Annonce

13. august 2008 - 15:01

Georgien: Saakashvilis magtgrundlag vakler

Tirsdag den 12. august meddelte Ruslands præsident Medvedev, at han har besluttet at afslutte landets militære operationer i Kaukasus, da Rusland har nået sine mål med krigen.

– Sikkerheden for de fredsbevarende styrker og civilbefolkningen er genoprettet, aggressoren er blevet straffet og påført store tab og hans væbnede styrker er desorganiserede, erklærede han.

Medvedev bemyndigede dog samtidigt de militære kommandører til at svare på modstand og andre aggressive handlinger. Men det står nu klart, at der ikke bliver nogen besættelse af Georgien og ingen storm mod Tbilisi fra russisk side.

Ligesom i andre krige blev sandheden også det første offer i konflikten i Kaukasus.

De vestlige medier har nemlig givet et fordrejet billede af begivenhederne ved at fremstille dem som en russisk aggression.

Georgisk ansvar for krigen

Men krigen startede, da Georgien brød en 14 år gammel våbenhvile ved at gå til angreb på Tskhinvali, Sydossetiens minihovedstad, der i virkeligheden er en forvokset bjerglandsby.

JPEG - 31.1 kb
Præsident Saakashivili har været en trofast og loyal allieret med USA, men krigen i Kaukasus kan have undermineret hans magt. Foto: Det Hvide Hus.

De georgiske styrker angreb først og fremmest civile. Angrebet var et forsøg på etnisk udrensning af osseterne på linje med, hvad man så i krigene på Balkan i 1990’erne. Størstedelen af den sydossetiske befolkning flygtede nordpå til Rusland.

Saakashvili valgte at angribe umiddelbart før åbningen af Olympiaden i Beijing, da han håbede, at verden ikke ville lægge mærke til det: Angrebet brugte meget tunge våben som raketter (Stalin-orgler), haubitsere, kanoner, fly og helikoptere. Skarpskytter beskød byen i perioden op til angrebet.

Ved indtagelsen af byen jagtede man civilbefolkningen, ødelagde huse og forsøgte at slå så mange ihjel, man kunne. Rusland angiver tabstal på 1.000–2.000 civile i Sydossetien.

Rusland har nu sendt 150 efterforskere fra den offentlige anklager ind i Sydossetien for at dokumentere disse begivenheder med det mål at få de ansvarlige dømt som krigsforbrydere ved domstolen i Haag.

Russiske styrker angrebet

Russiske fredsbevarende styrker, der var i Tskhinvali som en del af våbenhvilen, blev også angrebet. Rusland følte sig nødsaget til at svare på dette angreb, og har også en vis ret til dette efter den humanitære folkeret om at forhindre forbrydelser mod menneskeheden, og som fredsbevarende styrke efter den gamle våbenhvileaftale.

Rusland har smidt georgierne ud af Sydossetien og sendt mange tusinde mand ekstra ind i Sydossetien og Abkhasien, og abkhaserne er gået i gang med at smide de georgiske enheder ud af det område, de har besat i Kodori-dalen.

Rusland har angrebet mål i Georgien af militær karakter – bl.a. radaranlæg, lufthavne og havneanlæg, der anvendes til militærtransporter.

Læs også Mikael Hertofts artikel: »Nordkaukasus: Frosne konflikter i ildkamp« på Kontradoxa

Læs Thomas Bindesbøll Larsens kommentar til Mikael Hertoft »Rusland og krigen i Kaukasus« på Kontradoxa.

Mikael Hertofts svar: »Et fjendebillede vokser op«

Og Thomas Bindesbøll Larsens dublik: »Fjendebilleder, folkeret og fakta«

Der har været civile ofre, det som amerikanerne kalder »collateral damage« (følgeskadevirkninger), men intet tyder på, at russerne decideret er gået til angreb på civile.

Krigens resultater

Resultatet af krigen kan således gøres op. Der er et par tusinde døde – først og fremmest civile ossetiere dræbt i krigens første døgn, men også mange georgiske og russiske soldater.

Der er mange tusinde flygtninge og ødelagte huse mv. i meget fattige områder, der vil være mange år om at komme sig.

Rusland har fået jaget Georgiens styrker ud af Abkhasien og Ossetien og forøget sin egen militære tilstedeværelse markant.

Rusland har vundet stærk sympati blandt disse to etniske mindretal.

Georgiens hær er blevet slået markant og ville næppe forløbig nå op på sit tidligere niveau.

Vesten har råbt op, men ikke gjort meget.

Ruslands forhold til Vesten er blevet lidt dårligere, men ikke meget, for det var dårligt i forvejen.

Georgien har trukket soldater ud af Irak og er derved blevet langt mindre interessant som allieret for USA.

De etniske mindretal i Ossetien og Abkhasien er blevet endnu mere overbeviste om, at de ingen fremtid har i Georgien – og det er også givet, at disse områder ikke foreløbigt kommer under georgisk kontrol.

Slut for Saakashvili?

Krigen har dog også for alvor forrykket magtforholdene i selve Georgien, hvor det er tvivlsomt om præsident Saakashvili har en fremtid som magtfuld præsident.

Saakashvilis taler til den vestlige offentlighed den 9. og 11. august har givet indtryk af en mand, der er ved at miste kontrollen og virkelighedsfornemmelsen.

Fra georgisk side kom der under krigen gang efter gang meddelelser til offentligheden, der viste sig helt hen i vejret:

Byen Gori skulle være besat af russerne, men det var den ikke; Rusland skulle planlægge at storme Tbilisi, men det gjorde de russiske soldater alligevel ikke; Rusland bombede olieledningen fra Baku til Tyrkiet (Ceyhan), men på trods af at den er noget af det nemmeste at ramme, blev den ikke beskadiget - osv.

Saakashvili har fejlvurderet situationen fuldstændigt og påført sit land store skader. Han taber tilsyneladende hurtigt tillid blandt sit eget folk og blandt sine allierede.

Hæren, en af hans vigtigste støtter, er blevet hårdt ramt af krigen og hans magiske image som vestlig europæisk demokrat rives i stykker.

Formentlig er det kun et spørgsmål om ret kort tid, før han ikke længere er Georgiens præsident – og så vil landet blive kastet ud i en politisk krise.

Det vestlige vrangbillede

Saakashvili har ellers siden den såkaldte »roserevolution« i 2003-04 været de vestlige regeringers og mediers yndling, fordi han bekendte sig til vestlige værdier og demokrati samt ønskede at få Georgien integreret i »Det euroatlantiske samarbejde«, dvs. EU og NATO.

Under præsident Saakashvilis embedsperiode er Georgien ofte blevet betegnet som et europæisk-sindet, demokratisk land. Der blev skabt en David og Goliath-myte om, at Rusland trynede den georgiske David.

Der kan dog stilles kraftigt spørgsmålstegn ved billedet af den demokratiske Saakashvili – og det er da også sket blandt folk, der følger nøjere med i situation i Georgien.

Det første knæk kom i efteråret 2007, hvor der var demonstrationer i Tbilisi, Georgiens hovedstad.

Demonstrationerne var ikke større eller mere faretruende end i andre lande. De var faktisk ved at ebbe ud, da Saakashvili satte politi ind, der tævede demonstranterne og gav dem tåregas.

Saakashvili indførte undtagelsestilstand i Georgien – og den eneste oppositionelle tv-kanal blev stormet, den udstyr ødelagt og den blev udstedt sendeforbud.

Det demokratiske image blev ikke bedre ved afholdelsen af to valg i foråret, som begge var problematiske, og hvor statens ressourcer blev sat massivt ind på at sikre Saakashvilis og regeringspartiets sejr og dominans i det politiske liv.

Saakashvili har koncentreret magten i sine hænder, og mange af dem, der var med i hans team under roserevolutionen, er gået over til oppositionen.

Siden Saakashvili kom til magten, har det været hans vigtigste mål at få »genskabt Georgiens enhed« dvs. få Abkhasien og Sydossetien tilbage under Georgien, selv om den lokalbefolkning der bor der, ikke ønsker det.

Det er en af de ting, som vestlige medier og politikere overser: I disse områder bor der andre etniske folk end i Georgien, og da landet ofte fører en chauvinistisk, nationalistisk politik og ikke giver reelt selvstyre og ikke er tolerante overfor mindretal, så ønsker osseter og abkhasere rent faktisk ikke at være en del af Georgien.

Georgien har foretaget en lang række små, men vedvarende krænkelser af de våbenhvileaftaler, der blev indgået midt i halvfemserne vedrørende Abkhasien og Syd-Ossetien.

Saakashvili har siden 2004 iværksat en massiv oprustning af den georgiske hær. Hæren er blevet moderniseret og trænet af amerikanerne, mod at Georgien til gengæld har været med til at besætte Irak.

Krigen i Kausus ser imidlertid ud til at rive grundlaget for Saakashvilis magt og prestige i stykker – ikke mindst i militæret og som troværdig allieret for USA og EU.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce