Roskilde Festival helt i orange

Året Roskilde Festival var bagende varm fra start til slut. Med et kraftigt – og tiltrængt – regnskyl søndag aften, som tog brodden af de vildeste afbrændinger på campingpladserne, virkede det nærmest som om at vejrguderne havde skrevet kontrakt med festivalledelsen.

Forventningerne til dette års festival var ellers noget afdæmpet efter sidste års enorme regnskyl. Festivalens talsmand, Esben Danielsen, spåede allerede dengang, at det ville komme til at koste manglende billetsalg til dette års festival.

Ligeledes var sidste års skuffende festival et grimt styrt for de foreninger og organisationer, som normalt kan se frem til donationer fra det samlede overskud.

Derfor blev det en overraskelse for de fleste, at dette års festival samlet set må siges have været en succes. Med et rekordstort overskud, står de små foreninger fra Roskilde området med et bedre budget for det kommende år, ligesom de forskellige hjælpeorganisationer endnu engang kan se frem til klækkelige bidrag.

Foto: Freddy Hagen

Kedelige hovednavne og kul på aktivismen
Med hovednavnene Slayer, Nick Cave (alias Grinderman), Judas Priest, Neil Young og Radiohead – der alle tidligere har optrådt på festivalen – kunne seniorpublikummet ikke klage over noget. Derimod var der længere mellem snapsene for de mere nysgerrige, der gerne så et mere nuanceret og vovet program. Men det som foregår på den orange scene er blot en brøkdel af, hvad en festival med rundt regnet 70.000 deltagere kan byde på.

Allerede ugen op til selve festivalens start blev markerne og kvægfoldene fyldt med aktivister, som skulle sørge for at kulisserne gav det rette indtryk. Blandt andet stod landets ypperste graffitimalere som vanligt for at dekorere alle vægge og skilte.

Foto: Freddy Hagen

Også aktivistgruppen »Må man lige ha’ lov at være her« var inviteret til festivalen. I ledtog med modekendisserne Wood Wood, Pede & Stoffer og Henrik Wibskov skabte de et surreelt univers, som skulle sætte den stigende overvågning i samfundet til debat. Med et tårn som vartegn, beklædt med pigtråd, spots og overvågningskameraer, blev oplevelsen total.

Foto: Freddy Hagen

Men alting blev ikke til i overensstemmelse med festivalens ledelse. Torsdag nat, efter sidste koncert, satte en piratfest i gang. Med et gigantisk PA-anlæg, der snildt kunne trække et par tusind gæster til sig, blev der fyret op under den svedigste dubstep musik med ornli’ syg ungdomshusstemning til følge.

Dj Ras Money erklærede, at de var indstillet på at fortsætte festen til den lyse morgen, i protest imod festivalens torsdagsprogram. Festivalledelsen valgte imidlertid ikke at bryde ind, og festen fik lov til at køre til den bitre ende, hvor kun én pickup stadig virkede.

Foto: Freddy Hagen

I det hele taget var campingpladserne fyldt med store anlæg, der kunne sparke gang i nattens mange festivalgængere, hvilket gjorde det en hel del mere spændende at befinde sig dér, end på selve festivalpladsen.

Kunstnerkollektivet Half Machine stod for årets mest spektakulære installation. Helt i tråd med gruppens mange andre arrangementer og installationer, handlede også denne om forholdet imellem menneske og maskine.

Foran festivalens hovedindgang havde de placeret ti plastikpontoner, som var beregnet til at gæsterne skulle slå på dem. Dette gav resonans til hovedinstallationen, der bestod at et højt metaltårn, som kunne fyre en kæmpeflamme af hver gang der var tilstrækkelig mange, der hamrede løs på pontonerne.

Foto: Freddy Hagen

Dubsteb, balkan og reggae
Selvom festivalens samlede program var lidt tyndt, så var der også overraskelser, og her bør dubsteb musikken fremhæves. Lørdag nat blev der budt op til Skull Disco i fire lange timer. Skull Disco er en af genrens absolut største pladeselskaber. Der blev lagt ud med Magnetic Man (feat. Skream og Benga) som havde skruet subwooferen helt i bund, hvilke gav kroppen kraftige fysiske stød. Det var mørkt og tungt på den helt rigtige måde. Shackleton tog over og fuldførte den onde mission.

Foto: Freddy Hagen

Også balkanmusikken var en god og fin overraskelse, og her kunne festivalen byde på mange koncerter. Lørdag aften på Astoria var viet udelukkende til balkanmusik, hvilket selvsagt fik publikum til at springe og løbe rundt. Her spillede navnene Dj Dunkelbunt, Shantel & Bucovina Club Orkester og Fanfara Tirana.

Ligeledes havde festivalen foretaget en opgradering med hensyn til reggae musikken – eller rettere Roots Reggae, som denne mere traditionelle variation kaldes. Her var det navne som Baby Love and The Van Dangos, The Black Seeds og Queens Ifrica der fik røgen til at udvikle sig.

Søndagskoncert med Isam B
Søndag spillede Isam Bachiri på Roskilde Festivals Cosmopol scene. Et par tusinde unge og gamle var mødt op til en svedig omgang opturspop, krydret med lækker jazzede riffs. Efter tre dage med hårdt pumpet dødsmetal og tunge elektroniske dubsteps var det en stor nydelse at blive indhyldet i Isam B’s hyldest til kærligheden, troen og fædrelandet.

Foto: Freddy Hagen

I 2007 debuterede Isam B. som soloartist med pladen »Institution«. Med sangen I Danmark er jeg født (tekst af H.C. Andersen) blev albummet kritiseret stærkt af den yderste højrefløj, der mener, at en erklæret dansk muslim ikke kan synge fædrelandssange. Men det er alt sammen ligegyldigt, for Isam B’s plade er ikke politisk propaganda, men et inderligt og stærkt introvert stykke bekendelseslitteratur. Isam B bekender, hvorledes han til »fredagstale/i et baglokale/som en sild i tønde/dog ene og helt alene« kan finde glæde og styrke i sin egen identitet.

»Institution« er – trods det introverte totalindtryk – ikke uden bid og kommentar til vor samtid og dansk mentalitet i særdeleshed. Numret Alle veje fører til Malmø er tydeligvis en kritik af dansk lovgivning i henhold til familiesammenføring, og kopinummeret Entertaineren (skrevet af C.V. Jørgensen) er rendyrket kritik af et samfund, som ikke evner at favne befolkningens ret til fri kærlighed og udtrykte følelser.

Isam er også sanger i succesbandet Outlandish, som efterhånden har nået international stjernestatus. Bandet er blevet kritiseret for at spille for store muslimske organisationer samt at samarbejde med den stærkt religiøse musiker Sami Yusuf.

Ifølge den islamkritiske avis Jyllands-Posten løb Outlandish i maj en risiko ved at tage på turné i USA som hovednavn for den amerikanske muslimske ungdomsbevægelse MAS Youth, der udspringer af Muslim American Society. Outlandish var hovednavnet på denne turné, der blandt andet indbefattede koncerter i Los Angeles, Tampa, Chicago, Dallas, Detroit og New York..

Journalisternes bestandige spørgsmål til bandets medlemmer om deres forhold til krig og muslimsk ekstremisme har gjort dem mere offensive i forhold til medierne.

Koncerten på Roskilde var vellykket, og det kulminerede med, at Isam B. sang Outlandish’ megahit Aicha.

Foto: Freddy Hagen

Street
Roskilde Festivalen handler ikke udelukkende om musik. Overalt på festivalsområdet summer det af liv. En positiv overraskelse var den enorme skaterbane, hvor der konstant var noget at kigge på. Her kunne man sidde i timevis og se de sejeste skatere give den gas på ramperne. Mon ikke festivalens ledelse skulle overveje at ophøje denne bestanddel til en reel scene, hvilket giver helt anderledes mulighed for lydudstyr og andre finansielle tiltag.

Foto: Freddy Hagen

Også foran Cosmopol scenen var der street for alle pengene. Her blev der breaket og spillet med hackysack dagen lang.

Foto: Freddy Hagen

Det er den slags indslag og mere eller mindre uformelle præsentation af disse former for aktivitet, der gør det til en nydelse at være på festivalen.

Ren Roskilde
Selvom festivalen atter i år havde brugt tid, penge og energi på at lære deres gæster, at oprydning er godt, så gik der ikke mange timer, før hele området var dækket af skrald. Men noget tyder på, at det er en del af charmen ved at være der, for gæsterne sover bogstaveligt talt i deres egne efterladenskaber.

Foto: Helene Meden Hansen

Alligevel skal festivalen have ros for indsatsen for at udbrede mere bæredygtige produkter samt at gøre opmærksom på det globale klimaproblem.

Foto: Freddy Hagen

Helt i Orange
Dette års festival var helt i orange, hvilket næsten gjorde storebroderen, Orange Scene, lidt uanseelig. Med så høje varmegrader blev den orange farve brændt ind i hver enkelt deltager, og man så udelukkende smil og atter smil på alles ansigter.

Foto: Freddy Hagen

Foto: Freddy Hagen

Foto: Helene Meden Hansen

Foto: Helene Meden Hansen