Topf und Söhne - Ingeniørerne bag dødsfabrikkerne

Ligesom nationalsocialismen skulle have været et næsten uforståeligt ulykkestilfælde, der højest kunne lægges en lille klike rundt om Hitler og SS til last, så opfattedes lejrene som dæmonisk-perverse verdener, der havde karakter af undtagelser, langt væk og hermetisk adskilt fra almindelige mennesker og deres hverdag i »Det tredje Rige«.

Der fandtes imidlertid – som den tidligere Auschwitz- og Buchenwald-fange, polakken Jósef Szajna har sagt – »ikke djævle og mennesker i Auschwitz, men mennesker og mennesker«.

Mennesker, som ønskede, udtænkte og byggede lejren og holdt den i drift, og mennesker, som blev slået ihjel i lejren – til sidst langt over en million: over 960.000 jøder, op mod 75.000 polakker, 21.000 romaer, 15.000 sovjetiske krigsfanger samt 15.000 mennesker af andre nationaliteter.

Sætte ansigter på

De høje ufattelige tal gør, at døden i lejrene bliver abstrakt og upersonlig, men det er naturligvis helt afgørende, at der sættes ansigter både på ofre og bødler når denne del af historien skal fortælles.

Man har måske ikke den store lyst til at tænke nærmere over det, men det giver egentlig sig selv, at der også hørte en teknisk-praktisk side til det massemord, der foregik på »dødsfabrikkerne« – som de gaskammerudstyrede krematorier i Auschwitz-Birkenau blev kaldt af fangerne i de Specialenheder, der blevet tvunget til at arbejde i dem.

Tegnebræt i Topf & Söhnes oprindelige forvaltningsbygning, juni 1940. © Sammlung Gedenkstätte Buchenwald. Foto: Jürgen M. Pietsch.

Hvilke ovne egner sig bedst til – så vidt muligt uden afbrydelser og uden brug af for meget brændstof – at brænde tusinder og atter tusinder af lig? Og ville det ikke være praktisk at kunne udlufte og ventilere gaskamrene for hele tiden, med kortest mulige intervaller at kunne få dem fyldt op med mennesker igen?

For at løse problemer som disse var SS afhængig af civile eksperter, som ikke havde nogen skrupler over at sætte sig ind i udryddelsens praktiske side og at udvikle anlæg, der passede til formålet, at bygge dem op på stedet, sætte dem i produktion og med passende mellemrum efterse og reparere dem.

Sådanne eksperter fandt man bl.a. i Erfurt hos firmaet Topf & Söhne. Partnerskabet, som både Topf & Söhne og SS havde glæde af, skulle vare krigen ud.

Foruroligende samarbejde

Historien om dette helt normale tyske firma – en historie, der begynder i 1800-tallets Erfurt og fører til Auschwitz’ krematorier – er temaet for udstillingen og det ledsagende katalog.

Topf & Söhnes uforbeholdne samarbejde med SS er i særlig grad foruroligende. For hverken firmaindehaverne eller de involverede medarbejdere passer til det gængse billede af fanatiske nationalsocialister eller radikale antisemitter.

Topf & Söhne. Et ganske normalt foretagende. © Jüdisches Museum Berlin, Foto: Jens Ziehe, Berlin.

Heller ikke stræben efter profit eller personlige fordele er tilstrækkelige forklaringer på deres handlinger. De var hverken blot »tandhjul i maskineriet« eller »skrivebordsforbrydere«.

Desuden handlede de ikke på befaling og ikke under tvang, og de vidste præcis, hvad den teknik, de udviklede, skulle bruges til. Man kunne have afbrudt eller indskrænket forretningerne med SS, uden at det havde fået graverende konsekvenser.

Statens vilje

For Topf & Söhne var det åbenbart tilstrækkeligt, at massemordet var udtryk for statens vilje, at det angiveligt tjente Tysklands interesser, og at det indebar nogle tekniske udfordringer, som pirrede ingeniørernes ambitioner. Fraværet af medmenneskelighed over for »folkefælleskabets naturlige fjender« gjorde dem meddelagtige i massemordet.

Ved krigens afslutning havde de ansvarlige på virksomheden travlt med at fralægge sig ethvert ansvar. Ejerne Ludwig og Ernst-Wolfgang Topf har på intet tidspunkt erkendt deres ansvar og medskyld. Ludwig Topf begik selvmord den 31. maj 1945 og stiliserede sig i et afskedsbrev som en uskyldig, der var blevet forfulgt med urette.

Ernst-Wolfgang Topf forsøgte at bygge sit firma op på ny i Vesttyskland. Han holdt hele sit liv fast ved forestillingen om »de uskyldige ovne« og hævdede, at Topf & Söhnes produkter var blevet misbrugt på en måde, som man ikke kunne have forudset. De tre hovedansvarlige ingeniører blev i 1946 arresteret af de sovjetiske myndigheder og alle dømt til 25 års fængsel.

Udstillingen Topf und Söhne er produceret af »Stiftung Gedenkstätten Buchenwald und Mittelbau-Dora« under originaltitlen: »Techniker der Endlösung Topf & Söhne - Die Ofenbauer von Auschwitz«.

Artiklen er tidligere bragt i tidsskriftet Nyt om Arbejdermuseet (2008, nr. 2) udgivet af Arbejdermuseets Venner.