Annonce

28. august 2008 - 18:07

Dansk nazist fængslet for salg af nazirock

På begæring af statsadvokaten i Frankfurt har dansk politi anholdt to nazister i Danmark, der mistænkes for årelang produktion, salg og distribution af musik-cd’er med musik, der opfordrer til racehad. De to anklages desuden for at opfordre til vold og for at være medlemmer af en forbudt bevægelse.

Det drejer sig en dansk og en tysk statsborger, der begge i adskillige år har været særdeles aktive på den ekstreme højrefløj i Danmark. Som centrale figurer i det nordeuropæiske Blood & Honour-netværk har de blandt andet været aktive omkring Blood & Honour Scandinavias forskellige produktionsselskaber, blandt andet Celtic Moon og Nordvind Records.

Kræves udleveret til Tyskland

Anholdelsen af de to nazister skete som led i en større aktion i flere lande. I Finland gennemførte politiet ligeledes en række razziaer mod nazister, der mistænkes for at være involveret i distribution af materialer fra nazi-firmaet »Werwolf Records«.

JPEG - 39.9 kb
Den 32-årige F.M.C. iført trøje fra det nazistiske netværk Dansk Front under et sammenstød med politiet i Svendborg ved en demonstration i 2006. Arkivfoto: Researchkollektivet Redox

De to er nu varetægtsfængslet i foreløbig to uger med henblik på eventuel udlevering til Tyskland.

Ifølge Arne Stevns, der er chefanklager ved Nordsjællands Politi, er det nu op til justitsministeriet at tage stilling til, hvorvidt de skal udleveres til strafforfølgning i Tyskland.

Ministeriet skal tage stilling til den tyske udleveringsanmodning indenfor ti dage, og de to varetægtsfængslede har derefter tre dage til at tage stilling til om de vil appellere en eventuel udvisning til domstolene.

Nazistiske produktionsselskaber

Den 32-årige danske statsborger, F.M.C. og den 33-årige tyske statsborger S.G. har siden starten af 1990’erne været aktive i de højreekstreme miljøer i Nordsjælland og København.

De har begge arbejdet tæt sammen med den nu afdøde dansk-tysker Marcel Schilf, der var hovedmanden bag selskaberne NS88 og NS Records. Selskaberne var dengang en Nordeuropas vigtigste distributionskanaler for nazistiske propagandafilm og musik-cd’er, og blev især kendt i offentligheden, da de udgav propagandavideoen »Kriegsberichter«, hvori flere danske navngivne antiracister blev truet på livet.

Senere skiftede selskaberne navn til Nordwind og Celtic Moon, og har siden 2005 været drevet under navnet Nordvind Records,

Danmark som forsyningsled

Sagen kan få store konsekvenser for distributionen af nazistiske og højreekstreme produkter, især tøj og musik, som i årtier har haft Danmark som en slags sikker havn. I nabolandene Sverige og Tyskland er en stor del af de nazistiske materialer forbudt, og Danmark har udgjort et centralt led i forsøget på at omgå disse forbud.

I 1995 dokumenterede den antiracistiske organisation Demos de dansk-tyske nazi-forbindelser, som de havde udviklet sig siden 1970. Det skete i bogen »Forsyningslinie Nord« og to år senere afslørede Demos, at de yngre kræfter i nazimiljøet havde genoplivet og professionaliseret denne forsyningslinie bl.a. via firmaet NS88, som Marcel Schilf stod i spidsen for.

Senest har den tværpolitiske researchgruppe »Redox« udgivet bogen »Postboks 38«, der kortlægger produktionsselskaberne bag den internationale nazirock.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce