Tre palæstinensiske brude

Veganske retter så langt øjet rækker. Buffeten bugner, og de første gæster er ved at kaste sig over kikærter og farverige drinks. Det er torsdag aften midt i juli, temperaturen er stadig over de 30 grader, og vi er i Jerusalem i gården ved en af byens natklubber. Sammen med familier, venner og bekendte sveder vi til bryllupsfesten hos Daphna og Haneen.

Brudeparret er netop vendt hjem fra Montreal, hvor de er blevet gift. Den mulighed har lesbiske ikke i Israel eller Palæstina. Men festen holdes her i Jerusalem, og der er gæster fra både Tel Aviv, Haifa og Vestbredden.

Daphnas jødiske familie er mødt op, en stolt mor og far og en lang række søstre. Også aktivistvennerne fra hendes tid i den radikale seksualpolitiske israelske aktionsgruppe Black Laundry er her. De snakker om, at de skal til queerfestival i København og glæder sig til en dildo workshop.

Haneens arabiske familie er derimod ikke dukket op. Søsteren skulle være kommet, men er blevet forhindret i sidste øjeblik. Det kompenserer en stor horde af arabiske lesbiske, bøsser og transpersoner – og ikke mindst en masse mavedans – for.

Haneen. Palæstinenser, lesbisk og medgrundlægger af Al Qaws. Foto: Privat

Der bliver danset rundt og meget tæt, men først skal alle de jødiske bryllupsritualer og siden de arabiske ditto lires af. Det er en lang aften, hvor endnu en brud snart træder ind på scenen. Det vender vi tilbage til.

Ikke casting bureau for undertrykte muslimer

Først skruer vi tiden fire måneder tilbage. Vi møder Haneen for første gang på en cafe i Jerusalem ved siden af Jerusalem Open House, hvor hun har sit kontor.

Haneen er palæstinenser, lesbisk og medgrundlægger og fuldtidsansat i Al Qaws (»regnbuen«), der er en organisation for palæstinensiske homo- og biseksuelle samt transpersoner. Organisationen har eksisteret siden 2001, men i første omgang som et projekt under community centeret Jerusalem Open House. Nu er organisationen blevet selvstændig, hvilket blandt andet betyder, at den er helt fri for at modtage midler fra Israel.

– Det er et kæmpe skridt for os. Vi er vokset fra at være en lokal social gruppe for palæstinensere til dække hele Palæstina og Israel. Og til at være en aktiv græsrods- og aktivistgruppe, der for alvor engagerer sig i spørgsmålet om identitet, seksualitet og Palæstinas fremtid, siger hun.

Haneen, der er 30 år og netop er blevet færdig med NGO-studies på Hebrew University i Jerusalem, har været med i Al Qaws fra starten. Og hun har siddet og svaret på spørgsmål om palæstinensiske homo- og biseksuelle samt transpersoner mange gange og bliver helt lettet, da vi starter med at spørge, hvad der er det dummeste spørgsmål, hun nogensinde har fået:

– Folk tror jo, at vi er sådan et casting bureau for undertrykte homoseksuelle muslimer. En norsk journalist spurgte for nyligt, om jeg ikke lige kunne skaffe en palæstinensisk bøsse fra Vestbredden, som havde det hårdt og var enormt splittet mellem kulturer. Når man sætter seksualitet og Israel/Palæstina spørgsmålet sammen, så tænder det åbenbart alle folks fantasier.

Hun peger på, at de fleste artikler ender med at reproducere et meget stereotypt billede, hvor palæstinensiske homo- og biseksuelle samt transpersoner fremstilles som stakler, der lever under særlige hårde vilkår, mens det samtidig slås fast, at forholdene er meget bedre i Israel. Det finder hun ret trættende.

– Så enkelt er det jo ikke. Det palæstinensiske samfund er på mange måder konservativt og traditionelt og homo- og biseksuelle samt transpersoner oplever mange overgreb, blandt andet fra politiet. Men alle palæstinensere – uanset seksualitet – undertrykkes konsekvent i Israel og de besatte områder af de israelske myndigheder. Og det er svært at kæmpe for egen frihed, når ingen rigtig er frie.

Haneen fastholder samtidig, at der også er en række problemer med rettighederne for homo- og biseksuelle samt transpersoner i Israel, der ikke lever op til det glansbillede, som palæstinensiske homo- og biseksuelle samt transpersoner ofte spejles i.

For eksempel forsøger borgmesteren i Jerusalem hvert år at forbyde den lokale pride, ligesom der er utallige eksempler på overfald, også i Tel Aviv, der ellers markedsføres som en »gay friendly« destination af de israelske turistmyndigheder. Endelig er de religiøse ledere i Israel ofte ude med riven i forhold til homoseksuelle.

Homo-pride i Ramallah ikke på ønskelisten

På spørgsmålet om, hvordan der i hele dette morads kan laves seksualpolitisk arbejde i Palæstina, svarer hun:

– De vestlige opfattelser af homoidentitet eller livsførsel giver ikke megen mening for ret mange palæstinensere. Heller ikke selvom man kalder det queer eller noget tredje. Det er simpelthen ikke meningsfulde holdepunkter i den her konkrete sociale situation. Vi gør derfor meget ud af ikke blot at »mime« en eksisterende model for homoseksuel frigørelse.

Vi vil skabe et rum for palæstinensiske homo- og biseksuelle samt transpersoner, hvor vi sammen kan udvikle og diskutere vores egen vision og idealer for et fællesskab og identiteter. Og en homo-pride i Ramallah står altså ikke øverst på listen.

Haneen kan godt se, at vi ikke finder svaret så konkret, så hun fortsætter:

– På den ene side arbejder vi med at skabe større frirum og forandring i det palæstinensiske samfund i forhold til køn og seksualitet. Sammen med for eksempel kvindeprojekter og menneskerettighedsorganisationer arbejder vi med at udfordre seksuelle tabuer og sammen opbygge et mere åbent Palæstina skridt for skridt. Her kan man ikke bare tage en vestlig synlighedsstrategi ned fra hylden. Dels har det store sociale konsekvenser for den enkelte, der ofte vil stå alene og være sårbar. Og dels er det slet ikke sikkert, at denne vestlige synlige homoseksuelle identitet giver nogen som helst mening. Den er jo ikke udtryk for nogen naturlov.

– På den anden side fastholder vi i vores arbejde et fokus på det pres, som palæstinensiske homo- og biseksuelle samt transpersoner også udsættes for som en konsekvens af Israels politik. Det er af samme grund, at vi ikke vil modtage nogen som helst støtte fra israelske myndigheder og donorer, selvom vi har lokale grupper flere steder i Israel.

Og ifølge Haneen er der mange konsekvenser af besættelsen af Palæstina. Helt konkret har Al Qaws på grund af sikkerhedsmuren, der adskiller store dele af Vestbredden fra andre dele af Vestbredden og Israel, samt de meget strikse rejserestriktioner meget svært ved at holde møder og fester:

– Før i tiden kunne vi holde fester i Jerusalem, hvor der var stuvende fyldt af folk fra Vestbredden, Jerusalem og fra Israel i det hele taget. Nu kan folk ikke komme over grænseovergangen fra Vestbredden og til Jerusalem, så vi har måttet droppe festerne helt. Nu holder vi dem i Tel Aviv, men folkene fra Vestbredden er så helt isoleret.

Haneen holder derfor primært kontakt med homo- og biseksuelle samt transpersoner fra Vestbredden via mailinglister og debatfora. Over 1000 har indtil videre blandet sig i debatten om køn og seksualitet på foreningens hjemmeside. Og en af Al Qaws nyeste tiltag er en stor meningsmåling om holdninger til homo- og biseksuelle samt transpersoner blandt palæstinenserne:

– Alle har alle mulige forestillinger om, hvor intolerante alle palæstinensere er. Derfor tænkte vi: hvad med faktisk at undersøge det? Så sammen med en række samarbejdspartnere sætter vi nu en stor undersøgelse i gang. Samtidig har vi gang i at uddanne en lang række aktivister fra Al Qaws så vi kan få udbygget vores sociale grupper – også på Vestbredden.

Den tredje brud

Vi skruer nu tiden frem til bryllupsfesten igen. For til festen er også en tredje brud. Midt under festen træder »Den palæstinensiske brud” ind på scenen og begynder at synge traditionelle arabiske bryllupssange.

Den palæstinensiske brud. Foto: Privat

Bag figuren står performancekunstneren R., som er en arabisk bøsse, der bor i Tel Aviv. Som araber med palæstinensisk familiebaggrund opvokset i den israelske by Jaffa kender han til følelsen af, at »det hele stritter lidt«, som han siger.

– Man har følelsen af, at man ikke hører til der, men heller ikke hører til andre steder. Man er halvt israeler og halvt palæstinenser. Eller er det bare en kliche? Man længes, men efter hvad? Denne nationale melankoli afspejler jeg med min brudefigur, hvor køn, seksualitet og nationen sættes sammen, har han tidligere forklaret til en avis.

R. optræder ofte til Al Qaws fester og kan også opleves løbende skrigende gennem Tel Avivs gader på tilfældige aftener iført sin bryllupskjole indsmurt i blod, som en såret brud, der vender hjem fra krigens front til sin nedbrændte landsby.

Og som homoseksuel araber bosat i Israel føler han, at der er kampe at kæmpe på de fleste fronter. Til aftenens bryllupsfest sidder Amir ved siden af ham. Han er ligeledes arabisk bøsse med palæstinensisk baggrund bosat i Tel Aviv. Han mener, at det med »halvt israeler« skal tages meget bogstaveligt:

– Jeg har valgt at flytte fra Haifa i det nordlige Israel, hvor jeg voksede op i et arabisk community, til Tel Aviv for at kunne udleve min seksualitet. Men når jeg går i byen, oplever jeg, at jeg ikke kan komme ind på homostederne, fordi de er bange for arabere. Folk er simpelthen bange, hvis man begynder at tale arabisk eller går med palæstinensisk tøj.

– Og det er svært at få et job på grund af mit navn. Flere af mine venner har anbefalet mig at skifte navn. Jeg overvejer det, selvom jeg synes det er langt ude at skulle vælge mellem nationale baggrund og seksualitet.

Vi vil gerne spørge mere ind til både R. og Amirs liv og holdninger. Men musikken til brylluppet bliver skruet op, inden længe er de forsvundet ud i mængden på dansegulvet, og da de dukker op igen, er alle for fulde til at tale mere om identitet og seksualitet.

»Heldigvis«, siger Amir, der øjensynligt lige som Haneen flere gange tidligere har været udsat for byger af spørgsmål fra nysgerrige tilrejsende.