Mens Konservativ Ungdom KU og andre på højrefløjen fandt nazismen og fascismen inspirerende i 1930’erne, var der andre som straks forstod, hvilken fare der lurede syd for grænsen. Det frie menneske kunne stå overfor sin undergang.
På Festsalens balkon på Arbejdermuseet i København udstilles i øjeblikket en række tegninger af to af periodens kunstnere, Herluf Bidstrup og Martinus Hougaard. Begge var tilknyttet den socialdemokratiske presse, den ene i København, den anden i Århus. De tog Hitlers diktatur og dets menneskeopfattelse under behandling.
Den tyske nazi–stat klagede over de »uvenlige« tegninger, som optrådte i de danske medier – hovedsageligt i Socialdemokratiets og venstrefløjens aviser og tidsskrifter. Regeringen lod sig påvirke og forsøgte at dæmpe pressens behandling af den stærke nabo.

Martinus Hougaard (1897 – 1956), også kaldet Tinus, var gennem størstedelen af hans karriere tilknyttet den socialdemoraktiske provinspresse. Fra 1920’erne var han fast tegner ved Århusavisen Demokraten.
Herluf Bidstrup (1912 – 1988) var fra 1936 fast tilknyttet Social-Demokraten. Emnerne han behandlede, var bl.a. nazismen og fascismens fremmarch og den Spanske Borgerkrig. Efter 2. Verdenskrig forlod Herluf Bidstrup den socialdemokratiske presse og blev i stedet tilknyttet det kommunistiske dagblad Land og Folk.
Udstillingen er ikke stor. Tegningerne er tydelige i deres budskab. Det er tydeligt, at de to tegnere havde gennemskuet Hitler og den fare, nazismen var for menneskets frihed.
Arbejdermuseet har meget andet at byde på. I forlængelse af udstillingen »Tegnernes kamp mod nazismen« er det naturligt at gå videre til »Trange tider«, hvor man kan besøge et arbejderhjem fra 1930’erne og få lyd og billedindtryk fra krisen og årtiet, hvor nazismen voksede sig stærk.
Senere på måneden åbner udstillingen »Dødens Ingeniører – Maskinfabrikken Topf & Söhne«. Udstillingen går tæt på en industrivirksomhed med stor teknisk viden, god produktion, høj præcision, godt salg – der leverede krematorieovnene til de tyske koncentrationslejre.
Udstillingen »Tegnernes kamp mod nazismen« vises frem til 30. december 2008. »Trange tider« er en del at museets faste udstilling. Udstillingen »Dødens Ingeniører – Maskinfabrikken Topf & Söhne« åbner 22. august 2008 og vises frem til 30. december 2008.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96