Annonce

2. juli 2008 - 16:40

Økonom: Skattelettelser er ikke løsning på recession

Venstre slår nu til lyd for, at den truende reccesion skal bekæmpes med skattelettelser til de mest velstillede. I et interview i dagbladet Børsen den 2. juli vurderer partiets finanspolitiske ordfører Peter Christensen, at lavere topskat er det instrument, der kan levere mest arbejdsudbud for pengene, et arbejdsudbud der ifølge ordføren er nødvendigt, hvis væksten i dansk økonomi skal have ny næring på lidt længere sigt.

Ifølge økonom og medlem af den alternative velfærdskommission, Henrik Herløv Lund, er det imidlertid lodret forkert.,

– Skattelettelser, og herunder lettelser i topskatten, giver mindre beskæftigelseseffekt end øgede offentlige investeringer i f.eks. uddannelse, sundhed og børnepasning, udtaler han til Modkraft.dk.

JPEG - 48.4 kb
Flere penge i lommerne på de mest velstillede er ifølge Venstre løsningen på den recession, der nu har afløst flere års opsving i dansk økonomi

– En topskattelettelse på fem milliarder kroner vil almindeligvis give en forøgelse af arbejdsudbuddet på 9.000–11.000 personer. Dette er imidlertid under forudsætning af en samfundsøkonomisk situation med større ledighed og lavere merarbejde end i dag. I den nuværende økonomiske situation må udbyttet forventes at ligge på blot 6.000–7.000 personer, forklarer han.

Større gevinst ved investering i mere velfærd
Ifølge Henrik Herløv Lund er gevinsten større ved investeringer i offentlig velfærd, f.eks. i mere børnepasning, hvor øgede investeringer giver et større incitament til at udbyde arbejdskraft, navnlig for kvinder.

– Peter Christensens nyliberale retorik handler ikke om at opnå størst mulig øget beskæftigelse, men om at han og Venstre for enhver pris vil have skattelettelser og er parat til at bruge en hvilken som helst anledning hertil. Uanset om der i øvrigt er økonomisk og videnskabeligt belæg og dokumentation herfor, siger Henrik Herløv Lund.

Venstrefløjen: Hvis skattelettelser, så til de fattigste
Også fra venstre side i Folketinget lyder der kritik af forslaget om at sænke topskatten. Enhedslistens skatte- og finansordfører Frank Aaen udtaler i en pressemeddelse, at en sænkelse af topskatten vil øge uligheden og dermed bringe yderligere næring til den ulighedsudvikling, der har præget det danske samfund i løbet af det seneste tiår.

Hvis der skal være tale om skattelettelser, skal de tilfalde dem med de laveste indkomster, udtaler Aaen.

– Ikke alene er arbejdsløse og pensionister blevet snydt for lavere skat på indkomsten, deres indkomst stiger mindre end andre indkomster på grund af den såkaldte satsregulering, der er indrettet sådan, at pensioner og dagpenge stiger med en mindre takt end lønningerne. Det er derfor de laveste indkomster, der skal have en skattelettelse, ikke de høje og ikke alene dem, der er i arbejde.

Helt på linje med Frank Aaen er SF’s skatteordfører Jesper Petersen:

– Regeringens skattelettelser har indtil nu betydet, at de rigeste ti procent af danskerne har fået 15 gange så store skattelettelser som de ti procent dårligst stillede. Og nu vil Venstre så fjerne topskatten, så de rigeste kan få endnu flere penge og uligheden blive endnu større. Det er både uretfærdigt og samfundsmæssigt uansvarligt, udtaler han.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce