Blækket på den aftale om næste års budget, regeringen og regionerne indgik lørdag, var næppe tørt, før sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) sendte bud til de private hospitaler om at møde i Indenrigsministeriet.
Regeringen vil afhjælpe de 400.000 behandlinger, der har hobet sig op under overenskomststrejken, ved en massiv privatisering af sygehusvæsenet.
– For mig er det afgørende, at vi får afviklet patientpuklen hurtigst muligt. Derfor skal vi også udnytte den kapacitet, som vi har oparbejdet på de private sygehuse, bedst muligt til gavn for patienterne. Der er mandag morgen sendt invitation til regionerne og de private sygehuse for at lægge en plan for arbejdet, siger sundhedsministeren.
Grundet den såkaldte force majeure, den langvarige konflikt har affødt, vil regeringen ophæve det frie sygehusvalg i et år. Det betyder, at behandlinger ikke længere udliciteres til de private sygehuse enkeltvis, men at regionerne forpligtes til at indgå samlede aftaler for større områder med de private.
Dermed er vejen banet for en historisk privat overtagelse af offentlige opgaver på sundhedsområdet.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96