, ifølge gældende og demokratisk vedtaget dansk lov, som Hansen gør meget ud af at understrege, ikke kan overgås af en medbragt religiøs lovgivning, er det jo arbejdsgiverens ret at lede og fordele arbejdet, og selv bestemme hvem der skal ansættes. Denne ’ret’ plejer bare ikke at være noget socialister ligefrem hylder.

Generelt præges bogen af, at Hansen implicit fremstiller både det borgerlige demokrati og den socialdemokratiske velfærdsstat som uangribelige goder.

Ét er at understrege, at religiøse forestillinger ikke i sig selv kan bruges til at overtrumfe, hvad der er vedtaget ’demokratisk’ - men fra en socialist kunne man vel forvente en større kritisk distance til den eksisterende samfundsorden, også selvom den er installeret gennem en ’demokratisk’ politisk proces. Såsom overvejelser om hvem denne proces privilegerer i den nuværende samfundsorden og hvilke materielle og symbolske fordelinger den legitimerer.

Hansen når hun er bedst

Mere vellykkede er Hansens historisk anlagte tekster, hvor hun med udgangspunkt i eget erfarede liv håndterer spørgsmål som sekulariseringsbegrebet.

Her kommer der fine iagttagelser, som f.eks. at Socialdemokratiet har været en væsentlig sekulariseringsfaktor ved bl. a. at lancere »et verdsligt liv fra vugge til grav« i form af navngivning, borgerlige konfirmationer og vielser, ligbrændingsforeninger etc. (21). Noget der, som Hansen selv er inde på, ikke har været meget opmærksomhed omkring.

I essayet »Åndelighed i tredseroprøret« får vi Hansen, når hun er bedst. Ungdomsoprøret og kvindeoprøret typologiseres i tre strømninger, nemlig den kunstneriske, musikalske, skønhedsdyrkende, den politiske og den spirituelle strømning, strømninger der dog samtidig blandede sig med hinanden.

Her får vi den deltagende iagttager af bevægelseshistorie, der fremskriver det af nutidens venstrefløj ofte glemte spirituelle element i 60’erne og 70’ernes sociale oprør. Noget som i dag måske har overlevet længst - i sin oprørske form - på Christiania, hvis egen ritualistik i forbindelse med f.eks. død og begravelse, dyrkelse af særligt kraftfulde steder osv. også er et overset kapitel i venstrefløjens og fristedsbevægelsernes historie.

Der ligger bevægelses- og oprørshistorie at skrive videre på her, og meget gerne fra Hansens hånd. Alene sådanne iagttagelser gør bogen værd at læse.

Men bogen skal også læses for de velplacerede hak i tuden, den giver, som når Hansen efter et for denne anmelder at se meget – for ikke at sige alt for – følende essay om den søgende Anna, starter den efterfølgende tekst med ordene: »Venstrefløjen er ikke så meget for følelser, eller for føleri, som den selv vil sige« (43). Nå ja, det kunne jo også være derfor man (jeg) stejlede.

Den anden side af det alt for docerende er nemlig, at Hansen ikke er bange for at bruge sine erfaringer og det, hun føler, når hun skriver politisk anlagte tekster. En videreførelse af en frugtbar arv fra 1970’ernes feministiske bevægelse, som venstrefløjen og dens aktivister givet kunne trænge til mere af.

Det resulterer sine steder i selvfølgeligheder, men også i skarpe iagttagelser og velfortalte beskrivelser, ikke mindst fra venstrefløjens intimsfære. At bruge den form for erfaringer som materiale i hvad, der ikke kun, men også er en politisk debattekst, gør bogen, skønt den ikke hører til Hansens stærkeste, prisværdig og læseværdig i sig selv.

Om den så overbeviser den religionsskeptiske venstrefløjstype om, at man ikke nødvendigvis er fuldstændigt afsindig, ej heller reaktionær af overbevisning, fordi man under en eller anden form udøver eller relaterer sig til religion, er en anden historie.

Men det ville nok, bogens styrker og svagheder ufortalt, også være for meget forlangt.

Mette Buchardt er venstrefløjsaktivist og aktiv i blandt andet Kvindehuset i København. Hun er uddannet cand.theol og arbejder som post.doc-forsker på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet.

Bente Hansen: Gud og hvermand. En bog om tro og politik. People’s Press 2008. Pris: ca. 199,-