Queer, racisme og venstrefløj

Torsdagens queerfestival bød i vanlig DIY-stil på dildoworkshop, selvforsvar, lav din egen musik-workshop og en masse andre sexede og nyttige gør-det-selv aktiviteter. En af de mindre gode ting, queermiljøet også gør selv, er naturligvis at udøve nogle af de samme hierarkier, som præger resten af samfundet.

Den positive ting er, at der er en vis opmærksomhed på problemet og vilje til at arbejde med det. Det handlede den engelsk-sprogede workshop »Non-heterosexuality, racism and the left« om.

Initiativtagerne var et par af aktivisterne fra det seksualpolitiske netværk, Klam, der også havde inviteret en repræsentant fra Autonome Mod Heterosexisme Og Racisme (AMHOR) samt en tidligere pressemedarbejder for Enhedslisten til at holde oplæg.

Grænser mellem mennesker findes også på venstrefløjen og i queermiljøet. Det fremgik af en workshop på årets queerfestival. Foto: Tomka Weiss

Queer- og venstrefløjsaktivister fra mange europæiske lande var mødt op i Gøglerskolens baggård for at diskutere spørgsmålet om, hvordan man i queermiljøet kan udvikle strategier til at bekæmpe racisme både i og uden for egne rækker.

Arrangørerne havde valgt at tage udgangspunkt i analyser af tre konkrete sager fra den københavnske venstrefløj:

For det første en diskussion i forbindelse med sidste års queerfestival om, hvorvidt man skulle tillade en person, der havde ytret racistiske synspunkter i en artikel i Panbladet, at holde en workshop på festivalen.

For det andet forrige års debat om spillestedet The Rocks koncerter med homofobiske reggae-stjerner, og endelig diskussionen om Enhedslistens opstilling af Asmaa Abdol-Hamid som kandidat til folketinget.

Ny-racisme

Sagerne blev brugt til at belyse nogle af de forskellige former, som racistiske forestillinger kan antage, når de bliver koblet sammen med køn og seksualitet. Også på venstrefløjen.

Som for eksempel da gruppen Reggae For Tolerance (RFT) gik imod aflysninger og boykot af homofobiske musikere ud fra argumentet om, at homofobi er en del af dancehall-stjernernes jamaicanske kultur. Aflysninger og boykot ville ifølge RFT være racistisk mod jamaicanerne.

Som det blev forklaret i et oplæg, bygger argumentet på en forestilling om, at kultur er en ensartet størrelse, som styrer jamaicanerne kollektivt, mens vi i Danmark angiveligt er individer, der har gjort os fri af kulturelle bånd og har bevæget os op på et højere stadie, hvor vi er holdt op med at være homofobiske.

Problemet med dette er bl.a., at man overser de jamaicanske homoseksuelles kamp og fastholder jamaicanere som ikke-individer, der altid er styret af en bestemt kollektiv kultur.

Af et andet oplæg fremgik det, at den samme idé om kultur var en del af argumentationen for »indvandrerkvoter« på diskotekerne i Panbladsartiklen »Nydanskere med guldkæder i nattelivet«.

Sådanne forestillinger om at kultur er en kerne, »de andre« er styret af, kaldes også for »kulturel racisme« eller »ny-racisme«, fordi »kultur« her har overtaget race-begrebets plads og bruges, som om det nærmest var en biologisk egenskab ved folk fra en bestemt gruppe.

En yderligere variant af racismen kommer til udtryk, når spørgsmålet om tolerance overfor homoseksuelle bliver brugt politisk til at legitimere en islamofobisk dagsorden.

Et tredje oplæg på workshoppen viste, hvordan det skete i forbindelse med debatten om Enhedslistens kandidat. En debat, hvor Asmaa Abdol-Hamid til stadighed blev anklaget for ikke at ville gå ind for homoseksuelles rettigheder til trods for, at hun havde tilsluttet sig partiet med den mest progressive politik på området.

Også i venstrefløjskredse blev hendes holdninger betvivlet.

På workshoppen blev det forklaret, hvordan det i dette tilfælde var det religiøse tilhørsforhold, som blev gjort til den styrende faktor på linje med »kultur«. Islam blev tilsvarende gjort til en entydig størrelse, der ikke lader sig fortolke individuelt eller i forhold til de aktuelle sammenhænge.

Hvid dominans

Efterfølgende lagde arrangørerne op til diskussion om anti-racistiske strategier ud fra spørgsmål som: »Hvad gør det ved venstrefløjen, når typiske »venstrefløjsværdier« som ligestilling mellem køn og seksuel frihed udnyttes i racistisk retorik?« og »Hvordan kan vi genkende og bekæmpe racisme i queermiljøet og på venstrefløjen?«

Diskussionen i mindre grupper bar præg af, at racisme er et komplekst område, der ikke levner mulighed for nemme svar.

Nogle deltagere påpegede f.eks. at queerfestivalen er et sted, der er domineret af hvide. Andre sagde, at der på venstrefløjen kan være en tendens til at opfatte sammenhænge som hvide og derved usynliggøre de deltagere, som har migrant-baggrund eller som i andre sammenhænge ikke opfattes som hvide.

Endelig blev det nævnt, at der ikke nødvendigvis behøver at være »andre« til stede for at hvide kan arbejde med racisme. Som sagt er der ingen nemme svar; de tre indlæg belyser hver deres aspekt af en situation, hvor racekategorien spiller ind på det rum, man skaber.

Som en deltager formulerede det:

– Vi må blive ved med at analysere, hvordan »race« hele tiden konstrueres i konkrete sammenhænge, og hvordan begrebet får sit eget liv, når det konstrueres i forhold til kategorier som køn, seksualitet og klasse.

Idéen om den danseglade, men komplet apolitiske sorte bøsse med den gigantisk store pik, for eksempel.