Det fortæller sundhedsministeren, som mandag havde indkaldt privathospitalerne og regionerne for at planlægge, hvordan de private hospitaler kan overtage flest muligt af de 400.000 behandlinger, der har hobet sig op under strejken.
– Jeg har hørt, at der var en god forståelse på mødet, og at der afholdes møde igen på mandag, hvor der skal gås mere konkret til værks med mulige modeller for samspillet mellem de offentlige og de private sygehuse i den kommende tid. Nu bliver regionerne tvunget til at bruge kapaciteten i det private sundhedsvæsen, siger sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) til dagbladet Arbejderen.
Mødet blev holdt blot halvanden dag efter, at ministeren og Danske Regioner skrev under på næste års budgetaftale, som sætter det udvidede frie sygehusvalg på standby i et år, men samtidig fastslår, at »regionerne forpligter sig til at anvende den private kapacitet, der derved frigives«.
Dermed er vejen banet for en historisk privatisering af sundhedsvæsenet, vurderer sundhedsøkonom og direktør for analyseinstituttet Dansk Sundhedsinstitut, Jes Søgaard.
– Hvor behandlingerne under det frie sygehusvalg blev lagt ud til de private enkeltvis, lægges der nu op til, at de private kan overtage store grupper af patienter på en gang, siger han til Arbejderen.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96