Annonce

15. august 2008 - 12:38

Partipolitisk opstandelse over hatecrimes

Hvad homoer og transseksuelle har vidst og råbt op om i årevis, er med et trængt gennem både Rådhusets og Christiansborgs tykke mure: Bøsser, lesbiske, transpersoner og andre seksuelle minoriteter bliver rutinemæssigt tævet, truet og tilsvinet i det offentlige rum.

En registrering på Københavns kommunes hjemmeside viste, at der på bare halvanden måned var rapporteret 62 tilfælde af hatecrimes i hovedstaden, og alle er enige om, at der kun er tale om en lille del af det reelle tal. Efter offentliggørelsen er der således på et enkelt døgn blevet anmeldt yderligere 41 tilfælde af hatecrimes på kommunens hjemmeside www.registrerdiskrimination.kk.dk.

Det fik i første omgang borgmester for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Jacob Hougaard (S), til at kræve videoovervågning af især de steder, hvor homoseksuelle færdes mest i nattelivet, og overborgmester Ritt Bjerregaard (S) meddelte at hun ville bevillige Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBL) de 300.000 kr. organisationen mangler for at igangsætte en landsdækkende undersøgelse af homoseksuelles levevilkår.

Lidt forudsigeligt har Dansk Folkeparti også blandet sig i debatten med et krav om strengere straffe for hatecrimes.

JPEG - 78.6 kb
Mængden af rå vold mod homoseksuelle har fået politikerne op af stolen med krav om undersøgelser, kampagner, overvågning og strengere straffe.

Justitsminister i samråd

Nu er har Socialdemokraternes kulturordfører og medlem af retsudvalget, Mogens Jensen, så kaldt justitsminister Lene Espersen (K) i samråd.

Ifølge en pressemeddelelse fra Mogens Jensen vil socialdemokraterne kræve, at ministeren gennemfører en landsdækkende undersøgelse af omfanget og årsager til hatecrimes, og partiet kræver, at politiet begynder at registrere hatecrimes mod homoseksuelle særskilt.

Mogens Jensen opfordrer desuden Justitsministeren til »omgående at iværksætte beskyttelsesinitiativer overfor homoseksuelle i form af vagter i bl.a. Ørstedsparken i København og Mindeparken i Århus samt videoovervågning ved homodiskoteker«.

Og så ønsker socialdemokraterne desuden, at regeringen iværksætter en holdningskampagne om hatecrimes rettet mod landets folkeskoler og ungdomsuddannelser, skriver Mogens Jensen.

VU: Ja til adoption og vielser for homoer

Den slags kampagner virker imidlertid overhovedet ikke. Det mener i hvert fald medlemmerne af Venstres Ungdom, som i stedet kræver, at homoseksuelle får ret til at adoptere, og at der åbnes for vielser i folkekirken så længe den er underlagt staten.

»På den måde bliver homoseksualitet mindre tabubelagt, og det er det, der er brug for i forhold til den primitive og grundløse vold, de udsættes for. Ingen undersøgelse kan afhjælpe dette problem – men kun bureaukratisere det. Volden stopper først, når det er naturligt at være homoseksuel«, skriver VU i en pressemeddelelse.

Per Clausen valgt til årets homovenlige politiker

Til gengæld er der i forbindelse med årets Pride Parade roser til en politiker på Christiansborg. Prisen som »årets politiker« går til Enhedslistens Per Clausen for hans forslag i Folketinget om flere rettigheder til transkønnedes/ transseksuelle.

Ifølge Enhedslisten skal myndige personer selv skal have lov til at vælge deres fornavn samt selv kunne bestemme, hvilken kønsidentitet deres cpr-nummer, pas og kørekort skal udtrykke. Transkønnede/ transseksuelle skal desuden have lov til at få foretaget en kønsskifteoperation efter grundig vejledning.

»Forslaget blev ikke vedtaget, men Per Clausen skal alligevel belønnes for sit fremsynede arbejde for en minoritets rettigheder«, skriver LBL i begrundelsen for prisen.

Prisbelønningen falder samtidig med, at Enhedslistens Queerudvalg har delt hårde verbale ørertæver ud til Priden, som af udvalget bl.a. beskrives som »et dansende og glittet freakshow til ære for Normaldanmark«, der »i mange år ikke villet vedkende sig sin politiske beskaffenhed, men samtidig kastet sig i grams for kommercielle sponsorer og logret for nationalistiske og racistiske fortællinger om det liberale Danmark versus de homofobe muslimer«.

Prisen til Per Clausen bliver overrakt lørdag den 16. august på Rådhuspladsen i København i forbindelse med årets Pride Parade.

I en pressemeddelelse erklærer Per Clausen sig »meget stolt over at være kåret til årets homo-politiker«:

– Det er en anerkendelse ikke bare af mig, men af Enhedslistens systematiske arbejde med at skabe lige muligheder for alle og for at bekæmpe et indsnævret normalitetsbegreb, som begrænser menneskers mulighed for fri udfoldelse

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce