Italiens fascister knejser med nakken

Siden Italiens seneste regering – en alliance mellem premierminister Silvio Berlusconis nationalistiske Forza Italia, det fremmedfjendske Lega Nord og det tidligere fascistparti Alleanza Nationale – kom til magten i maj 2008, har næsten hver dag budt på nye historier om stramninger af asyllovgivning, omstrukturering af domstolene og bevæbnede soldater i gaderne.

Samtidig har fascistiske gadebander vejret morgenluft og intensiveret deres voldelige overfald på især politiske modstandere og seksuelle minoriteter. Med en regering, der har deltagelse af arvtageren til Mussolinis historiske fascistparti samt en lang række mere eller mindre åbenlyst fascistiske lokalpolitikere landet over, behøver Italiens ekstreme højrefløj ikke i samme grad at skjule sine aktiviteter.

Et opsigtsvækkende eksempel fandt sted i Rom den 29. april i år efter valget af byens nye borgmester, Giovanni »Gianni« Alemanno. Han er tidligere medlem af fascistpartiet Movimento Sociale Italiano, hvor han i 1988 blev landssekretær for ungdomsafdelingen, og tilhængere af Alemanno valgte at fejre hans indsættelse med en fascistisk parade på Campidoglio torvet. På trods af at det officielt er forbudt at udføre fascistiske hilsner i Italien, greb ingen ind overfor fascisternes optog.

At være fascist i dagens Italien er ikke nødvendigvis noget, man behøver skjule. Her sælger en gadehandler i Rom både sommertøj og flag med den tidligere fascistiske diktator Benito Mussolini. Foto: Jens Pfeifer

Et par uger tidligere havde en fascistisk gadebande angrebet et kendt mødested for LBGTQ-miljøet (LBGTQ: Lesbian, Bisexual, Gay, Transsexual, Queer), det såkaldte Circolo di Cultura Omosessuale Mario Mieli. Fascisterne, der bestod af en gruppe mænd på 20-25 år, brød ind i lokalerne, mens de råbte »forbandede svanse« og »Viva il Duce!«, en hyldest til Italiens tidligere fascistiske diktator Benito Mussolini.

Få dage senere erklærede borgmester Alemanno, at bystyret trak sin støtte til den årlige Gay Pride Parade i Rom tilbage. Officielt ikke fordi borgmesteren har noget imod homoer, men: »Gay Priden er en form for seksuel ekshibitionisme, og jeg er imod enhver form for seksuel ekshibitionisme, både heteroseksuel og homoseksuel«, som han efterfølgende udtalte.

En måneds tid senere var det forretninger drevet af indvandrere i Il Pigneto-kvarteret, der var mål for fascistiske angreb og få dage senere blev en gruppe antifascistiske studenter på La Sapienza Universitetet gennemtæsket af fascister, da de fjernede plakater fra det højreekstreme parti Forza Nuova.

12-15 mænd i 30-40 års-alderen bevæbnet med køller, knojern, jernkæder, knive og knuste flasker ankom åbenlyst i tre biler, stod ud for øjnene af massevis af studenter og tæskede antifascisterne sønder og sammen uden at nogen greb ind.

Prygl og registrering

Til forskel fra tidligere er det imidlertid ikke kun voldelige gadebander, der står for angrebene i dagens Italien. Flere steder får politiet nu hjælp af halvprivate »sikkerhedspatruljer«, der officielt skal sættes ind mod kriminaliteten i byerne. I Verona har borgmesteren kastet 50.000 euro ind i etableringen af et sådant projekt og i Rom fungerer det allerede.

For eksempel slog civile patruljer sammen med politiet til mod transseksuelle sexarbejdere i Roms Prenestino-kvarter. Ifølge aktivistgruppen Colletivo femminista la Mela di Eva endte aktionen med, at flere af sexarbejderne blev pryglet offentligt i gaderne, mens beboere stod ved siden af og klappede.

Samtidig anklager antiracistiske grupper politiet for gentagne overgreb mod flygtninge og indvandrere. Den 30. juli druknede den kun 15-årige Aiad Zakaria således i Po floden, på flugt fra betjente fra grænsepolitiet, der angiveligt tævede og jagtede ham. Ifølge de antiracistiske grupper er Aiad Zakaria langt fra det første dødsoffer for grænsepolitiets klapjagt på illegale indvandrere.

Og såvel legale som illegale indvandrere – herunder især den store gruppe af romaer, der opholder sig i Italien – har da også fra starten været udpeget af Berlusconi-regeringen som et særligt indsatsområde, hvilket især har fået betydning på det juridiske område. For eksempel er straffeloven ændret, så udlændinge, der illegalt skaffer sig adgang til Italien, står til fængselsstraf på mellem seks måneder til fire år.

Derudover skal de omkring 150.000 romaer, der bor i flere end 700 »roma-lejre« rundt omkring i Italien, registreres med fingeraftryk for at gøre det nemmere at identificere og – i sidste ende – udvise dem. Planen udløste skarp kritik fra Europakommissionen, men uden at det påvirkede den italienske regering synderligt.

Den umiddelbare reaktion fra indenrigsminister Roberto Maronis (Lega Nord) var, at hvis det skulle vise sig, at en biopolitisk registrering, dvs. fingeraftryk, af enkelte grupper, som f.eks. romaer ikke er muligt, fordi det er i strid med internationale regler, skal alle italienske statsborgere registreres: »Vi andre har jo ikke noget til at skjule«, konstaterer han.

»Militæret, Padova elsker jer«

Regeringens andet store tiltag var den såkaldte »Missione Italia«, hvor 3.000 soldater den 4. august blev sendt på gaden i en række større italienske byer, officielt for at hjælpe med at opretholde ro og orden. I første omgang løber missionen i et halvt år, men i dekretet, der er underskrevet af indenrigsminister Maroni og forsvarsminister Ignazio La Russa (Alleanza Nazionale) er der mulighed for både forlængelse og mobilisering af flere soldater.

Soldaterne er delt op i tre lige store grupper, der dels skal kontrollere immigrationslejrene, dels bevogte såkaldt »sensible objekter« som f.eks. ambassader, og dels patruljerer i gaderne.

En meget positiv indenrigsminister Maroni konkluderede efter de første ti dage, at »udvisningerne vil tage til – planen med hæren virker«, og fortsatte med at nævne de første »signifikative« resultater: 37 arresterede personer, heraf 33 immigranter, 24 sigtelser mod udenlandske statsborgere og 3.805 identificerede personer.

Endvidere glæder Maroni sig over den positive respons fra befolkningens side. I Torino, hvor soldaterne bl.a. patruljerer i en park, der frekventeres af stofmisbrugere, applauderede befolkningen således, og det samme gælder for byer som Milano, Verona eller Padova, hvor militæret blev hilst vedkommen med bannere med teksten »Militæret, Padova elsker jer«.

Bødestraf for kysseri

I forlængelse af de nationale sikkerhedsforanstaltninger er de enkelte borgmestres kompetencer og beføjelser desuden øget betragteligt. Borgmestrene får mulighed for at gribe til drastiske midler, især i kampen mod narkohandlere, prostituerede og illegale immigranter samt ulovlige besættelser af ejendomme.

Borgmestrenes udvidede magt har allerede medført en række opsigtsvækkende tiltag: I byen Lucca koster det op til 500 euro (knap 4.000 kr.) at fodre duer, og et kys inde i en bil straffes med et lignende beløb i byen Eboli. Flere byer har desuden indført særregler omkring offentlige bænke: I Voghera må der efter kl. 23.00 ikke opholde sig flere end tre personer på en bænk.

I Viareggio er det i juli og august måned ikke tilladt at have fødderne oppe på bænkene. I Novara må grupper over to mennesker ikke opholde sig i en offentlig park, og i Verona kan en gruppe, der overskrider samme antal mennesker stoppes af politiet efter kl. 22.00.

Berlusconi kopierer fascistisk program

På regeringsniveau bliver der ligeledes malet med en bred pensel, når det gælder de juridiske forhold. Efter mange og lange tovtrækkerier er det lykkedes Berlusconi-regeringen at få gennemført en lov, der sikrer både Berlusconi, præsidenten og formændene for parlamentets to kamre juridisk immunitet.

De fleste kritikere har påpeget, at lovændringen især skærmer Berlusconi selv mod en række anklager for bl.a. korruption, men ifølge Jeppe Dørup Olesen, der er ph.d.-studerende ved Det Europæiske Universitet i Firenze, er der mere til den historie end som så.

De samme juridiske reformer er nemlig tidligere blevet fremført af den fascistisk inspirerede frimurerloge »Propaganda 2« (P2), der blev afsløret og opløst i 1981.

P2 er mistænkt for at værre involveret i omfattende korruption, kriminalitet og mord, og blandt logens medlemmer fandtes militære ledere, et stort antal medlemmer af parlamentet, ansatte og chefer i efterretningstjenesten, prominente journalister og forretningsfolk – samt den nuværende ministerpræsident Silvio Berlusconi, skriver Jeppe Dørup Olesen i en kommentar i Weekendavisen.

P2s grundlægger og formand, Licio Gelli, var tidligere aktivt medlem af det fascistiske parti og officer under Mussolini, og et af logens primære mål var netop en reformation af retssystemet, der skulle knække domstolenes politiske uafhængighed.

De radikale forslag, der i øvrigt var i strid med den grundlovsbestemte tredeling af magten, var en del af P2’s program fra 1970’erne, og er tidligere blevet blankt afvist. Ifølge Jeppe Dørup Olesen er der dog slående lighed mellem formuleringen i P2’s politiske program og Berlusconis forslag om f.eks. tvungen mentalundersøgelse af dommere, og da Berlusconi tilbage i 2004 fremlagde forslag, der skulle begrænse domstolenes uafhængighed, var der tale om noget nær en kopi af P2’s politiske program.

I et interview har P2’s tidligere formand, Licio Gelli – der sidder fængslet for en række forbrydelser relateret til P2 – da også udtrykt stor tilfredshed med udviklingen i Italien:

– Det hele bliver lige så langsomt til virkelighed. Faktisk burde jeg have taget copyright på det. Juridiske reformer, TV, den offentlige orden. Jeg skrev om det for 30 år siden (...) Berlusconi er en ekstraordinær mand, en handlingens mand. Det er, hvad Italien har brug for: ikke en mand af ord, men en mand af handling.

En groggy opposition

Kritiske stemmer hører man ikke så mange af i dagens Italien, og de få der melder sig, bliver forsøgt diskvalificeret, bl.a. med udenrigsministeren La Russas ord: »[dem der råber op, er] banditter, tyve, voldtægtsmænd og enkelte post 68’ere«. Pudsigt nok har den kritik, der trods alt har lydt kommet fra så forskellige retninger som venstrefløjen og Vatikanet.

Men det lægger ikke bånd på regeringen. Da det indflydelsesrige kristne ugeblad »La Famiglia Cristiana«, på lederplads angreb regeringen for dens sikkerhedsmani, og håbede, at »fornemmelsen af at fascismen genoplives under nye former er en falsk mistanke«, lød regeringens kontante reaktion: »Det eneste fascistiske er ugebladets tone...«.